10.9.2014
af
Mikkel Arre
En række organer skal kontrollere PET's arbejde, men en stor del af tjenestens aktiviteter kan reelt ikke efterprøves. ”Dybest set ved vi ikke ret meget om, hvordan PET opererer”, konkluderer ph.d. Emil Bock Greve.
Hvem vogter vogterne?” lyder et klassisk og til stadighed aktuelt spørgsmål. Når en myndighed har adgang til at kontrollere andres adfærd, er det relevant at spørge, hvem der så holder øje med, at kontrollen foregår lovligt og forsvarligt.
Det er et af de centrale spørgsmål, som juristen Emil Bock Greve har undersøgt i sit ph.d.-projekt om Politiets Efterretningstjeneste (PET). Det korte svar er, at en hel række instanser skal vogte over PET – men ikke desto mindre er kontrollen svag.
Kontrolsystemet er ellers ganske omfangsrigt: Folketinget har et Udvalg vedrørende Efterretningstjenesterne, og såvel Ombudsmanden som eventuelle kommissionsundersøgelser har en potentiel rolle at spille. Domstolene kan også afværge uberettigede indgreb ved fx at afslå PETs ønske om en telefonovervågning. Og endelig er der i 2014 oprettet et nyt tilsyn, der skal kontrollere en del af tjenestens arbejde.
I afhandlingen fastslår Emil Bock Greve imidlertid, ”at det for store dele af PETs efterretnings- og sikkerhedsvirksomhed er helt eller delvist umuligt at føre en reel kontrol.” Kontrolorganerne mangler både indsigt og reaktionsmuligheder. Det nye tilsyn har dog stærke beføjelser til at få indblik i PETs aktiviteter – men vel at mærke blot dem, der drejer sig om indsamling, bearbejdning og videregivelse af personoplysninger.
PETs arbejde med kilder, meddelere og agenter er derimod ikke lovreguleret. Der er altså ingen paragraffer at føre kontrol ud fra, og PET er fåmælt om sine metoder.
”Går en efterretningstjeneste i detaljer med at fortælle om deres indgreb offentligt, er det selvfølgelig nemmere for de miljøer, de overvåger, at omgå det på. Det gør det svært at gisne om, hvad der foregår, og dybest set ved vi ikke ret meget om, hvordan PET opererer,” siger Emil Bock Greve.
Det er en kongstanke i dansk jura, at al kontrol hører til hos domstolene. Men PETs arbejde munder typisk ikke ud i forvaltningsafgørelser, ligesom det fører til relativt få straffesager. Det handler derimod om at afværge, at trusler materialiserer sig – som når PET forhindrer Retsudvalget i at tage til Christiania.
”Når man på den måde gør noget præventivt, er kontrollen enormt vanskelig, fordi der ikke er nogen afgørelse at efterprøve. I den bedste af alle verdener havde ingen fx opdaget tiltaget over for Retsudvalget, og sådan er det med mange af tjenestens aktiviteter,” forklarer Emil Bock Greve.
Dermed efterlader PET sig kun få klassiske juridiske spor, og det gør det vanskeligt for domstolene at være kontrolinstans. Når PET endelig er i retten for at få tilladelse til et indgreb, er der desuden grund til at tro, at dommerne er forsigtige med at lægge hindringer i vejen for tjenesten. Forarbejderne til lovgivningen på området – fx de to terrorpakker fra 00’erne – lægger nemlig vægt på, at PET skal kunne arbejde effektivt. Det hensyn vejer meget tungt, og det er helt fornuftigt, siger Emil Bock Greve.
”Det er uhyre vigtigt. I dag kan man ikke – som man måske kunne for 15 år siden – tillade sig at spørge, om PET er nødvendig. Der er en reel trussel, som gør det oplagt nødvendigt at have en efterretnings- og sikkerhedstjeneste, og det er jo også lykkedes at få dømt folk for planlagt terrorisme i vidt omfang.”
Set i det lys, er det så ikke en nødvendig pris, at tjenesten ikke kan kontrolleres?
”Den type pragmatisk tilgang hører man ofte som et forsvar for, hvorfor kontrollen ikke er tilbundsgående. Men der er visse omkostninger ved ikke at have en fuldstændig omfattende kontrol. Risikoen er, at PET laver noget, de ikke må, og at det krænker borgeres retssikkerhed. Et andet problem er, at PET bliver en myndighed, der svæver uden for Folketingets vidensfelt og dermed også kontrol. Det mindsker simpelthen legitimiteten, når ingen kan få at vide, hvad de foretager sig,” siger Emil Bock Greve.
Samtidig med at den begrænsede kontrol gør det muligt for PET at arbejde effektivt, risikerer den altså at sænke tilliden til tjenesten. Sker det, får PET sværere ved at arbejde.
