I klemme mellem ministre, medier og facebook

Da Lisbeth Knudsen, chefredaktør og adm. direktør i Berlingske Media, var ung journalist på Christiansborg, opbyggede en journalist helt naturligt et godt kildenetværk blandt embedsmænd byggende på gensidig tillid, fortrolighed og respekt. Så blev man klogere, og det blev artiklerne også.

I dag går brandalarmen, hvis en journalist nærmer sig et ministerium uden aftale med en pressemedarbejder. Tilliden mellem embedsværket og medierne er gået fløjten.

Det er ikke kun mediernes egen skyld. Det er et af mange beklagelige symptomer på, at vores demokrati i dag lider af alvorlige systemfejl, fastslog Lisbeth Knudsen på Djøfs debatmøde.

Den daglige kampform

Systemfejl nr. 1 er, at den store politiske fortælling og de ideologiske kampe er tørret ind, så politikerne i dag er blevet helt afhængige af kampformen på den daglige slagmark.

Politik er blevet til markedsføring, posi-
tionering i medierne og karisma – og til nul-fejl og nul-skandalesager.

Samtidig accepterer politikerne selv at stille op til at gøre sig til fageksperter over stadig flere komplicerede faglige detaljer frem for at stå fast på de overordnede politiske emner – mens de sætter de rigtige fageksperter ind i kommissioner og udvalg for at lave politikken.

Læg dertil, at lovgivningsprocessen, de store beslutninger og flerårige forlig langt hen ad vejen er blevet til en lukket fest uden større forudgående debatter med befolkningen.

Find fem fejl eller spørg eksperten

Når den politiske diskurs mangler saft og kraft, kaster pressen sig over proces, personer, rivaliseringer, magtkampe, kaffeklubber – og fejl.

Politikerne oplever, at medierne jagter breaking news om hår i suppen alle døgnets vågne timer.

Medierne oplever, at politikerne ikke vil svare, ikke vil tale rent ud af posen, ikke har politiske idéer, taler teflonsprog – og nu også forskanser sig bag facebook.

”Og når vi i medierne ikke får svar på vores spørgsmål, så søger vi svarene hos eksperterne og gør dem til politikere – hvad der er enormt uheldigt for demokratiet.”

Føj yderligere til, at Folketinget går langt dybere i detaljer og enkeltsager med fx åbne samråd som ny kampzone.

”Hvor man også trækker embedsmænds rådgivning frem i lyset, selvom vi har minister-
ansvar, hvis der er grund til kritik, og hvor medierne borer i de processer, som embedsmændene er involveret i.”

Nul-respektens shitstorme

Og så det værste:

Befolkningen er stået af, har mistet respekten for både politikere, journalister og embedsmænd og er gået på facebook.

Befolkningens mistillid gør politikerne paranoide, og befolkningen ved, at de kan gøre politikerne bange med den næste shitstorm på facebook. Og det går ikke over af sig selv.

”Alt i alt en ond cirkel, hvor alle politikere og ministre, man taler med, siger, at de føler sig under et meget stort pres.”

Embedsmandens balancegang

Hele denne Bermuda-trekant skal embedsværket navigere i.

”Det må være en utrolig balancegang for embedsmændene. Og med den seneste tids sager må embedsmændene siges at være røget ind i skudlinjen på en meget synlig måde. Derfor er der også – når de verserende sager er afsluttet – god grund til at gøre status og overveje, om systemet skal strammes op.”

Flere politiske rådgivere er ikke svaret på ’sager’ og slet ikke svaret på den demokratiske krise, understregede hun.

”Jeg sværger ubetinget til den neutrale, parti-farveblinde, kompetente embedsmandsbetjening.”

Men øvelsen i forhold til embedsværket er – som hun skrev i sin blog for nylig:

Hvordan sikrer vi den optimale kombination af faglig og forvaltningsmæssig rådgivning til ministrene og samtidig en stærk mulighed for den til enhver tid siddende regering til at politikudvikle, nytænke og forandre?