Vi er vilde med Vietnam

09-04-2014
3 min.

Der bor cirka 600 danskere i Vietnam. Mange af dem med en djøf-uddannelsesbaggrund. Mette og Søren Davidsen er to af dem, og de er nu godt i gang med deres anden arbejdsperiode i landet.

Søren og Mette Davidsen tager imod i deres lejlighed. Den ligger på 5. sal med udsigt over en af Hanois store søer. Kvarteret, de bor i, er kendt for at huse mange udlændinge. Men det var nu ikke for at være sammen med andre udlændinge, at de faldt for stedet.

”Vi kan godt lide området, fordi her er tale om en børnevenlig og sikker oase, kun 5 km fra Hanois pulveriserende og larmende centrum. Vores eget lille burgøjserprivilegium,” som Søren udtrykker det med et skævt smil.

”Da vi første gang kom til Vietnam for at arbejde for 15 år siden, boede vi inde i byen og havde vietnamesiske naboer. Dengang arbejdede vi i to forskellige FN-organisationer og endte med at blive i landet i fem år,” uddyber Mette.

Selvom det var lang tid at være væk, gjorde de dengang meget for at holde fast i deres netværk i Danmark. Så for dem var det ikke svært at vende hjem. En vigtig erfaring, som de gerne vil give videre til andre djøfere, der rejser ud.

Vietnamesiske venner

I denne omgang har de netop rundet det første år som udsendte, og arbejdsgiveren hedder denne gang - for begges vedkommende - Verdensbanken. Mette er ansat i direktørens sekretariat, og Søren beskæftiger sig med god regeringsførelse, ikke bare i Vietnam, men i landene i hele regionen. Begge har de orlov fra henholdsvis Danske Regioner og Udenrigsministeriet. Deres uddannelsesbaggrund er statskundskab i Aarhus.

”Vi er vilde med Vietnam. Landet er politisk, økonomisk og kulturelt interessant, og Hanoi har en charme, som de færreste østasiatiske storbyer besidder. Her findes ikke noget Taj Mahal. Til gengæld er der 
ikke den samme adskillelse mellem det private og det offentlige rum. Rigtig mange ting foregår udenfor, så der er hele tiden meget at se på og følge med i,” fortæller Søren og henviser blandt andet til de mange gadekøkkener, som eksisterer overalt, og hvor snakken og spisepindene går lystigt.

Noget af den dagligdag i landet, som Søren og Mette ikke kan blive trætte af at betragte.

Selvom det har taget tid, er det lykkedes for dem at få tætte relationer til viet
namesere både privat og på arbejdet.

”De er interessante at have som arbejdskolleger, og det er spændende at komme hjem og besøge dem og få en forståelse af, hvordan familierne fungerer. Vietnameserne er venlige, men kan godt virke lidt påpasselige, indtil man kommer tæt på dem. Man har også brug for dem til at oversætte, hvad det er, der sker i samfundet, og forstå folks reaktionsmønstre,” forklarer 
Mette.

Tilvænning for børnene

Mette er på vej hjem til Danmark for at føde deres tredje barn. De to første er tvillinger på 11 år, som blev født under det første ophold i Vietnam.

”Det, at vi nu har børn, har også haft stor betydning for, at vi valgte at bo i dette område. Her er frisk luft og plads til, at man kan boltre sig,” fortæller Mette.

”Det er vigtigt at skabe nogle gode og trygge rammer for børnene, når man rejser ud for at arbejde, for det er jo ikke omkostningsfrit. Vores drenge græd, da de hørte, vi skulle rejse fra Birkerød til Hanoi,” supplerer Søren.



Efter en tilvænningsperiode, hvor Mette gik hjemme, har drengene det godt i dag. De har fået skabt nogle relationer til andre jævnaldrende og går på en god international skole. Søren og Mette er enige om, at familien er blevet en endnu stærkere enhed af at være ude, og de har fået mulighed for at få nogle store rejseoplevelser sammen.

Foreløbig er planen at blive et år mere i Vietnam, men planer kan jo ændres… 


Djøfs vietnamesiske netværk

Djøf har etableret en del netværk for medlemmer rundt om i verden. Mette Davidsen er primus motor i det vietnamesiske netværk:

”Der er en 25 medlemmer af netværket, som bor her i landet. Vi prøver at samle dem til forskellige faglige arrangementer, som fx kan handle om at skabe en større forståelse for det, der sker i Vietnam, eller det kan handle om, hvordan man nemmest kommer tilbage til det danske arbejdsmarked.”

Mette håber, at Djøf de kommende år vil forstærke indsatsen og rådgivningen til både de djøfere, der ønsker at komme ud og arbejde, og dem, der skal tilbage til Danmark og bruge de kompetencer, de har fået i udlandet:

”Der er mange problemstillinger, der kan tages op. Bl.a. det at være udsendt som par, hvor kun den ene har et arbejde.” 

Læs mere på: djoef.dk/verdenskortet

Kommentér
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommenter

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.