Når det store halbal rykker ind

13-08-2014
6 min.

Store sportsbegivenheder booster den danske samfundsøkonomi. Sådan lyder det politisk korrekte mantra på Christiansborg. Men skaber det i virkeligheden andet end national stolthed?

”Og så kan vi faktisk også tjene penge til Danmark”.

Sådan lød det fra kulturminister Marianne Jelved (RV) over for TV2, da hun havde sat Sport Event Denmark på Finansloven for 2014.

Ja, så skal man da bare have flere af dem…

’Store sportsbegivenheder til landet’ har været på den politisk korrekte dagsorden, siden VK-regeringen i 2007 formulerede ’Offensiv global markedsføring af Danmark’. Det resulterede i, at Sport Event Denmark siden 2008 har skovlet idræts-events ind over grænsen – formedelst et forbrug på 25-48 millioner kroner årligt. Senest har EM i håndbold, EM i svømning og EM i volleyball været forbi de danske idrætsarenaer.

I Danmark betragtes store internationale sportsevents således som en ren pengemaskine. Det har man forsøgt at påvise i talrige analyser, men hænger det egentlig sådan sammen? 

”Typisk hører man, at de her sportsbegivenheder har skabt en eller anden voldsom værditilvækst i turistindustrien. Men i virkeligheden taler man om promiller af bruttonationalproduktet. Man glemmer ofte at tælle omkostningerne med, eksempelvis sikkerheds-, oprydnings- og infrastruktur-udgifter. Men selvfølgelig skal man holde events, hvis man synes, det er en god idé. Argumentet for det er bare ofte misvisende,” siger Rasmus K. Storm, senioranalytiker ved Idrættens Analyseinstitut.

Han har blandt andet forsket i kommerciel sport og international eliteidræt samt kigget nærmere på store events effekt på samfundsøkonomien. Han peger bl.a. på spørgsmålet om alternative anvendelser af de investerede midler; selve beregningsmetoden på effektanalyserne; at begivenhederne reelt blot skaber sæsonarbejde i ufaglærte serviceerhverv uden reelt fremtidsperspektiv; at den indenlandske turist-effekt blot er en omfordeling fra en region til en anden; at de udenlandske turister måske var kommet til landet alligevel, lige som nogle turister rent faktisk bliver væk på grund af begivenheden.

At blive optaget på et eliteuniversitet i USA eller Storbritannien kan være som at slippe igennem et lillebitte nåleøje. Og unge har meget forskellige chancer for at komme ind, afhængig af nationalitet og social, kulturel og økonomisk baggrund.

Det er ikke et guldæg

Derfor har en gruppe frivillige danske studerende startet ’Project Access’, en non-profit-organisation, der skal støtte studerende i at komme ind på universiteter som f.eks. Harvard, Stanford, Oxford og Cambridge – også selv om ansøgerne ikke kommer fra en velstillet baggrund eller tidligere har gået på eliteskoler.

”Beregninger af økonomiske effekter ved store idrætsbegivenheder er meget komplekse. Derfor kan det reelt være vanskeligt at vide, om der skabes et provenu. Modellerne for de her beregninger er meget upræcise eller meget enkle. Det er ikke et økonomisk guldæg. Men problemet er nok, at man skal kunne tale et sprog om økonomisk ansvarlighed for at få offentlige midler. Det paradigme dominerer hos politikere og embedsmænd – og det ved organisationerne,” erklærer Rasmus K. Storm og fortsætter:

To af kræfterne bag Project Access er Rune Kvist og Nicholas Butts. Rune er leder af Project Access og ved at færdiggøre sin bachelor i ’Politics, Philosophy and Economics’ på det britiske University of Oxford. Nicholas, som er med i netværkets advisory board, læser ’public administration’ på Harvard Kennedy School i Boston – på et legat fra ’Crown Prince Frederik Fund’. Nicholas Butts er i forvejen bachelor i statskundskab fra Københavns Universitet og har siden studeret på nogle af verdens førende universiteter i Paris, Beijing og London – og nu altså Harvard.

Rune og Nicholas kender hinanden fra organisationen ’Danish Students Abroad’, som hjælper danske studerende med at komme til udlandet for at læse, og Nicholas havde hørt om Rune og Project Access fra fælles venner.

”Vi kom til at tale om, at det var mærkeligt, at alle de studerende, vi læste sammen med, ligesom var en bestemt type. I England er det fx ofte sådan, at hvis du har gået på Eton eller Harrow, så er du mere eller mindre sikker på at blive optaget på f.eks. topuniversiteter som Cambridge eller Oxford,” fortæller Nicholas.

”Men hvorfor egentlig ikke vedstå, at det her nok mere er kulturpolitik – og vigtigt for den danske velfærd. At store sports-begivenheder er en del af tilbuddene til borgerne i et velstående samfund.”

Rune Kvist uddyber:

“En vigtig del af problemet er også skævheder i, hvem der vælger at søge. Vi prøver at afmystificere de her universiteter ved at dele historier om helt almindelige – men selvfølgelig dygtige og hårdtarbejdende – studerende, der er kommet ind. Udgangspunktet for Project Access er, at potentialet for at lære er jævnt fordelt ud over forskellige samfundslag.”

Hans synspunkter deles af de fleste internationale forskere på området. Eksempelvis siger professor ved University of South Florida, Philip Porter, der er en af de førende eksperter på området:

Nicholas Butts fortæller, at netværket ofte kan hjælpe danske studerende ved blot at sige: ’Vi har gjort det, så I kan også!’ De mange generøse danske fonde og SU-systemet gør, at danske unge kan realisere deres drøm økonomisk. I lande som Polen eller Singapore afgør éns gymnasium derimod, om man får hjælp, mens der i lande som Sri Lanka eller Kina er et lidt andet fokus:

”De folk, der besøger området i forbindelse med de her arrangementer, vil selvfølgelig skabe aktivitet i den lokale økonomi, men jeg plejer at sige, at man ikke skal forvente en større økonomisk gevinst af at afholde Super Bowl end af en volleyball-turnering for piger under 16 år.”

”Der handler det primært om at skaffe finansiering, så de studerende faktisk får økonomisk mulighed for at komme af sted,” siger Nicholas Butts.

På grund af hans uddannelses­baggrund, og fordi han selv har læst i Kina, har Nicholas Butts fået nogle meget lukrative tilbud fra firmaer og rige kinesiske studerende, som var parate til at betale ham 2.500-3.000 kr. i timen, hvis han fx ville hjælpe dem med at skrive deres ’personal statement’, der er en vigtig del af ansøgningen til eliteuniversiteterne i USA eller Storbritannien. I Kina er markedet for sådanne ’konsulenter’ enormt, og det var medvirkende til, at Nicholas gik med i Project Access.

Samme holdning har sportsøkonom og professor Stefan Szymanski, fra University of Michigan. Han har i flere bøger og artikler beskæftiget sig indgående med store sportsbegivenheders effekt:

”Jeg synes, det er forkert, at nogle studerende kan få en fordel frem for alle mulige andre, kun fordi deres forældre har mange penge. Det er den ulighed, vi vil gøre op med – og hjælpe andre med at få adgang til de samme muligheder, som vi i Project Access er taknemmelige for,” fortæller han.

Det er gået stærkt for Project Access, siden det blev lanceret i februar 2016. Netværket er i dag kommet til 17 lande og har mere end 1.000 frivillige mentorer. Men ambitionerne er også store. Forventningen er at være i 60 lande i 2017 – og have hjulpet mere end 6.000 studerende ved at matche dem med personlige mentorer.

”Det er et skønmaleri at påstå, at det er en decideret god forretning,” siger han.

Project Access etablerer et netværk i hvert land, ledet af studerende på landets topuniversiteter. De sørger for, at der er mentorer klar til at hjælpe de studerende, der gerne vil optages på bestemte eliteuniversiteter i USA og Storbritannien. Hvis en studerende eksempelvis gerne vil læse kemi på Oxford, så bliver hun ’parret’ med en kemistuderende-mentor, der allerede læser samme sted. Nicholas Butts har eksempelvis også en dansk mentee, som gerne vil læse ’public policy’ på Harvard. 

Project Access har netop modtaget en større donation, der over de næste par år sikrer organisationen økonomisk.

Det går lige op

”Det er altafgørende for os, da vi nu kan hyre en Managing Director på fuld tid, mens både Nicholas og jeg vil arbejde med Project Access fuldtids til sommer. Vi får mere og mere opmærksomhed fra universiteterne og nogle af de store internationale fonde. Men udfordringen er stadig at sikre yderligere funding, hvis vi virkelig skal udfolde vores potentiale. Derfor er vi meget interesserede i at høre fra danske virksomheder og fonde. Målet er at samle penge nok gennem filantropi og partnerskaber, så vi kan arbejde med det fuld tid, når vi er færdige på Harvard og Oxford,” siger Rune Kvist, der ellers har en fuldtidsstilling ventende hos McKinsey & Co i London.

Det har talrige effektanalyser ellers påvist. Eksempelvis skulle EM i U21-fodbold 2011 have medført, at turistbranchen omsatte for 61 millioner kroner ekstra, lige som de offentlige kasser skulle have tjent 10,2 millioner kroner. Alt i alt skulle de store sportsbegivenheder, ifølge Sport Event Denmarks rapporter, over de seneste seks år have genereret cirka 800 millioner kroner i øget turisme, mens de offentlige kasser skulle have tjent cirka 250 millioner kroner. Ganske godt, når Sport Event Denmark i samme periode har modtaget cirka 222 millioner kroner i en eller anden form for offentlig økonomisk støtte (herunder fra DIF, red.).

Adgangen til topuniver­siteterne skal ses i et bredere perspektiv, da universiteter som Harvard og Oxford fungerer som en slags gatekeepers i forhold til de stillinger og magt­posi­tioner, hvor folk kan gøre en forskel.



”Hvem skal fx løse miljøproblemerne i Kina? Eller bekæmpe den økonomiske ulighed? Det skal unge, som har levet med forurening hele deres liv i en af Kinas industribyer, eller nogen, som er vokset op i en af Kinas fattigere provinser. Den type studerende kommer ikke ind på de her universiteter lige nu. Og derfor kommer der ikke så meget diversitet blandt verdens fremtidige ledere, og det er helt klart det, der er vores langsigtede mål at ændre,” siger Nicholas Butts.

Direktør i Sport Event Denmark, Lars Lundov, anerkender da også, at der kan kommes med indvendinger mod de økonomiske effektanalyser, men mener til gengæld stadig, at der er både merkantile og mere bløde effekter af store sportsbegivenheder på dansk grund.

Et af de næste lande i rækken for Project Access er netop Kina, hvor potentialet og behovet for projektet ifølge Nicholas Butts er enormt.

”Uddannelse er et af de områder i Kina, hvor uligheden manifesteres tydeligt – og især velhavende kinesere investerer enorme summer i at hjælpe deres børn med at få adgang til internationale topuniversiteter.”

”Det store antal udenlandske gæster skaber et økonomisk kredsløb – både for erhvervsdrivende og samfundsøkonomien. Samtidig markedsfører en begivenhed Danmark internationalt. Tænk bare på VM i landevejscykling, og hvordan det eksponerede København som en cykelby,” siger han og fortsætter:

Til Project Access i Kina har Nicholas Butts, der selv taler kinesisk, allerede fundet en partner, der har dedikeret et større beløb til, at mindrebemidlede kinesiske unge – og studerende uden for de større byer – kan få adgang til de eftertragtede universiteter.



”En af mine medstuderende på Harvard har en familiefond, der allerede gør meget for at hjælpe unge kinesere, der har udvist dedikation for ’public service’. Med deres støtte kan vi ikke bare identificere og hjælpe de rigtige unge i et kæmpe land som Kina, men har også mulighed for at give legater til alle optagne, så deres ophold er dækket økonomisk.”

”Desuden er der jo de helt bløde værdier: Den øgede fællesskabsfølelse og den nationale og lokale stolthed.”

”Alt i alt er der en del, der nærmest er umuligt at beregne. Hvordan måler man eksempelvis de positive effekter af branding og markedsføring af Danmark. Så mon ikke det går op?” spørger han.

Det handler ikke om penge

Håbet er så, at de, som får hjælp via ’Project Access’, vil tage tilbage til Kina, Sri Lanka, Indien, Italien eller Danmark for at gøre en forskel.

I Dansk Volleyball Forbund, der netop har afholdt EM for mænd i fire danske byer, mener man, at pengene slet ikke er afgørende.

”Man skal ikke afholde en stor event for at tjene en masse penge,” siger direktør Mikael Trolle.

”Rent økonomisk er det endog meget svært at sige, hvad en sportsevent, som EM i volleyball, er værd. Men jeg tror, det helt sikkert er en bæredygtig forretning nationalt. Jeg tør næsten ikke tænke på marketingsværdien internationalt – den er enorm. Mærsk kan for eksempel ikke bare beslutte, at nu vil de være markant i fokus i 160 lande i ti dage i træk. I hvert fald ikke uden det koster en bondegård. Danmark var til gengæld i fokus ved EM,” erklærer han.

97 millioner seere så EM i volleyball i løbet af 64.207 minutters tv fra begivenheden.

”Det har helt sikkert placeret Danmark på verdenskortet, som en dygtig event-nation,” fastslår Mikael Trolle.

Også det seneste halbal i Danmark – EM i herrehåndbold – gav ifølge rapporterne massiv international omtale, men også her tager man den økonomiske diskussion med et gran salt.

”Vi kommer ud med et pænt overskud. Det skal vi bruge på at skabe bedre rammer for håndbolden ude i klubberne. Vi skal forsøge at omsætte den store fokus på vores sport, som EM har givet, til at få flere ind i foreningerne,” siger Per Bertelsen, formand for Dansk Håndbold Forbund, der således peger på, at store idræts-begivenheder også har et sundheds- og idræts-glæde-perspektiv, nemlig en øget tilgang til bredden.

Det får DHF rig lejlighed til yderligere at understrege i de kommende år, idet Danmark arrangerer VM for kvinder 2015 og VM for mænd 2019. Og det giver egentlig god mening, ifølge Rasmus K. Storm:

”EM i håndbold gav god mening, fordi vi ikke skulle bygge noget for at holde det. Man skal fokusere på events, der passer til landet – og det gør eksempelvis de store håndboldbegivenheder.”

Flere sportsbegivenheder til landet

Også den nuværende SR-regerings såkaldte ’Vækstteam for turisme og oplevelsesøkonomi’ anbefaler i en rapport til regeringen, at man yderligere fremmer antallet af sportsevents i Danmark – og desuden udarbejder en national eventstrategi:

”Der er et stort vækstpotentiale for dansk turisme og oplevelsesøkonomi. Med vores unikke natur, moderne byer og spændende kultur har vi et godt udgangspunkt for at tiltrække flere turister til Danmark. Forudsætningen for, at det lykkes, er, at vi arbejder sammen i branchen og på tværs af organisatoriske og administrative grænser. Vi skal skaffe flere kultur-, viden- og sportsbegivenheder til Danmark,” lyder konklusionen og anbefalingerne til landets politikere.



Sport Event Denmark er da også netop gjort permanent – via den nye idrætspolitiske aftale indgået i Folketinget maj 2014. 


Event-organisationen Sport Event Denmark (SEDK) blev oprettet i 2008, som følge af VK-regeringens plan: ’Offensiv global markedsføring af Danmark’, januar 2007.

Formålet er, ifølge Kulturministeriet, ’at tiltrække større internationale idrætsbegivenheder til Danmark, herunder større internationale breddeidrætsbegivenheder’,
december 2011.

SEDK’s økonomi:

2012, 2013 og 2014 har man haft en årlig økonomisk ramme på 25 mio. kr. (12,5 mio. på Finansloven, 7,5 mio. fra Kulturministeriet og 5 mio. kr. fra DIF).

Årlige indtægter tidl. år:

2011: 38,6 mio. kr.

2010: 39,6 mio. kr.

2009: 47,9 mio. kr.

2008: 46,4 mio. kr.

Med den nye idrætspolitiske aftale i Danmark, indgået maj 2014, gøres Sport Event Denmark permanent med en bevilling årligt på 24 mio. kr. for 2015 og 2016 samt 25 mio. kr. for 2017 og 2018.

Kilde: SEDK Årsberetninger.

Det byder SEDK på af større
begivenheder i de kommende år:

VM ishockey 2018, VM olympiske sejlsportsklasser 2018 og EM fodbold 2020 (en af pakkerne).

Det arrangerer vi bl.a. i de
kommende år:

VM Halvmaraton 2014, VM badminton 2014, VM bueskydning 2015,
VM kvindehåndbold 2015,
VM herrehåndbold 2019.

Eksempler på dansk værtskab:

EM herrehåndbold 2014, EM svømning 2013, EM volleyball 2013, EM ridning 2013, EM bordtennis 2012, Giro d’Italia 2012 (start), VM landevejscykling 2011, EM U21-fodbold 2011, EM kvindehåndbold 2010, IOC Kongres 2009.

Diagram

Besparelser i højsædet

Den slags forsinkelser er der ikke meget plads til i digitaliseringsstrategien. Overgangen til digital kommunikation skal skaffe besparelser i en fart. Alene farvellet til rudekuverter og anden traditionel post skal årligt hente trecifrede millionbeløb hjem, og besparelserne er allerede regnet ind i budgetterne. I 2013 blev bloktilskuddet til kommunerne således reduceret med 103 mio. kr. ud fra de forventede besparelser.

At pengene dermed er fjernet, inden de reelt er tjent ind som besparelser, har haft den positive effekt, at digitalisering er flyttet op på dagsordenen i kommuner og regioner.

”Nu er det et emne, man rent faktisk taler om på udvalgsmøder og i byrådssalen. Før var digitaliseringen kun en maskinrumsdiskussion,” siger Kim Normann
Andersen.

Om digital post så vil sænke de faktiske udgifter til kommunikation i samme omfang, som Finansministeriet forventer, er Kim Normann Andersen mere tvivlende overfor.

Det hænger sammen med, at den offentlige sektor især løser opgaver for borgere, der har svært ved at kommunikere via tekst.

”Det er næppe den beskæftigede djøfer i Justitsministeriet, der er mest i kontakt med den offentlige sektor. Det er åbenlyst, at det vender den skæve side nedad. Og folk, som ikke er vant til at orientere sig digitalt, har formentlig sværere ved at læse og kommunikere digitalt,” pointerer Kim Normann Andersen.

Derfor er det nærliggende at forestille sig, at en del af den ventede besparelse ved at sende digital post bliver spist op af, at borgerne alligevel ringer eller møder op på kommunen for at få hjælp.

”Digitaliseringen betyder, at den offentlige service bliver dårligere for nogle, og det var jo ikke meningen. Det skulle være billigere, men ikke dårligere,” siger Kim Normann Andersen.

Økonomien har imidlertid været mest i højsædet, tilføjer Jesper Bull Berger.

”Myndighederne har fokus på kravet om, at de skal sende deres ting digitalt. Men når de selv skal være parate til at modtage digital post, er de det ikke. Hvordan den digitale post ser ud ude hos borgeren, har de ikke fokus på. Hvordan den svage borger skal være i kontakt med myndigheden, har de ikke fokus på. Det her handler om at realisere besparelser,” konkluderer Jesper Bull Berger, der sporer en ligegyldighed over for borgerne.

Da forskerne bad de myndigheder, der ikke havde sendt noget svar via digital post, vurdere deres egen indsats, var lidt over halvdelen af respondenterne tilfredse – selv om der altså ikke var kommet noget svar.

”Når medarbejderne er tilfredse, selvom borgeren ikke har modtaget svaret, kan det være, fordi digitaliseringen og systemerne er blevet meget komplekse, så medarbejderne oplever, at det ikke længere er en naturlig del af deres forvaltning, og derfor kun i begrænset omfang føler sig ansvarlige for, om det fungerer. Vi risikerer, at ingen føler sig ansvarlige for den samlede levering af digitale ydelser fra myndighed til borger, og at digitaliseringen på den måde bliver en direkte forhindring for det offentliges servicering af borgerne,” advarer Jesper Bull Berger.

Medarbejdere skal forstå meningen

At digitaliseringen bliver brugt som et redskab til at spare, peger ifølge Kim Normann Andersen på en vigtig diskussion om selve formålet med den offentlige sektor.

”I debatten om digitalisering har man lavet sammenligninger med borgernes brug af private services. Når de kan bestille bøger på Amazon og købe billetter hos Easy-
jet, er der en forventning om, at man generelt kan overføre den logik til den offentlige sektor. Men det, man glemmer, er, at den offentlige sektor nok ikke kan sidestilles med Easyjet. I den private sektor kan man ekskludere kunder, der koster for meget. Men det kan det offentlige ikke. Hvis man i den offentlige sektor accepterer en logik, der siger, at det er omkostningstungt at betjene borgerne, kan man jo godt spørge, hvorfor man overhovedet skal have en kommunal borgerservice?”

Sideløbende med den diskussion har de offentlige myndigheder en udfordring her og nu med at få digitaliseringen til at lykkes. Det kommer til at kræve en særlig indsats fra de offentlige chefer.

”Man skal virkelig appellere til, at det her bliver et menneskeprojekt og et medarbejderprojekt i hver eneste offentlig enhed. Det er løsningen. Man skal have øjnene op for, at der er mennesker, der skal bruge det her – både som medarbejdere og borgere – og lederne skal gå foran og sørge for, at medarbejderne kan se meningen med galskaben helt ned i det enkelte team,” siger Kim Normann Andersen.

Læs mere:

Læs Kim Normann Andersen og Jesper Bull Bergers tre rapporter om digital kommunikation med den offentlige sektor:

Delrapport 1: Hovedresultater fra undersøgelse om svar og svartider i kommuner, regioner, styrelser, statslige institutioner og departementer. September 2013. http://bit.ly/DigiPost1

Delrapport 2: Styrelser og statslige institutioner. November 2013. http://bit.ly/DigiPost2

Delrapport 3: Årsager til manglende svar på digital post. November 2013. http://bit.ly/DigiPost3

Kommentér
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommenter

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.