9-talsbachelor blev 12-talskandidat

9.4.2014

af

Jens Bonnevie Sørensen sadlede i slutningen af sin bachelor om og gik fra et gennemsnit på 9 til at være 12-talsstuderende på kandidatdelen. Han mener, det er vigtigt, at du har et klart mål med studiet, hvis du vil øverst på karakterskamlen.

Hvordan har du klaret dig på studiet?

”Specielt på kandidaten har jeg oppet mig. Indtil videre har jeg fået ni karakterer på kandidaten. Otte 12-taller og et 10-tal.”

Hvad med dine bachelorkarakterer?

”På bachelordelen ligger mit snit på 9. Jeg brugte mere tid på øl og hygge og tog det mere stille og roligt. Det gør jeg selvfølgelig stadig, men i mindre grad.”

Så du skiftede gear inden kandidaten?

”For mit vedkommende var det meget det at blive en ´voksen person´, der lige skulle falde på plads, inden jeg kunne give fuld gas på studiet.  I slutningen af bacheloren fik jeg også for alvor øjnene op for, hvad virksomhederne kræver af os.”

Så du har ikke lavet andet end at læse siden?

”Jeg har også givet mig selv lov til at have frikvarter. Hvis du nyder livet ved siden af studiet, får du også mere overskud til eksamener og læsning.”

Hvad har du brugt dit frikvarter på?

”Blandt andet frivilligt arbejde, koncerter, hygge med vennerne og skønlitteratur.”

Hvor meget tid har du brugt på studiet 
på kandidatdelen?

”Det har været et fuldtidsjob på 37-40 timer om ugen.”

Har du mødt fordomme omkring 
dine 12-taller?

”Mest fra folk, der ikke kender mig, som har troet, jeg var en stræber, som ikke havde et liv ved siden af studiet.”

Er du en stræber?

”Hvis en stræber er én, der er målrettet og dedikeret, jamen så er jeg da en udpræget stræber. Jeg har så suppleret mine gode karakterer med et CV, der blandt andet indeholder to års erfaring som netværksformand for Djøf Studerende Nord. Det fortæller en historie om, at jeg også fungerer socialt og bruger tid på andet end studiet.”

Hvordan har du det med dine 12-taller?

”Til at starte med blev jeg utroligt glad over at få dem. Jeg vænnede mig dog hurtigt til direkte at forvente 12-taller af mig selv og intet andet. Det betød, at jeg ikke længere kunne overraske mig selv positivt, men i stedet udsatte mig selv for et enormt pres, da der altid lå en risiko for at fejle, hvis jeg ikke til hver eneste eksamen fik et 12-tal.”

Hvordan havde du det så, da du fik dit enlige 10-tal?

”Jeg blev stiktosset, men af alle mine karakterer på kandidaten er det 10-tallet, jeg har lært mest af, da det åbnede op for en langt større reflektionsproces.  Det var dog lidt af en mavepuster, men jeg lærte samtidig, at karakterer ikke betyder alt. Det ser måske endda mere humant ud over for en arbejdsgiver.”

Efter interviewet fik Jens Bonnevie job som graduate i Danske Bank. Tre måneder inden han afleverer sit speciale.


Jens´ råd til at opnå gode karakterer

Lav en jobstrategi

Find ud af, hvad du vil om fem 
eller 10 år og gør dig klart hvad 
det kræver at nå dertil.



Find dine drømmevirksomheder

Vær opsøgende over for dem og find ud af, hvilke krav og forventninger de har til kommende medarbejdere. Jeg har for eksempel valgt at blive ambassadør for Talentnet-værket Nova100, hvilket har givet mig en god indgangsvinkel til virksomhederne.



Find en hovedinteresse inden for dit fag

Find et område, hvor du kan kalde dig selv ekspert. Det gør det lettere og sjovere at studere. 



Hårdt arbejde

Du kan ikke komme udenom, at det altid vil kræve rigtig mange timers hårdt arbejde at opnå gode resultater på studiet.



Work-life-balance

En fornuftig balance mellem studieliv og privatliv er meget vigtig, så du også har det godt ved siden af studielivet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet