Djøf har vokseværk

13.5.2014

af

Modsat trenden i mange andre faglige organisationer oplever Djøf en markant medlemstilvækst. Flere medlemmer og færre udmeldelser er også målet for de kommende år, lød det på Djøfs repræsentantskabsmøde 2014.

Som en af de få faglige organisationer går Djøfs medlemstal kun én vej – frem. Det seneste år har 3.300 medlemmer meldt sig ind, hvilket svarer til en stigning på 4,3 procent.

Således kunne Djøfs formand, Lisa Herold Ferbing, på Djøfs repræsentantskabsmøde den 24. april glæde sig over et medlemstal på 81.910.

”Størrelsen giver os styrke og gennemslagskraft i forhandlinger om politiske mærkesager, ved overenskomstforhandlinger og over for arbejdsgivere, når et medlem er kommet i klemme,” sagde hun. 

Et af Djøfs mål for de kommende år er da også at trække endnu flere medlemmer til – helt konkret yderligere 4,3 procent det kommende år.

Medlemstilfredsheden skal op

Men Djøf skal ikke bare have flere medlemmer, medlemmerne skal være endnu mere tilfredse med Djøf. I 2013 lå den samlede tilfredshed på 66 procentpoint ud af 100, og nu skal den altså have endnu et nøk opad, sagde administrerende direktør i Djøf, Mogens Kring Rasmussen.

”Det er et meget ambitiøst mål. Vi får flere og flere medlemmer, for hvem det ikke bare er naturligt at være medlem af en faglig organisation. Men vi ved fra vores tidligere undersøgelser, at det, der bonner allermest ud på medlemstilfredsheden, er det billede, medlemmerne har af Djøf. De ser sig selv som kompetente og resursestærke mennesker, der gør en forskel for samfundet. Og det er det billede, vi skal afspejle, og det er også det billede af djøferne, vi forsøger at afspejle i samfundet,” sagde Mogens Kring Rasmussen.

Men det er de overordnede fællestræk blandt medlemmerne. Ellers er de kendetegnet ved mange forskellige forventninger og behov alt efter livs- og arbejdssituation. Det betyder, at Djøf skal ramme bredt med de tilbud, de har til medlemmerne.

”Hvis Djøf var et aktieselskab, ville der blive skåret voldsomt i de ydelser, vi har. Men pointen er, at vi ikke har kunder – vi har medlemmer. Og de skal alle understøttes og tilgodeses,” sagde Mogens Kring Rasmussen.

Nogle af dem, der særligt skal understøttes, er de arbejdsløse medlemmer, understregede Lisa Herold Ferbing.

”Derfor har bestyrelsen besluttet at fortsætte Djøfs egen ekstraordinære beskæftigelsesindsats frem til sommeren 2016 – med mindre beskæftigelsessituationen forbedres væsentligt inden da.”

Der er afsat 13.7 millioner kroner til Djøfs særlige beskæftigelsestiltag.

Djøfs formand hedder stadig Lisa Herold Ferbing, og der er heller ikke skiftet ud blandt formændene i de enkelte delforeninger  undtagen hos Djøf Studerende, hvor Tue Johansson har overtaget formandsposten efter Louise Amstrup Hansen. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Ankestyrelsen
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet