En toptuning af cvet

28-05-2014
2 min.

Det koster en lille halv million og et stort forarbejde, hvis man som Anabella Stoica vælger at føje en LL.M. fra Kings College i London til cv’et. Legater finansierer en god halvdel, resten bliver klaret med et banklån.

Anabella Stoica bliver ved med at forfølge sin drøm om at arbejde med immaterialret på et stort advokatkontor eller i en organisation. For selv om hun i slutningen af 2012 hev den juridiske kandidateksamen i hus med et tolvtal i specialet om netop det emne, og selv om hun har arbejdet som studentermedhjælper på et advokatkontor, er det ikke lykkedes hende at få ønskejobbet.

”Jeg kom ud til et jobmarked med mange fyringer og få ansættelser. Men jeg kunne vælge at sidde der og gå i frø over ikke at få et job, eller jeg kunne gå efter at gøre mulighederne for et job større.”

Hun valgte det sidste. I august måned sidste år flyttede hun til London, hvor hun efter en kompliceret optagelsesprocedure nu læser en LL.M. (Master of Laws) på Kings College. Det er hårdt arbejde og en erkendelse af, at her kan man ikke nå at komme hele pensummet igennem, uanset om man læser i døgndrift. Så Anabella Stoica er blevet benhård til at prioritere.

”Det er et meget fagligt højt niveau. 
Og jeg har så travlt, at jeg knap nok har 
tid til at søge flere legater. Men det er også blandt de bedste studier i verden, og de internationale undervisere er simpelthen toppen af poppen inden for deres felt.”

Det kræver også sin kvinde eller mand overhovedet at komme ind på studiet. For det første skal man tage en engelsk test – en såkaldt TOEFL-test eller en IELTS-test–-- der skal bestås med bravur for overhovedet at komme i betragtning. Derudover skal man have anbefalinger fra to undervisere fra sit tidligere studiested, og samtidig skal man bevise, at man har været blandt de bedste fra sit hold.



Alle – eller næsten alle – har bakket op 
om Anabella Stoicas beslutning. Også kæresten, der bor i Danmark.

”De eneste, der syntes, at det var en dårlig idé, var dem fra jobcentret. De sagde: Du skal da ikke uddanne dig mere.”

Anabella Stoica suger til sig og er meget åben for, hvad der skal ske, når hun kan føje en LL.M. til sit cv til september.

”Jeg håber, det ser bedre ud, når jeg vender tilbage. Jeg kommer i hvert tilfælde med en højere faglig profil og en international erfaring. Men jobbet behøver ikke nødvendigvis at være i Danmark. Jeg er åben over for hele verden, det kan man næsten ikke undgå, når man er en del af et internationalt miljø.”

Kommentér
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommenter

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.