Odgaard fra kommunen

På Læsø ved alle, hvem hinanden er. Odgaard, der er ham fra kommunen. Ham med Mette og de to piger og det stråtækte hus med de syv tønderland eng ude i klit-plantagen.

Niels Odgaard valgte naturen, det nære samfund og work life balancen, da han for otte år siden flyttede fra Aarhus til Læsø, fast besluttet på at slå pløkken i jorden og få teltet til at stå, koste hvad det ville.

Det lykkedes ved hjælp af knofedt, is i maven, held og timing, og i dag er han på femte år djøfer i Læsø Kommune, den eneste djøfer ud over kommunaldirektøren.

I New York ville de kalde livet på Læsø for simple living. Bortset fra at Niels altså arbejder lige så meget igennem som alle mulige andre djøfere. Og nogle gange også lidt for meget.

”I filmen ’I Kina spiser de hunde’, siger kokken, jamen, jeg er bare kok. Det kan man ikke sige her. Det er lige på i forhold til det hele: Den politiske ledelse, direktionen, borgeren, brugeren, ministerier og embedsmænd. Og jeg skal gøre en forskel hver gang og stå på mål for mine gerninger nede i Brugsen,” siger Niels og smiler sit milde, stille smil.

Eller som kommunaldirektøren siger det: I en større kommune går der mindst fire djøfere på Niels.

Men tidsfornemmelsen herovre er alligevel anderledes, end den var i Aarhus og København. Der er mere kvalitetstid til overs med familien og naturen.

Alene cykelturen i morgendis gennem plantagen ind til rådhuset i Byrum midt på øen. Eller den lille aftentur med Mette og pigerne ud til solnedgangen fra toppen af en klit.

”Skal jeg være lidt u-djøfet, er jobbet i sidste instans et værktøj til kunne leve et lykkeligt liv med sin familie. Jeg er et meget lykkeligt menneske.”

Kulturel kapital til Danmark

På cyklen gennem plantagen møder han hare, ræv og hjort. En gang kredsede en musvåge længe om hans hoved. Det var helt spirituelt. Han blev glad. Næste morgen huggede den kløerne lige ned i issen på ham. Den havde rede ved vejsiden.

”Natur er en del af min personlighed.”

I dag er han i bil, fordi djøfbladet er med, og han skal også hente pigerne på vej hjem. Han låser ikke bilen på rådhusets parkeringsplads. Hvem skulle stjæle den.

Indenfor stiller borgmester Tobias Johansen og kommunaldirektør Søren Abildtrup selv rundstykker og kaffe frem til gæsten fra København.

Læsø er landets mindste kommune med 1.803 borgere. De fik lov til at overleve kommunalreformen, men hvor længe kan det blive ved at gå?

Borgmesteren er vognmand i det civile liv, nyvalgt på Lokallisten og er med sine 34 år uhørt ung for en toppolitiker på Læsø.

”Ingen, heller ikke Christiansborg, kan lukke os, det kan kun vi selv,” forklarer han.

”Og det gør vi ikke. Hvis Læsø skal vedblive som et levende samfund, som bidrager med kulturel kapital til Danmark, skal vi selv have det politiske ansvar. Du gider jo heller ikke besøge et arbejdende museum.”

Søren Abildtrup er 49 år, cand.scient.adm. og har været Læsøs kommunaldirektør i ni år. Men nu er han blevet headhuntet til et nyt job i Esbjerg Kommune. Du kan købe hans 188 kvadratmeter store hus i Byrum for godt en million, og der er ikke bopælspligt.

”Læsøs overlevelse handler ikke om penge, den handler om evnen til at håndtere de vilkår, vi har. Vi passer ikke ind i modellen, så vi skal ikke kopiere de andre. Vi skal arbejde med innovation og med det kreative,” fastslår han.

Djøfisering – det har vi ikke her

Hvad siger de mon om djøfisering?

Det har vi ikke hos os, siger kommunaldirektøren.

”Vi er ikke et ’system’. Vi løser opgaverne her og nu. Vi laver ikke alle mulige regler for hinanden. Vi har nok at gøre med at administrere de regler, vi får pålagt udefra.”

Djøfisering, det er inde på Christiansborg, siger borgmesteren og giver en stribe eksempler.

”Når vi får 600.000 kr. af finanslovens ældremilliard, skal vi afrapportere lige så meget som dem, der har fået 60 millioner. Det æder jo af de ældres penge, som vi godt selv kan finde ud at bruge på en god måde for dem.”

Vi skulle helst bruge energien på borgerne og vores erhvervsliv, ellers føler man sig jo magtesløs, tilføjer han.

Inde hos Niels, som skal trille boldene hen til højrebenet på Tobias og Søren, spørger vi om hans version af djøfisering:

”Det er at blive bombarderet med modeller og antagelser om virkeligheden – som jo altså sjældent er som antaget. Herovre kan du ikke gemme dig bag din skærm og skrive færdigløsninger. Du hænger selv på at føre det ud i livet.”

Kærlighed, job eller JØPs sommerhuse

Når man flytter til Læsø, skyldes det kærlighed, familiebånd, job eller et personligt kendskab til øen.

For Søren Abildtrup var det pensionskassen JØP´s sommer-
huse oppe på Læsøs nordøstkyst, hvor han og familien havde holdt ferie flere somre. Det var kun derfor, at hans blik stoppede ved jobannoncen fra Læsø Kommune for ni år siden. Ellers havde han bare bladret videre.

For Niels var det hans kone Mette – og så alligevel ikke.

”Jeg har altid været draget mod udsteder, stor natur og stilhed. Jeg har fx engang søgt en administratorstilling på Christiansø, som jeg ikke fik.”

Mens han boede i Aarhus, mødte han Mette, som var flyttet med sin mor til Læsø som 12-årig. Første gang Mette tog ham med hjem til sin mor – det var en jul – var han solgt.

De gik med hinanden i hånden ad stien bag Mettes mors hus ud til havet til det klitlandskab, som kaldes ’Hvide Bakker’. Der stod de, kun de to i den lave sol, og Niels mærkede: Her skal vi bo og leve – koste hvad det vil.

Han var cand.scient.pol., hun var tosproglig korrespondent og cand.mag.

Da de flyttede herover, håbede de, at bare én af dem kunne få et job, som matchede deres uddannelse. I dag har begge et job, hvor de bruger deres uddannelse fuldt ud. Mette er selvstændig og har en oversættervirksomhed.

Gå i forhandling med dine drømme

”Når man vil sådan noget her, skal der indgås kompromisser med ens drømme,” siger Mette ved kaffen ude i det stråtækte hus, som de har overtaget fra Mettes mor.

”For en højtuddannet er det, at man måske bliver nødt til at arbejde med noget helt andet end det, man er uddannet til.”

Eller som der står i brochuren på kommunens hjemme-side: ’På Læsø får man ofte venner, som laver noget helt andet end én selv – og du kan for øvrigt også selv have flere forskelligartede jobs’.

Det holdt stik for Niels og Mette de første tre-fire år.

Læsø har 60.000 turister om året – de fleste mellem Sankt Hans og primo august. Var det Kretas klima, havde Læsø ingen problemer.

Så om sommeren havde Niels én type jobs og om vinteren en anden. I flere år solgte han fx kulinariske lækkerier fra Alsace fra egen butik i Vesterø Havn. Om vinteren slog han sig igennem som konsulent.

”Jeg skelner aldrig mellem høj og lav. For jeg har selv været manden på gulvet. Respekt for alle mennesker,” siger han.

”Vi måtte tale meget de første år, om vi skulle flytte igen, fordi det jo var svært med job og økonomi. Men man skal ikke gå efter pengene, men livsværdierne,” siger Mette.

”Man kan ikke få alt, men jeg har fået meget,” siger Niels.

”Det er den samlede pakke, der tæller for mig. Jeg har et job, som passer til min uddannelse, samtidig med, at jeg kan bo i et samfund og i en natur som dét her. For mig er livskvalitet, at jeg kan få tingene til at hænge sammen som familiefar, arbejdsmenneske og naturmenneske.”

Fra vugge til krukke

På Læsø fødes halvdelen af alle børn ved hjemmefødsel. 
Niels´ yngste, Selma på syv, er også født hjemme.

Nu blev der så kun født i alt syv børn sidste år. Derfor visiterer jordemoderen også hjælp til øens ældre.

”Fra vugge til krukke. Herovre må du kunne lidt af hvert i det samme job,” som kommunaldirektøren sagde ved rundstykkerne i morges.

Men børnene er også en sten i skoen. For når ens barn er 15 eller 16, flytter det på efterskole og kostgymnasium.

”Man tænker på det fra dén dag, de bliver født,” siger Mette.

Men Niels og Mette taler også om, at det giver stærke og modne børn. Bare mærk stemningen på færgen om fredagen, når alle kostskolebørnene er på vej hjem.

Færgen er i det hele taget noget særligt, selvom borgmesteren kalder billetprisen for Læsø-boernes betalingsring.

”For en københavner er en færge en mental blokering. For os på Læsø er det en pause i hverdagen. Det er vores forlængede dagligstue og kontor, og så snart vi går om bord i Frederikshavn, er vi hjemme. Sådan har alle Læsø-boere det,” siger Niels.

Ham Odgaard var jo med i det

Demografien på Læsø er selvfølgelig tudeskæv. De unge flytter væk, og dem, der flytter til, er de gamle, som flyttede som unge og nu vil hjem.

”Vi får heldigvis mange roser for at være udviklingsorienterede her på Læsø. Det er vi meget ærekære på,” siger Niels, som lægger alle kræfter i projektansøgninger til EU-fonde og andre pengekasser.

Intet overlades til tilfældighederne, og foreløbig er det gået godt med at hente penge hjem til Læsø.

På kajen i fiskerihavnen i Østerby, hvor vi er kørt ud, peger han på bolværket. Den seneste store EU-ansøgning var om at få øget havnedybden, så der kan gå større kuttere ind.

”Når der kommer en fisker hen og klapper én på skulderen, ’fordi ham Odgaard jo var med i det’, så ved man, at man har gjort en forskel.”

Ovre i regeringen taler Margrethe Vestager om tillidsreform, hvad tænker de mon på Læsø?

”Margrete Vestager skal være velkommen på besøg,” lyder det venligt fra Niels, som drømmer om en bagatelgrænse for kravene til de små kommuners rapportering og regelstyring.

”Tillid har vi allerede. Det er vi nødt til for at løse opgaverne optimalt i en lille enhed, som hele tiden skal spare ind til benet. Vi er nærmest selvledende på alle funktioner. Og vi gør os alle umage.”

Det gør man i et lille samfund. For dét, du laver, betyder i sidste ende noget for din nabo og din svigermor. Det holder motivationsfanen højt.

Eller som borgmesteren sagde i morges:

”Vi er nødt til at få de gode idéer først herude på de yderste mandater. Når staten så kommer og siger, at vi skal gøre noget, vi allerede gør, for at blive mere effektive, så føler vi os ærligt talt lidt straffede.”

Hvad nu hvis?

Hvad med Niels, hvis nu kommunen alligevel gik hen og lukkede?

”Verden er et utrygt sted. Jeg er vant til at tage udfordringerne, som de kommer. Men jeg er enig med min borgmester. Læsø lukker ikke.”

På vej til færgen i bilen suser Niels ud til ’Hvide Bakker’. ’Dem skal du også lige nå at se’. Helst havde han vist hver en stump af sin ø frem.

Niels Odgaards job i Læsø Kommune

Selv om der er få nuller bag tallene i budgettet og i befolkningsstatistikken, er der mange nuller bag hver enkelt medarbejders portefølje.