31 unge vietnamesiske studerende står på græsplænen foran ambassadør John Nielsens hus i Hanoi og lytter interesseret på talerne til dette utraditionelle arrangement. Blandt dem, der får ordet, er en række repræsentanter for danske virksomheder i Vietnam, bl.a. Novo Nordisk, Mascot, Esoftflow og Shipco. De studerende får kort fortalt, hvilken type arbejde firmaerne beskæftiger sig med, og hvilken slags arbejdskraft man har brug for. Derefter står den på speeddating mellem virksomhederne og de studerende. Hver især får de to parter mulighed for at finde ud af, om der er mulighed for et kommende ansættelsesforhold.