På universiteternes lederudviklingsforløb får kursisterne kendskab til klassiske ledelsesværktøjer i forhold til bl.a. strategier, motivation, coaching, vanskelige samtaler, forebyggelse og løsning af konflikter. Forløbene er baseret på, at forskerne skal arbejde med egne udfordringer, og de får individuelle udviklingssamtaler og udarbejdet en personlighedsprofil, der giver dem mulighed for at reflektere over deres stærke sider, og hvor de har udviklingspotentiale. Deltagerne bliver sat i læringsgrupper, som de siden kan sparre med.
”Ledelse er noget, man tager på sig. Det lyder så enkelt, men netop det aspekt var en game changer for mig,” siger Per Andersen, der siden 2013 har været professor MSO i retsvidenskab og studieleder på Juridisk Institut på Aarhus Universitet.
Erkendelsen ramte ham på et lederudviklingskursus i 2011. Et kursus han selv havde taget initiativ til.
”Jeg håbede, at jeg på et tidspunkt ville få min egen forskningsgruppe, men jeg syntes, at jeg manglede redskaber i forhold til, hvordan jeg skulle agere. Især ville jeg gerne have redskaber til at håndtere ledelse i forhold til kollegialitet. Og hvad nu hvis der også ville være ældre og mere erfarne forskere i det samarbejde, jeg ville få hovedansvaret for?”
Dengang – i 2011 – var der ingen forskningslederkurser på Aarhus Universitet, derfor organiserede han det selv. Han fik samlet 20 interesserede forskere fra forskellige institutter, kontaktede et konsulentfirma, planlagde sammen med konsulenterne et forløb og ansøgte universitetet om videreuddannelsesmidler.
”Der er ingen tvivl om, at det nok har været et af de mest formende kurser, jeg har haft,” siger han.
”Forskningsledelse handler ikke om at herse, men heller ikke om i kollegialitetens navn at være bange for at tage ledelsen og sætte rammerne for forskningen. Vi arbejder i en faglig verden, hvor der er fokus på viden, metode, proces og på at være resultatorienteret, og så er det selvfølgelig vigtigt, at en forskningsleder sætter sig med sin gruppe og tegner skarpt op, hvad der skal ske med det projekt, han eller hun har skaffet x millioner kroner til.”
Bare fordi man har studeret innovation og ledelse i 15 år, behøver man jo ikke at være for fin til at følge et lederudviklingsforløb. Efter bl.a. fem år i en forskerstilling på Imperial College i London, kom Lars Frederiksen i 2010 til Institut for Marketing og Organisation på Aarhus Universitet, hvor han siden 2012 har haft titel af professor MSO i innovationsledelse og strategi. Han har netop afsluttet universitetets lederudviklingsforløb for forskningsledere.
”Jeg tænkte, at det ville være godt at tage min egen medicin.”
Han har ikke fortrudt.
”Langt hovedparten af kurset var en fantastisk god oplevelse. Det var personlighedsudviklende, og mit repertoire af konkrete ledelsesværktøjer er blevet større.”
”Det kan godt være, at jeg ved en masse om incitamenter og motivation fra økonomi og socialpsykologien, men det er en helt anden udfordring, når man i praksis skal være fokuseret på både individuelt niveau og på gruppeplan. Kurset gjorde mig mere bevidst om, hvor forskelligt mennesker motiveres. Samtidig skal man være autentisk og vælge en ledelsesstil, som er i overensstemmelse med en selv. Ellers bliver man utroværdig.”
Siden 2009 har adjunkt Marie Bruvik Heinskou været koordinator for forskningsgruppen for kultursociologi på Sociologisk Institut, Københavns Universitet, og i 2011 var hun på et af universitetets lederkurser.
”Jeg blev endnu mere bevidst om de udfordringer, der er i forhold til, hvordan forskellige personligheder relaterer sig forskelligt til forskning, arbejdsplads og arbejdsopgaver. Det handler om at finde styrken ved de forskelle i en gruppe, og jeg bruger stadig de redskaber, jeg fik til at agere fleksibelt over for mine kollegaer i forskningsgruppen.”
Hun går op i at fastholde, at hun ikke er leder, men netop koordinator.
”For er der noget, selvledende forskere ikke vil, så er det at blive ’ledt’. Det modsætter sig jo som sådan også hele idéen om den frie forskning.”
”Jeg forsøger hele tiden at være inkluderende og slå på, at vi skal samtænke projekter. Bl.a. ved at skabe et rum, hvor vi kan dele. fx mødes vi en gang om måneden og fortæller om vores forskning. Jeg opfordrer også kraftigt til at publicere og skrive sammen på kryds og tværs. Vi står stærkere som gruppe, hvis vi ikke kun konkurrerer med hinanden, og jeg tror på, at man bliver individuelt stærkere af at arbejde sammen.”
Ledige stillinger
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER