Hvem hælder tanker i tænketanken?

10-09-2014
6 min.

Lobbyisternes aktiviteter i Bruxelles er i stigende grad kommet i fokus. Krav om mere gennemsigtighed har også ramt EU-tænketankene.

Det er ret let at gennemskue, hvordan journalister typisk stykker deres artikler sammen: En begivenhed plus et par uenige udtalelser fra nogle politikere og berørte aktører. Og så lige en ekspert eller to til at forklare og analysere. Den sidste brik i puslespillet farver ofte artiklens holdning og perspektiv – også denne artikel, vil man bemærke.

Pressen spørger ikke hvem som helst til råds, heller ikke i EU-journalistikken. Ofte er det medarbejdere fra en af Bruxelles’ tænketanke. De kalder sig senior-research policy fellows, researchere eller EU-eksperter. Alt i alt giver det dem en duft af forskning og en formodning om uafhængighed. Men spørgsmålet er, hvor præcis den antagelse er.

Krav om gennemsigtighed

Behovet for mere viden om dem, der forsøger at præge EU-lovgivningen, ramte i første omgang skoven af lobbyister i Bruxelles. Men da Europa-Kommissionen i 2005 for alvor tog fat, blev også tænketankene omfattet af krav om større gennemsigtighed. 

I alt 338 tænketanke har ladet sig registrere, og de findes nu side om side med lobbyisterne i EU-institutionernes fælles Transparency Register. Tænketankene har ganske vist fået deres egen separate sektion, men meningen er den samme. Offentligheden skal vide, hvem der finansierer de aktører, der byder ind med argumenter i det løbende spil om at præge EU’s mange politikker, der kan ligne en rodet krydsbefrugtning mellem embedsmænd, politikere, forskere og særinteresser, lobbyister og NGOer.

”I starten skulle vi udstyres med en badge, hvor der stod lobbyist, når vi kom på besøg i Europa-Parlamentet. Det var der mange af os, der ikke ville,” fortæller senior fellow, Nicolas Véron, fra tænketanken Breugel, der beskæftiger sig med økonomi og finansregulering.

Svært at måle indflydelse

Breugel er en af de yngre Bruxelles-tænketanke, der på få år har opnået solid status.

Véron opfatter ikke sig selv som lobbyist – et ord, der også i Bruxelles har en negativ klang. Det forhindrer dog ikke, at man kan arbejde på at få indflydelse. Det har Véron’s rapporter omkring behovet for en europæisk bankunion haft i en sådan grad, at han forrige år blev placeret på det internationale nyhedsbureau Bloombergs liste over de 50 mest indflydelsesrige personer.

”Politik-processen i EU er jo ikke et lineært fænomen, du kan kapre. Det er aldrig så enkelt, at du kan sige, at dén tænketank kom med dén rapport, der så blev til dén nye EU-lov. Du kan dårligt måle det præcist. Når det er sagt, er der nok en del folk, der vil sige, at nogle af de rapporter, Breugel kom med fra 2007 og frem, har præget bankunionens udformning,” indrømmer Véron.

For ham er det med EU-lovgivningsprocessen som med alt andet i samfundet. Der er konkurrence, og tænketankene i Bruxelles kæmper for at få opmærksomhed og indflydelse:

”Man kan så spørge, om konkurrencen er fair, og om alle har lige adgang til at blive hørt. Det burde været målet, men samfundet er selvsagt ikke perfekt”.

Finansiering afslører særinteresser

Så hvem betaler for, at en mand som Véron kan  tænke europæiske tanker? Breugel er en af de pæne elever i klassen. På deres website kan man læse, at årsbudgettet på 28 mio. kroner er finansieret af medlemmer og donationer med bidrag fra både den offentlige og den private sektor. Intet enkelt medlem bidrager med mere end tre-fem procent.

Ifølge Véron er EU's Transparency Register delvis ineffektivt, bl.a. fordi det ikke er obligatorisk.

”Der er organisationer, der præsenterer sig som uafhængige tænketanke, men reelt er domineret af specifikke erhvervsinteresser,” siger Véron.

NGO’en Thinktank Network Research arbejder på at kortlægge tænketanke på europæisk niveau. Den har kastet lys på en række dubiøse tænketanke, der blander sig i klimadebatten med store budgetter i ryggen fra olieselskaber som Exxon Mobile for at modvirke politiske tiltag mod den globale opvarmning.  

”Hvis offentligheden skal have tillid til det bedste argument i debatten, så er vi nødt til oftere at spørge ind til kilders ekspertise og gyldighed. Vi må kræve større gennemsigtighed med hensyn til, hvem der finansierer tænketankenes eksperter,” lyder det advarende fra den tyske professor, Dieter Plehwe fra Berlins universitet, der står bag rapporten ’Think Tanks in European governance: Why we ought to know’.

Tænketankes indflydelse overdrives

Dusan Reljic, der er leder af den største uafhængige tyske tænke-tank, Stiftung Wissenschaft und Politiks (SWP) kontor i Bruxelles, ryster lidt på hovedet over frygten for de falske tænketanke.

”Både journalister og alle andre finder meget hurtigt ud af det, hvis en tænketank ikke er uafhængig og bare forsøger at sælge ét lands linje. Ringer pressen så til dem næste gang, den har brug for en kommentar?” spørger han retorisk.

Reljic mener, at forestillingen om tænketankenes indflydelse er overdrevet.

”Det er utroligt naivt, hvis man forestiller sig, at vi kan nå ind til en premierminister eller præsident. Hvis vi kan få en højtstående embedsmands opmærksomhed, skal vi være glade. Men derfra til at sætte et decideret fingeraftryk er der et godt stykke vej. Når man træffer politiske valg, er der altid flere muligheder på bordet, men typisk bliver kun én valgt,” siger Reljic. 

Den 51 år gamle tænketank SWP er finansieret af offentlige midler under den tyske bundeskansler. Tænketanken har et budget på 75 mio. kroner og 120 ansatte og laver omkring 30 større studier per år, der underkastes meget grundige fact-checks.

”Vi laver aldrig bestilt arbejde. Under euro-krisen kom vi med to forskellige studier – ét der argumenterede for at smide Grækenland ud, og et andet der ville redde euro-sammenholdet
for enhver pris,” siger Reljic med et skæv grin.



Nicholas Véron fra Breugel mener, at den økonomiske krise har skabt nye muligheder for innovation og indflydelse til tænketankene:

”Der bliver ofte tænkt inden for de samme rammer i EU-institutionerne. Så der opstod et nyt behov for forklaringer og bud, fordi mange var blevet skuffet over deres egen evne til at analysere udviklingen,” siger Véron. 

Hård kamp for troværdighed

En af veteranerne blandt Bruxelles’ tænketanke, er danskeren Hans Martens, der indtil sidste år var leder af European Policy Centre:

”Det er jo  først med Maastricht-traktaten, at vi får et egentligt politisk miljø i Bruxelles. Som fænomen er EU-tænketankene slet ikke blomstret op som i Washington DC, hvor de ofte er præget af de politiske partier. Vi har stadig med en politisk baby at gøre. Vores tænketanke er der jo mest af alt for at fremme debatten om europæisk integration,” siger Martens, der heller ikke er bekymret over neutralitetsspørgsmålet:

”Du har alt, lige fra de snehvide med fuld gennemsigtighed til de, der er betalt af særinteresser. Men de fleste af de væsentlige EU-tænketanke kæmper en hård kamp for at forblive uafhængige og troværdige. For med krisen er det ikke blevet nemmere af finde finansiering, uden at der følger betingelser med,” siger Martens.

En af de løsningsmodeller, som bl.a. Thinktank Network Research argumenterer for, er, at man med amerikansk forbillede skal give skattelettelser til de tænketanke, der er reelt uafhængige – en økonomisk fordel, der så kan inddrages, hvis billedet skulle ændre sig. 

Kommentér
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommenter

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.