Første ægte europæiske valg

EU er omsider blevet en del af dansk politisk kultur. Denne gang brydes der afgørende med mønstret fra de sidste 35 års valg til Europa-Parlamentet, mener professor i statskundskab ved Københavns Universitet, Peter Nedergaard.

”Det er et spændende valg. Jeg tror, det bliver det første rigtige politiske Europa-
Parlamentsvalg, hvor spørgsmålet om ja eller nej til EU ikke kommer til at spille en rolle. Danskerne har nu accepteret EU som et vilkår for at udøve politisk indflydelse i Europa. Det, man skal diskutere nu, er, hvordan den skal udøves, hvor skal magten ligge. Hvor meget skal ligge i henholdsvis Bruxelles og København. Et eller andet sted er det en meget sund udvikling, at Danmark nu er blevet som de fleste andre lande, og at danskerne accepterer EU som et demokratisk vilkår, hvor vi så deler os efter anskuelse, akkurat som på nationalt plan. Så for første gang vil vi se et holdningsvalg, hvor folk tager udgangspunkt i forholdene, som de er i det europæiske samarbejde.”

Hvad ser du som valgets centrale temaer?

”Det interessante er, at dét, man har sagt i mange år ikke kunne eksistere i EU, nemlig en pan-europæisk offentlighed, faktisk er ved at opstå. Det viser sig jo, at man godt kan have et Europa-Parlamentsvalg, hvor der er mange fælles emner på dagsordenen. Vi diskuterer politiske spørgsmål i Danmark, som ligner dem, man diskuterer i andre EU-lande. Hvad gør man ved social turisme? Er det et lille problem eller et stort? Skal man tage sig af det, eller er det et vilkår, der følger med den fri bevægelighed? Eller skal man helt undgå en sådan social union i EU. Det er en debat, man har i både Tyskland, Holland, Storbritannien, Danmark og i mange andre lande.”

Du siger, at valget tager udgangspunkt i forholdene, som de er. Men er danskere klar over den store betydning, Europa-
Parlamentet faktisk har som lovgiver?

”Jeg er ikke sikker på, at danskerne er klar over, at parlamentets indflydelse er blevet så stor. Med Lissabon-traktaten er Europa-
Parlamentet faktisk blevet medlovgiver på 75 procent af EU’s kompetenceområder. Uanset, så er det positivt for mig, at vi har taget EU til os. Vi har accepteret EU og diskuterer, hvordan vi vil have EU skal være. Det er jo en helt legitim diskussion og noget helt andet end før, hvor Europa-
Parlamentsvalget ofte har været en slags halv folkeafstemning for eller imod EU.”

Man kan nu ellers godt komme i tvivl om dansk accept af EU, hvis man følger sidste valgs store stemmesluger, MEP Morten Messerschmidt (DF), på Facebook. Over 32.000 abonnerer på hans mange opdateringer om EU’s uvæsen, og den hyppigst fore-kommende læserkommentar er: ”Lad os komme ud af det lort…”

”Det er rigtigt, at der i befolkningen stadig er en modstand, og at der er folk, der mener, vi skal ud af EU. Men det er alligevel ikke en del af det politiske billede. Mig bekendt vil ikke engang Morten Messerschmidt have Danmark ud af EU. Han accepterer EU som et vilkår, men mener så, at EU skal blande sig i mindre end i dag. Det er noget ganske andet.”

Den gradvise styrkelse af Europa-Parla-
mentets magt, som vi igen har set i Lissabon-traktaten, er jo ikke noget nyt fænomen. Har pressen svigtet med at op-lyse om, hvor stor politisk vægt parlamentet har fået i kraft af de seneste 20 års traktatændringer?

”Jeg hører ikke til dem, der synes, at det alene er pressens skyld, hvis tingene ikke er, som de skal være. Pressen går derhen, hvor der er interesse for stoffet. Men EU er måske ikke en del af vores undervisning i så tilstrækkelig grad, at det bliver ordenligt forklaret, at EU er den ramme, vi agerer i. Det er min fornemmelse, at der stadig er et hul dér, der skal udfyldes, og det gælder både folkeskolen og gymnasiet. Når det er sagt, synes jeg godt, at pressens prioritering af EU-stoffet kunne være lidt anderledes. Jeg kan samtidig godt se, at det er svært, fordi Christiansborg jo på mange måder er mere spændende at høre om, end hvad der foregår i Bruxelles. Men hvis man ser på det rent magtpolitisk, burde man lægge flere journalistiske kræfter i Bruxelles, end man gør i dag. Men jeg tror, det er et spørgsmål om tid, før vi ser flere journalister i Bruxelles og færre på Christiansborg. I dag er der 180 akkrediterede på Christiansborg, mens der kun er 13 danske journalister, der dækker EU fra Bruxelles.”

Deltagelsen i Europa-Parlamentsvalgene er i EU, generelt set, faldet med over 20 procent siden de første direkte valg i 1979 parallelt med, at parlamentets magt er blevet markant forøget. Hvordan kommer parlamentet videre fra denne pinagtige situation?

”Det er et virkeligt godt spørgsmål, og det er noget man har spekuleret over i mange år. Det er jo paradoksalt med den faldende stemmeafgivelse, hvor forholdet synes at være desto mere magt til parlamentet, desto mindre vælgerinteresse. Men jeg tror, vi denne gang får en større valgdeltagelse end de andre år. Her vil jeg naturligvis aldrig komme og påstå, at den økonomiske krise er en god ting. Men den har bidraget til en politisk mobilisering, fordi folk mere klart kan se, at det man gør på ,EU-plan har stor betydning for deres hverdag. Folk i Nordeuropa er blevet engagerede i et område som velfærdturisme. Jeg tror, det vil få mange til at gå hen og stemme. I Sydeuropa handler det om, hvordan man skal løse den gældssætningskrise, som landene er kommet ud i. Det vil også mobilisere flere til at stemme, for folk kan godt se, at den måde, vi agerer på i landene, og den måde, vi skal lave løsninger på nationalt, er dybt afhængig af, hvordan tingene spiller sig ud i resten af Europa. I dag kan man ikke tænke på Grækenland og Spanien alene uden at se det i sammenhæng med, hvad der foregår i det øvrige Europa.”

I Danmark lykkedes det at få en højere valgdeltagelse ved sidste Europa-Parlamentsvalg i 2009 ved at lægge afstemningen om tronfølgeloven samme dag. Vil folkeafstemningen om EU’s patentdomstol, der også afholdes den 25. maj, skabe samme effekt denne gang?

”Jeg tror ikke, at det bliver patentdomstolen, der trækker folk af huse. Det er snarere omvendt, at vi får en højere stemmeprocent om patentdomstolen, fordi man har et Europa-Parlamentsvalg samme dag.”

Vi har også i Danmark oplevet lederen af parlamentets socialistgruppe, Martin Schulz, på valgturné som kandidat til posten som formand for EU-Kommissionen. Kan det være med til at skabe større fokus omkring valget, eller vil det snarere skabe mere forvirring, fordi det nu engang ikke er et glasklart ”præsidentvalg”?

”Martin Schulz’ entré i Danmark var positiv. Der blev skrevet en del om det. Han tog jo spørgsmål op, som interesserer danskerne. Fx om man skal kunne optjene ret til børnepenge eller ej. Jeg er ikke sikker på, at det flytter stemmer. Men jeg tror, folk får en bedre fornemmelse af, at det danske og europæiske hænger sammen, og at vi ikke kan adskille de to ting. Vi bliver nødt til også at tage stilling til det europæiske, hvis vi vil have tingene til at fungere ordentlig på nationalt plan. Her repræsenterer Schulz en sammenbinding mellem de to niveauer. Stats- og regeringscheferne i EU er ganske vist ikke forpligtet til at følge udfaldet af valget til Europa-Parlamentet, når de skal vælge den ny kommissionsformand. De skal kun tage hensyn til det. Her vil parlamentet sige, at den eneste måde at styrke kommissionsformandens demokratiske legitimitet på går via at vælge enten Schultz eller Luxemborgs tidligere premierminister Jean-Claude Juncker alt efter, om socialistgruppen eller den kristen-demokratiske gruppe bliver størst. Det hele skal også ses som en del af den magtkamp, der har eksisteret i mange årtier, mellem Europa-Parlamentet og stats- og regeringscheferne. Den er et eller andet sted også et demokratisk sundhedstegn. Kampen om magten er jo demokratiets salt.” 

Er det noget særligt for EU, at mange medlemslande har debatten om arbejdsfor-delingen mellem EU og det nationale plan?

”Debatten om, hvor vægten skal ligge,
finder du i mange lignende politiske systemer. Man kan sammenligne det med situationen i Tyskland og Canada. Der har man samme diskussion af, hvor meget magt der skal ligge i Ottawa og Berlin. EU er jo en slags halv-føderation. Det bliver aldrig Europas Forenede Stater, men EU har alligevel nogle føderale træk, og det kommer til udtryk i Europa-Parlamentets indflydelse. Og i sådanne hybrider har man løbende diskussion om, hvorvidt magten skal være i delstaten eller i centret – i vores tilfælde Bruxelles.”

”Jeg tror altid, EU vil være en hybrid. Altså en mellemting mellem en stat og en international organisation. En instans med nogle føderale træk, der alligevel ikke er en føderation. Forvirringen på europæisk plan afspejler meget smukt den forvirring, der også gør sig gældende på jorden, hvor folk ikke vil give køb på deres nationalitet.
Der er større tilknytning og mere historie knyttet til de enkelte lande end til EU. Det er i det spændingsfelt, EU skal fungere. Det kunne være både smukkere og enklere med en ægte føderation, hvor parlamentet bestemmer, hvem der sidder i en europæisk regering – kommissionen. Men så længe vi ikke har en større sammenhørighed europæiske folk imellem, er en mellemting det rigtige. Omvendt er EU kommet så langt, at vi faktisk har en række føderale elementer, som folk løbende har accepteret ved folkeafstemninger om traktaterne. Folk vil gerne have et tættere samarbejde, men så langt øjet rækker, vil de ikke tage skridtet fuldt ud til Europas Forende Stater”.