Født i 1945 på en gård på det nordlige Djursland.
Gik ud af skolen som 14-årig og fik plads på en gård.
1965: Realeksamen på kostskole i Rønde.
1967: Studentereksamen fra Statens og Hovedstadskommunernes Kursus på Frederiksberg.
1968: Udsendt som ulandsfrivillig i Indien af Mellemfolkeligt Samvirke.
1971-83: Cand.scient.pol.-studier på Aarhus Universitet afbrudt af perioder som udsendt til Indien og Bangladesh.
1985: Ekstern lektor på Aarhus Universitet, forsknings- og konsulentopgaver i det meste af verden.
Gik på pension i 2014.
Gift og far til to voksne sønner.
Frands Dolberg sidder på sit lille kontor i villaen i Aarhus og kigger begejstret på en gulnet og næsten 50 år gammel rapport. -Rapporten er fra hans første ulandsophold ved et stort, dansk kvægprojekt i Indien og spækket med detaljerede tabeller.
De ser ærligt talt ikke voldsomt ophidsende ud. Men for Frands Dolberg var den virkelighed, tallene afslørede, lidt af en øjenåbner:
”Vi kom for at lære indiske bønder om godt landmandsskab, men tabellerne viste, at når de lokale bønder fik adgang til bedre krydsningskvæg, så var flere af dem i stand til at få deres køer til at præstere lige så høje mælkeydelser, som vi kunne på det danske modellandbrug.”
Så i stedet for bare at belære inderne om godt, dansk landmandsskab brugte Frands Dolberg årene i den lille landsby i Indien på også at tilegne sig nyttig viden og metoder fra inderne.
”Jeg lærte utroligt meget, og det, at jeg selv konstant har kunnet lære nyt og overalt mødt omstillingsparate bønder, er grunden til, at jeg har tilbragt hele mit arbejdsliv med udviklingsarbejde. Det var ikke planlagt. Det ene har bare taget det andet. Læringen går begge veje i alt godt udviklingsarbejde. Det glemmer vi ofte.”
Det lå ikke i kortene, at Frands Dolberg skulle få en 45-årig karriere i arbejdet med udviklingslande, da han voksede op på familiens gård ved Ørsted på Norddjurs.
”Jeg er bondefødt og passede besætningen hjemme på gården efter skoletid. Ikke fordi jeg skulle, men fordi jeg kunne lide det,” fortæller Frands Dolberg, der også godt kunne finde på at pjække fra skolen for at tage med på kvægavlerforeningens årlige udflugt.
”Jeg gik meget op i køernes stamtavler og kunne flere af dem udenad. Så der var nogen, der mente, jeg skulle stille op i datidens hotte quiz, Kvit eller dobbelt.”
Det blev nu ved snakken, men da Frands var færdig med 7. klasse, var der ingen vaklen: Han skulle være landmand, forlod skolen og kom ud at tjene på flere gårde. Og da han som 17-årig igen satte sig på skolebænken for at tage real- og siden studentereksamen, fortsatte han med at arbejde ved landbrug i ferierne.
Men så var det, han under eksamenslæsningen faldt over en artikel om sult og nød i Indien. Og om organisationen Mellemfolkeligt Samvirke, der et par år forinden var begyndt at sende unge danske ’u-landsfrivillige’ til de fattige lande.
Frands søgte ud og fik ja. Året efter var det af sted til Hesaraghatta i Indien. Som 22-årig, med en studentereksamen og masser af praktisk landbrugserfaring, men ingen formel landbrugsuddannelse.
”Det kunne lade sig gøre dengang. Heldigvis. For det var fantastisk at få mulighed for at bo i en indisk landsby et par år og have tid til at lære folk og de lokale forhold godt at kende. Jeg lærte en masse, jeg har kunnet bruge lige siden. Fx at udviklingen ikke starter, når vi kommer, eller slutter, når vi tager af sted. Det er ting, der forekommer indlysende, men som vi kan -være tilbøjelige til at glemme. Især når vi, som det ofte sker nu, kommer farende ind og ikke har ret lang tid i de lande, vi skal hjælpe.”
I Indien faldt Frands Dolberg ikke blot for udviklingsarbejde, men også for en ung, indisk bioanalytiker, Jainamma. De blev gift, og hun tog med til Danmark i 1971, hvor hun straks fik arbejde på det lokale Ørsted Sygehus. Han begyndte at læse – ikke til landbrugstekniker eller agronom, men statskundskab på Aarhus Universitet.
”Jeg havde jo allerede en masse praktisk viden om og erfaring med landbrug,” fortæller Frands Dolberg, der da også har skrevet fodermester i sine unge år på sit imponerende lange cv.
”Jeg valgte statskundskab for at blive bedre til at administrere projekter, analysere og finde løsninger.”
Til gengæld blev han en noget atypisk statskundskabs-studerende, der på Statsbiblioteket fordybede sig i emner som potentialet i at bruge rishalm som husdyrfoder. Og inden eksamen kom i hus i 1983, var han et par længere afstikkere i Indien – bl.a. for at skrive sit statskundskabsspeciale om indisk husdyrbrug. Han nåede også tre år med familien, der nu også talte sønnerne Thomas og Johannes, i Bangladesh som Danida-rådgiver i landbrug og fiskedamme på det store Noakhali-projekt.
Efter eksamen skiftede Frands Dolberg studiekortet til Aarhus Universitet ud med en deltidsstilling som ekstern lektor og etablerede i 1985 det tværfaglige kursus ’ulandslære’, som han troligt kørte hvert forår helt frem til og med 2014. Over årene har kurset introduceret næsten 1.000 studerende fra en række forskellige fag til udviklingsarbejde i teori og praksis.
Men det meste af Frands Dolbergs arbejdsliv er gået med talrige konsulent- og forskeropgaver over det meste af verden, et hav af artikler til internationale tidsskrifter. Langt det meste med fokus på småbønder, hvoraf de fleste i øvrigt er kvinder.
Han har prøvet det meste. Arbejdet for en række FN-organisationer, for Danida, andre bilaterale donorer, EU, for forskellige NGO’er, Den Asiatiske Udviklingsbank og mange flere. På flere forskellige kontinenter.
Det hektiske rejseliv kunne lade sig gøre, fordi Jainamma passede hus, børn og arbejde i Aarhus, mens gemalen rejste verden rundt. Den tilværelse var hun forberedt på fra barnsben: Hun er fra den indiske delstat Kerala, hvor millioner af familier lever af, at den ene ægtefælle – oftest manden – arbejder i udlandet.
Sine mange erfaringer har han ikke – i hvert fald hidtil – brugt til at blande sig i den til tider hede, danske debat om udviklingsbistand. Til gengæld vidner hans lange, lange publikationsliste om et stort og vedholdende engagement i den internationale, faglige debat om småbønders vilkår.
”Jeg kan godt have det lidt svært med den danske debat,” indrømmer Frands Dolberg, der heller ikke er typen, der søger rampelyset.
”Der er et utroligt snævert fokus på den danske bistand og på at måle og fremvise de direkte resultater af den. Sandheden er jo, at vores bistand kun udgør en lille del af det samlede billede, så kig dog på dét og på, om Danmark bidrager til, at tingene går den rigtige vej.”
Selv mener Frands Dolberg, at udviklingen i de fattige lande er gået overraskende hurtigt.
”Den forventede levealder i en række ulande er steget fra under 50 år dengang til næsten 70 år nu. Lavindkomstlande er forvandlet til mellemindkomstlande. Millioner har fået adgang til bedre sundhed og uddannelse. Den globale middelklasse tæller i dag næsten 2 mia. mennesker og ventes i 2030 at udgøre ca. halvdelen af verdens befolkning. Indien banker på til en permanent plads i FN’s sikkerhedsråd. Det er ændringer, som jeg ikke drømte om at komme til at opleve.”
Udviklingsbistanden har ifølge Frands Dolberg bidraget til den positive udvikling, men han mener, at andre faktorer har haft langt større betydning:
”Det afgørende skifte skete, da de tidligere kolonier blev selvstændige lande og fik deres egen politiske ledelse – selv om det er rigtigt, som vi hører igen og igen, at mange ulande har været plaget af dårlige og magtbegærlige politikere.”
En anden afgørende drivkraft for den positive udvikling, som vi ifølge Frands Dolberg er tilbøjelige til at overse i den hjemlige debat, er, at der kommer flere veluddannede og engagerede folk i udviklings-landene.
”Jeg har jo haft det privilegium at arbejde sammen med en del af dem, bl.a. fra Nigeria, som vi i Danmark stort set kun forbinder med Boko Haram, korruption og elendig regeringsførelse. Men det er et kæmpeland med 180 mio. indbyggere, hvor der også sker positive ting. Jeg har mødt masser af kompetente nigerianere, der kun vil det bedste for deres land, og det er jo dem og ikke os udefra, der først og fremmest skaber fremdriften. Der bliver heldigvis flere og flere afrikanere som dem, og det gør mig optimistisk på kontinentets vegne.”
Selv om Frands Dolberg igen og igen betoner, at det er lokale kræfter snarere end udviklingsbistanden, der skaber udvikling, så er han en varm tilhænger af udviklingsbistand.
”Helt grundlæggende er udviklingsbistanden et signal om, at vi ikke er ligeglade med sult og nød, og at vi gerne vil bidrage aktivt til en bedre verden. Jeg forstår slet ikke logikken i at beskære den langsigtede udviklingsbistand i en tid med stadig flere flygtninge.
God udviklingsbistand har en katalysatoreffekt og kan være med til at sætte fokus på oversete problemer,” mener Frands Dolberg, der kender adskillige multilaterale og bilaterale donorer indefra. Og han mener, det er den multilaterale bistand – f.eks. via FN-organisationer, der virker bedst.
”FN-organisationer som UNDP, FAO og IFAD har et, synes jeg, ufortjent dårligt ry som bureaukratiske og ineffektive, hvis folk overhovedet kender dem. Men det er dem, der står for de lange, seje træk, og det er her, faglighed samles på tværs af i og ulande. Tag fx UNDP’s rapporter om menneskelig udvikling, som de begyndte at udgive i 1990. Og deres meget kritiske rapport om de arabiske lande. De har haft en enorm gennemslagskraft.”
Den direkte bistand fra enkeltlande som Danmark er Frands Dolberg noget mere skeptisk overfor:
”I den bilaterale bistand fylder donoren typisk meget og har en tendens til at ville bestemme. Det er forståeligt nok, men desværre kan det blive på bekostning af modtagerens ønsker og behov.”
En anden uheldig tendens, Frands Dolberg har konstateret, er ’bureaukratiseringen’ eller ’djøfiseringen’ af udviklingsbistanden:
”Vi skal ikke tilbage til gamle dage. Men de utallige målinger og afrapporteringer er gået over gevind. Det giver ingen mening at bruge kostbar tid på detaljerede indikatorer for selv kortvarige og snævre indsatser. De populære logframe-analyser kan være et godt redskab, men kun hvis de hviler på solide data. Og det kan være et problem med den korte tid, konsulenter og andre udsendte nu har til rådighed. Kendskabet til lokale forhold bliver også mindre med nedskæringer i ministerier, på ambassader og bistandsmissioner, så de ansatte sjældent kommer ud af hovedstæderne.”
Sidste forår stod Frands Dolberg for 30. gang i spidsen for det tværfaglige kursus ’Ulandslære’ på Aarhus Universitet med et fuldt hold, og i efteråret gik Jainamma også på pension efter 37 år på Aarhus Amtssygehus.
Selv om det var lidt vemodigt at afvikle ’Ulandslære’ for sidste gang, så er Frands Dolberg afklaret med, at det nu er slut. Og at det er op til andre, om kurset skal fortsætte.
”Det får vi se, om det skal, men det tager jeg overraskende let på. Jeg må være ved at blive gammel,” smiler Frands Dolberg.
”Jeg er indstillet på at lade andre tage over og bruge mere tid på den familie, jeg har trukket store veksler på med mine mange og lange rejser.”
Forskningen forsvandt
Forskning er en af Frands Dolbergs kæpheste. Allerede i 1983 blev han rådgiver for International Foundation for Science, som støtter unge forskere i deres hjemlande.
”Det var før dansk ulandsforsknings guldalder, hvor danske forskningsinstitutioner og universiteter stod stærkt inden for bl.a. sundhed og landbrug. Men institutioner som Det Danske Skovfrøcenter og forskningsprogrammer som ENRECA er lukket. Universiteterne prioriterer heller ikke området så højt mere. Det er et problem, som vi bør gøre noget ved, hvis vi mener det alvorligt med vores udviklingsbistand.”
Fakta
Ledige stillinger