”Jo mindre man kan kontrollere noget, jo mindre grundlag er der for tillid. Det var ikke noget problem for PET efter 11. september og op gennem 00’erne, hvor der var meget stor opbakning. Men nu har PET efterhånden fået et ret dårligt ry. Man kan diskutere, om det er berettiget – men uanset hvad bliver det sværere for dem at operere. Når de skal rekruttere kilder eller have folk til at samarbejde, er det vigtigt, at folk har tillid til PET som organisation. Når man ikke har organer, der kan kontrollere, hvad PET laver, og fortælle befolkningen, at den kan være rolig – ja, så er der altså en risiko for, at tilliden eroderer.”
Fordi efterretningstjenestens aktiviteter af gode grunde foregår i det skjulte, er det svært at sige, om der rent faktisk eksisterer hidtil uopdagede problemer, som et stærkere kontrolsystem vil kunne afdække. I sin afhandling påpeger Emil Bock Greve imidlertid, at pressen i flere tilfælde har afsløret ulovligheder, der giver grund til skepsis.
Bl.a. har tjenesten i årevis – frem til vedtagelsen af loven om PET – betalt såkaldte sikkerhedshonorarer til meddelere uden at opgive dem til SKAT. Det er i og for sig indlysende, at PET her brød loven, idet tjenesten ved at afgive oplysningerne ville have udarbejdet en liste over sine mest betroede meddelere – en liste, som kunne være faldet i de forkerte hænder.
”Men hvorfor ikke bede politikerne om at rette op på lovgivningen? For mig at se er det et udtryk for, at man hos PET tænker, at det arbejde, man laver, er så åbenlyst vigtigt, at man ikke behøver tage alle dele af lovgivningen lige højtideligt,” siger Emil Bock Greve.
Der er omkring 800 ansatte i PET, og selvfølgelig laver de fejl fra tid til anden. Det er et grundvilkår, betoner han.
”Men vi kan gøre noget ved de fejl, der sker. Om de sker i sygehusvæsenet, udlændingemyndighederne eller efterretningstjenesten, er ligegyldigt. Hvis man ikke kontrollerer fejl, kan de udvikle sig til en kultur. Jeg kan ikke ud fra mine studier sige, at der er sådan en kultur. Men når man i PET var begyndt at spise afskeds-middage for terrorpenge, ligner det mere et eksempel på en kultur – en forestilling om, hvad man kan tillade sig – end et udtryk for, at man bevidst vil bryde loven. Det kan blive et problem på længere sigt, fordi det kan udvikle sig til alvorlige lovbrud.”
Det gør ikke kontrollen nemmere, at PET både er en efterretnings- og en sikkerheds-tjeneste. Hvis efterretninger viser, at en trussel er under opsejling, igangsætter PET selv den sikkerhedsindsats, der skal til for at modvirke den.
Den model kan virke indlysende, fordi vi har vænnet os til, at det er sådan, PET fungerer. Men at efterretninger kan føre til sikkerhedstiltag, uden at andre myndigheder involveres, er ikke uproblematisk, påpeger Emil Bock Greve.
”Ser man på, hvad en efterretningstjeneste laver, så indsamler den information, analyserer informationen og videregiver den. Punktum. Men PET gør jo meget mere end det. PET kører strafferetlig efterforskning sammen med politikredsene, løser livvagtopgaver og sikkerhedsgodkender. I andre lande har én myndighed med efterretningerne at gøre, mens en anden står for sikkerhedsdelen. Når man blander tingene, kan det hurtigt blive uoverskueligt – og svært at finde ud af, hvor det giver mening at føre kontrol.”
Han understreger, at der er praktiske fordele ved, at PET løser begge typer opgaver. Reaktionstiden er hurtigere, fordi der ikke skal bruges tid på, at sikkerhedstjenesten tager stilling til, om efterretningerne giver anledning til at handle.
”Men når man påvirker borgerens liv, kan det blive problematisk: Når man forhindrer Retsudvalget i at tage til Christiania, når man ikke sikkerhedsgodkender folk, når man anholder folk, når man udviser folk. Vil du som borger gerne vide, om PETs indgreb var berettiget, er det på nuværende tidspunkt umuligt at kontrollere. Har man derimod en opdeling mellem efterretnings- og sikkerhedstjenesten, er kontrollen nemmere. Du kan se, hvad det efterretningsmæssige grundlag var, og hvad sikkerhedstiltaget var. Hvis de to ting stemmer nogenlunde overens, tror jeg ikke, der er nogen i Danmark, der vil have et problem med det. Men når det er svært at se, om det forholder sig sådan, får vi let en tillidsproblematik.”
Er det realistisk, at der skulle komme sådan en opdeling i Danmark?
”Nu har man brugt mange år på at lave loven om PET, så den kaster man næppe ud i morgen for at starte helt forfra. Jeg tror, der ville være en del at vinde ved det, men spørgsmålet er, om det er så meget, at det kan betale sig. Det vil kræve en meget grundig analyse. For mig som forsker ville en opdeling give et meget kønnere billede – men nej, jeg tror ikke, det kommer i Danmark.”
Ledige stillinger
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER