28.1.2015
af
Else Marie Lehman
Hun blev smidt ud af skolen, fordi læreren ikke måtte bestemme over hende. Hun blev fyret fra arbejdspladser, fordi cheferne heller ikke måtte. Det var først som voksen, at hun mødte den største frihed af dem alle: At turde stå ved, hvem hun er.
Født i 1972 i Australien.
Selvstændig iværksætter gennem 20 år, bl.a. med datingvirksomheden Running Dinner og velgørenhedskonceptet Überbanko.
Tidligere medlem af Røde Kors Klub 10 og Kvinder for indflydelse.
Ambassadør for Dansk Røde Kors, Klub 100 og Julegaveregn.
Bestyrelsesmedlem hos Rice.
Foredragsholder for virksomheder, foreninger og på konferencer.
Har lavet både radio og TV, bl.a. Michelles Mission og Læsø Kalder.
Forfatter til bogen ’Skru op for livet’.
Aktuel som klummeskribent i BT og debattør i bl.a. Aftenshowet og aktiv på facebook samt bloggen michellehviid.dk.
Bor på Frederiksberg med sine to børn på 7 og 16 år.Michelle Hviid er kendt for at være autentisk – et tema hun de senere år har holdt flere hundrede foredrag om. For det er netop der, lykken, den private såvel som den arbejdsmæssige, ligger, har hun fundet frem til. At turde stå ved hvem hun er, lige meget hvem hun befinder sig overfor. At være fuldstændig ærlig og åben omkring det søde og det sure. Både karrieremæssige opture og rutsjebaneture i kærlighedslivet. Om opdagelsen af en tumor i hjernen og glæden over begejstrede tilbagemeldinger fra et vellykket foredrag.
”For mig er det mega-stressende at skulle opretholde en facade. Jeg ville få ondt i maven, hvis jeg ikke kunne fortælle, hvordan jeg havde det og på den måde indirekte bede om hjælp. Det er jo det, man kan, hvis man tør sige, at man har sovet dårligt eller er uvenner med sin kæreste. Eller har fået et skattesmæk, man ikke havde set komme. Hvis man tør sige det på jobbet og til sine omgivelser i det hele taget, så giver det jo andre mennesker en mulighed for at navigere omkring en. Jeg ville have det rigtig skidt, hvis jeg afskrev mig den mulighed. Jeg ville få stress,” slår hun fast.
Derfor er Michelle bare Michelle. Både når humøret er i top, og når det er helt i kulkælderen. Uanset hvad folk så måtte mene om den sag.
For det sker – ofte – at andre mener noget, når man er Michelle uden filter. Når man på de sociale medier skriver om sine op- og nedture. Så er der nogen, der synes, at man burde lade være. Og som mener, at man bør slette det, de finder mest privat og følsomt.
Det gør Michelle aldrig. Hun forbeholder sig retten til at være, som hun nu engang er. Til at gøre som, hun selv synes, er bedst. Og til at blæse på, hvad andre mener – så længe, hun hverken er ondskabsfuld eller yder skade. Fordi det reelt betyder så lidt, men er så utrolig hæmmende, hvis det alligevel får lov til at fylde.
”En af de største stopklodser i verden er frygten for, hvad de andre tænker. Det er en kæmpe, kolossal, gedigen stopklods, som jeg synes, står i vejen for en masse fantastiske ting, initiativer og tanker. En af mine største friheder er, at jeg er fuldstændig fri af, hvad andre tænker om mig og ærligt kan sige: Jeg er sgu ligeglad!”
At slippe intentionerne om at være perfekt og elsket af alle har givet den frihed, der er så vigtig for hende. For det der med at ville please alle er alligevel et fuldstændig håbløst projekt. Det oplevede Michelle engang på et 16 kvadratmeter stort kontor, hvor stemningen af stadig ukendte årsager var blevet temmelig ubehagelig mellem hende og en kollega.
”Det var ikke rart, at der ikke blev sagt godmorgen på en ordentlig måde. Og det var ubehageligt, at jeg ikke turde bede ham om at skrue ned, hvis han skuede op for radioen. Og at han skruede ned, hvis jeg skruede op. Alt blev bare ubehageligt, og jeg mistrivedes voldsomt. Så jeg besluttede mig for at snakke med ham og sagde: Hvis jeg har gjort et eller andet, der har pisset dig af, eller hvis jeg gør noget, der irriterer dig, så fortæl mig, hvad det er, så jeg kan rette ind.” Og så svarede han:
Nu er det jo ikke farven på din trøje, jeg ikke kan lide,” fortæller Michelle og griner.
”Okay! Han kan ikke lide mig. Men hvis han har afskrevet mig, så behøver jeg heller ikke at hoppe og danse for at forsøge at please ham.”
Så selvom svaret ikke var det, hun havde forventet, så var det en stor befrielse at få sandheden på bordet. Så var der noget at forholde sig til og navigere ud fra. Og så blev alt meget nemmere.
At Michelle også selv har valgt den hudløst ærlige stil om sine styrker og svagheder, og hvad der rører sig i hende, er – lidt til hendes egen overraskelse – blevet modtaget meget positivt omkring hende.
”Jeg troede, at mine omgivelser ville reagere helt modsat af, hvad de gjorde. Jeg troede egentlig, at folk ville sige fra overfor, at jeg smed alle paraderne og mene, at jeg blev for meget. Men der skete det modsatte. For jo mere, jeg tør vise mine svagheder, og jo mere jeg tør grine af mine dumheder, jo mere trygge er andre folk i mit selskab, og jo mere tør de vise af sig selv.”
Perfektionisme, derimod, er kedeligt og stressende, synes hun. Og heldigvis ikke noget, hun selv er tynget af.
”Jeg plejer at sige, at jeg er den mest fantastiske mor, og jeg er den mest blærede forretningskvinde. Men jeg er det ikke samtidig. De dage, hvor jeg er en fantastisk forretningskvinde, der er jeg sandsynligvis en nederen mor. Og de dage, hvor jeg er en fantastisk mor, der er jeg sikkert en ret nederen erhvervskvinde. For de dage, hvor vi sidder og spiser hjemmelavede madpakker på fine tæpper oppe på Hornbæk strand og spiller bold, der har jeg sandsynligvis ikke fået svaret på mails. Og de dage, hvor jeg holder tre foredrag i Jylland, der har mine børn fået mærkelige madpakker med, og jeg har ikke selv sendt dem af sted i skole.”
At Michelles åbenhed og stil påvirker folk omkring hende, skriver Marianne Stagetorn Kolos meget gerne under på. De to mødte hinanden gennem velgørenhedsprojektet ’Kvinder for indflydelse’ og har bl.a. rejst sammen i Afrika. Siden har juristen og kagekonen fra konditoriet La Glace været en stor beundrer. Det kan man nemlig sagtens være, selvom man på mange måder er hinandens diamentrale modsætninger.
”Jeg har stor respekt for Michelle. Hun giver meget af sig selv, og hun får andre til at fremstå som den bedste version af sig selv,” fremhæver hun.
”For man får lyst til at gøre det hele lidt bedre, når man har været sammen med hende.”
En af hendes forklaringer er netop, at Michelle er et helt menneske. En anden er, at hun er gavmild med omsorg og råd – uden at være bedrevidende.
”Hvis man bare læser om Michelle, så tænker man måske, at hun ikke er til at holde ud at være sammen med og har flyttet om på hele ens liv efter to minutter. Men sådan er det ikke i den virkelige verden. Hvis man spørger efter råd, så får man det – men hun er aldrig frembrusende privat.”
Til gengæld kan man godt tillade sig at kalde hende handlekraftig. Direktør for reklamebureauet Sunrise, Michael Sølling, der kender Michelle fra dengang, hvor hun stadig var lønmodtager, sætter selv stor pris på hendes evne til at uddele et los bagi, når der er behov for det. På samme måde, som hun er kendt for at gøre det, når hun holder sine foredrag. For ham er Michelle intet mindre end inkarnationen af alt det, de fleste af os nok inderst inde gerne ville være.
”Hun er ærlig, kærlig og åbenhjertig. Sjov og under- holdende. Hun er også selvstændig, stolt, utålmodig og dominerende – alt sammen tilsat en vis dosis damp og en lille smule mand.”
Forstået på den måde, at hun har en stærk trang til at ”styre gashåndtaget”. Noget der indimellem har kompliceret tingene for hende, både arbejdsmæssigt og privat.
Også af den grund er han glad for at se, at Michelle har fået øjnene op for alle fordelene ved at være præcis, som hun er – med alle de karaktertræk, hun rummer.
Michelle Hviid har ingen intentioner om at trække sin model ned over hovedet på andre. Hun ved, at hun er mere ekstrem end de fleste, og at hendes metode ville være temmelig grænseoverskridende for mange. At nogen kan finde det ubehageligt at være så direkte og åben. Og at mange føler sig trygge ved at have en kerne, de forbeholder nære private relationer.
For mange er løsningen nok en mindre radikal model, foreslår hun. At begynde i det små med at mærke, hvad der føles let, og hvad der føles svært. At vælge den kollega man er mest fortrolig med og teste, hvad der sker, når man åbner op. Om man føler sig utilpas, eller om man lige som hende oplever at få en bedre relation til andre og sig selv.
Omvendt mener hun, at vi alle har en pligt til at åbne munden og sige til og fra, hvis vi er utilfredse med noget. Både privat og arbejdsmæssigt.
”Når der sidder nogen omkring mig og siger: Jeg har et kæmpe problem med min chef. Jeg føler, at hun overruler mig, når vi sidder til møder. Hun tager æren for mit arbejde. Eller: Jeg er rigtig ked af, at min kollega får 800 kroner mere i løn end mig, når vi laver nøjagtig det samme. Hver eneste måned, når den der lønseddel kommer, bliver jeg bitter over, at han får mere end mig. Så spørger jeg: Har du sagt det til hende? Det har de aldrig. Aldrig! Og så har jeg lidt svært ved at tage problemet alvorligt, for så sidder de jo bare og spiller violin hjemme i baghaven.”
Hvis vi har noget, vi vil lave om, må vi tage fat om lorten. For sådan en stinker, indtil du fjerner den. Til gengæld har du allerede halveret dine problemer, når du har fjernet den største. Om det så er snakken med chefen, opkaldet til banken eller en ubehagelig snak med dine børns far. Noget hun selv kender alt til.
”At stå ved dig selv kræver, at du tør udstille din egen sårbarhed. Det er det, der er svært for mange mennesker,” siger Michelle.
”De ting, man har sværest ved, det er tit dem, man er mest sårbar omkring. For hvis man kunne finde ud af det, så havde man jo gjort det. Så der, hvor man har brug for hjælp og ikke helt kan finde ud af tingene, der er man bange for at fejle. Og så er vi tilbage ved frygten for, hvad de andre tænker og frygten for at blive til grin.”
Den lider Michelle til gengæld ikke det fjerneste af. Faktisk er de bedste dage dem, hvor hun har haft lejlighed til at grine af netop sig selv, hævder hun.
”Jeg hylder selvironi. Vi er alle tåbelige. Er det ikke meget federe at grine af det end at forsøge at skjule det for alle de andre? Der er jo ikke nogen, der forventer, at du ved alt. Hvis man gør sig umage og er normalt begavet, så er der ikke nogen, der forlanger mere. Så må man godt bede om hjælp. Og man må gerne føle sig frem.”
Ledige stillinger