Arbejder i Barcelona, Marokko og Brasilien

20.1.2015

af

Da Michelle Rødgaard-Jessen var færdig på studiet, ville hun se verden. Derfor er hun nu selvstændig med base over alt.

Djøfbladet fanger Michelle Rødgaard-Jessen over Skype. Hun sidder og arbejder fra et kontorfællesskab i Barcelona. Her bor hun og kæresten i fem måneder, inden de tager videre til Marokko for at arbejde der en måned. Bagefter går turen til Sydamerika. Kæresten arbejder også som selvstændig.

”Da jeg var ved at være færdiguddannet, skulle jeg finde ud af, hvad der så skulle ske. Vi ville godt ud og rejse forskellige steder i verden. Det var svært at forene et almindeligt job med det ønske.”

Da hun samtidig også drømte om at blive selvstændig, tænkte hun, at det var et godt tidspunkt at prøve drømmen af på. De besluttede sig for at begynde i Barcelona. Hun er cand.merc. i Innovation Management og kalder sig selv for ’virtuel assistent’. Hun har hurtigt fået otte kunder – det er nok til, at forretningen kører rundt.

”Mine kunder er specialister, foredragsholdere og konsulenter. Personer, der har et personligt brand og noget viden, de skal ud med. For eksempel en coach eller en ledelsesekspert.”

Digital nomade

Hun hjælper sine kunder med sociale medier, onlinemarkedsføring, e-mail-kampagner og enkelte driftsopgaver. Alle ting, som kan klares over computeren. Selv om kunderne befinder sig i Danmark, har Michelle ikke oplevet større problemer med afstanden mellem hende og dem.

”Jeg ser mig selv som en digital nomade - en freelancer, der arbejder, hvorfra jeg har lyst. Jeg skal ikke være noget sted på et bestemt tidspunkt. Nogle dage arbejder jeg også fra en café eller hjemmefra. Den fleksibilitet kan jeg godt lide.”

Michelle Rødgaard-Jessen regner med, at nomadetilværelsen forsætter de næste par år.

”Vi tager en måned til Marokko nu og efter det til Sydamerika i nogle måneder. Der skal vi bl.a. til Brasilien for at besøge noget familie, men ellers har vi ingen faste planer. Vi vil dog gerne forbi Asien og USA på et tidspunkt.”

Kombinerer du ferie med arbejde?

”Jeg ved ikke, om jeg vil kalde det ferie. Jeg arbejder jo fuld tid som selvstændig. Det er mere det der med at bo i udlandet - at opleve en anden kultur, tale sproget og få lokale venner.”

Hvordan finder du dine kunder?

”Gennem mit netværk, min hjemmeside og kunder, der har anbefalet mig til andre.”

Hvad er det bedste ved livet som digital nomade?

”Det er bare fedt at komme ud og opleve en masse. Jeg lærer også at opbygge en virksomhed og at sælge mig selv over for kunderne.”

Hvad har været det mest udfordrende?

”Det har været grænseoverskridende at skulle sælge mig selv. Det kan godt være lidt uklart, hvad man kan, når man er nyuddannet. Fleksibiliteten kan også godt være lidt frustrerende. Nogle gange flyder arbejde og fritid meget sammen.”

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet