Det kan være ensomt at være dansk films mest magtfulde mand. Henrik Bo Nielsen er kommet på kant med flere i filmbranchen og er blevet kaldt klodsmajor, kujon, Napoleon og rabiat og er sågar blevet truet med tæsk.
Født 1961 i Vadum i Nordjylland. Er gift og har to børn.
Siden august 2007: Administrerende direktør, Det Danske Filminstitut.
1992-2007: Administrerende direktør, Dagbladet Information.
1991-92: Salgs- og marketingdirektør, Dagbladet Information.
1987-1991: Afdelingschef (og fra 1990 direktør), marketingbureauet Multipost.
1984-86: Direktør for sprogskolen Berlitz København.
1983-84: Direktør, Berlitz Aalborg.
1980-84: Jurastudier på Aarhus Universitet.Dansk films højborg ligger fornemt i Gothersgade i det indre København. Her besøger ca. 150.000 gæster årligt Det Danske Filminstitut for blandt andet at se film i Cinemateket eller spise på restauranten SULT. I hjørnekontoret på tredje sal har Henrik Bo Nielsen siden 2007 siddet i spidsen for herligheden.
Mens vi sætter os i de sorte lædermøbler med et glasbord og en dobbelt espresso imellem os, komplimenterer jeg hans udsigt ud over Kongens Have, Rosenborg Slot og Livgardens Kaserne. Han kvitterer med historien om, at det i midthalvfemserne blev besluttet, at dansk film skulle have et ordentligt hovedsæde.
“Man byggede om for det, der i dag ville være en svimlende sum. Der var noget schwung over det dengang. Det gør, at der er vingefanget til at lave biografvirksomhed, udstillinger og forskningsbibliotek. Hvis man mener det alvorligt, kan vi ikke have det til at ligge i en eller anden kontorbygning,“ siger han.
Den 51-årige nordjyde beskrives af iagttagere som en dygtig administrator, lobbyist og embedsmand. Han opfatter dog først og fremmest sig selv som en, der leder. Det har han gjort, siden han som 22-årig jurastuderende blev chef for en sprogskole i Aalborg. Efter få år blev han flyttet til hovedkontoret i København, og allerede som 30-årig blev han administrerende direktør for Dagbladet Information.
Palle Weis var chefredaktør på Information, da hans direktør gik til filmen, og han husker stillingsopslaget, som blev trykt i hans avis.
“Der stod, at man skulle kunne administrere, have sans for det kunstneriske og kunne lede en arbejdsplads med kreative kræfter. Det havde han 15 års erfaring i. Han havde stor erfaring i at lede i et støttet system, hvor man skal tænke politisk og strategisk,” siger Palle Weis, som husker Henrik Bo Nielsen som en vellidt og empatisk leder med et stort hjerte.
Claus Christensen er chefredaktør for filmmagasinet EKKO og har fulgt filminstituttet og Henrik Bo Nielsens arbejde tæt. Han husker, at det blev sagt om Henrik Bo Nielsen, at han vidste noget om alt, undtagen film.
“Det var umiddelbart en svaghed. En anden svaghed var, at han i starten stod som en grå eminence, der var mere grå end eminence. Men han er en begavet og sympatisk administrator, som har en evne til at sætte sig ind i nye ting. Efter kort tid kunne han tale med om for eksempel regional filmstøtte, som om han aldrig havde lavet andet,” siger Claus Christensen og roser Henrik Bo Nielsen for hans resultater.
“Han har overrasket virkelig positivt. At kunne gå ind i en branche, der er befolket af alt fra excentriske kunstnere til købmænd, ofte med heftigt temperament, kræver intellektuelt overskud, og det har han. Selv om han ikke selv har celluloid i blodet, har han alligevel med situationsfornemmelse formået at leve sig ind i branchen,” lyder det fra Claus Christensen.
Ifølge EKKO-redaktøren formåede Henrik Bo Nielsen at samle en filmbranche, der var splittet, da han kom til. Nu er han til gengæld ved at gøre det modsatte, mener han. Det helt store stridspunkt er den nye fireårige filmaftale, som skal gælde fra 2015. Her har filminstituttet inviteret repræsentanter fra telebranchen inden for til forhandlinger om at gøre nye spillefilm tilgængelige for streaming efter kort tid. I dag har biograferne eksklusivitet i fire måneder. Forslaget er faldet brancheforeningen Danske Biografer for brystet.
“Ordet rasende er vel det eneste, der dækker,” som Henrik Bo Nielsen lakonisk udtrykker det.
Kim Pedersen, direktør for Danske Biografer, mener ikke, at Henrik Bo Nielsen formår at argumentere godt nok for idéen, men forudser derimod, at alle - ikke blot biograferne - i branchen vil tabe penge.
“Det fremstår som ønsketænkning. Det er baseret på guldkrukken for enden af regnbuen, der er absolut intet fra de eksperimenter, der er fra udlandet, der viser, at planen kan bære,” siger Kim Pedersen og henviser til et amerikansk forsøg, hvor 14 film blev frigivet efter kort tid på det store lærred.
“Det skadede det generelle filmmarked i hele USA. Folk skal nok se James Bond og Twilight på førstedagen, men det gik ud over de mindre film, fordi man kunne se dem billigere kort tid efter. Undersøgelser viser, at forbrugerne ikke vil betale den høje pris, fordi filmen lige om lidt er meget billigt tilgængelig. De vægter prisen over aktualiteten,“ siger Kim Pedersen og peger på, at man i andre lande principielt har fire måneders hold back.
“Henrik Bo Nielsen er den mest rabiate i hele filmverdenen i sine planer. I de andre lande har man dog en vis økonomisk sans for det her. Det kan man ikke forlange af en embedsmand, at han skal have, men dansk film kan ikke klare sig uden privat kapital - så medmindre der er filantroper derude, vil det vanskeliggøre betingelserne for dansk film, fordi mulighederne for finansiering forringes.“
Claus Christensen fra EKKO mener dog, at man ikke kan lukke øjnene for den digitale verden.
“Selvfølgelig skal dansk film også være der, og det vil være en gigantisk fejl ikke at afprøve det. Så det er båret af fornuft, som jeg ser det, og det er et spørgsmål om at finde nogle kompromiser, som jeg er ret sikker på, at Henrik Bo Nielsen nok skal finde frem til.”
Selv er Henrik Bo Nielsen enig med Kim Pedersen i, at det høje niveau i dansk film dårligt kan opretholdes uden flere penge.
“Den enkle måde ville være bare at få en større check fra det offentlige. Det har man da lov at håbe på, men der er ikke nogen garanti for, at det vil gå sådan. Biograferne beskytter, hvad man opfatter som velerhvervede rettigheder. Det forstår jeg sådan set godt. Hvis jeg var biografdirektør, ville jeg da også sige:
“Vi sidder solidt på den første del af vinduet, hvorfor skulle vi da lave om på det? Det er kortsigtet, men fair nok,“ siger han.
Henrik Bo Nielsen kalder det en megatrend, at forbrugerne insisterer på at have ting til rådighed, når og hvor det passer dem, men han tror ikke, at danskerne holder op med at gå i biografen.
“Det er forskellige forbrugssituationer. I 2013 fik vi ketchupeffekten i form af Netflix, Youbio, HBO Nordic. Alene på Netflix var der 400.000 danskere inde og gøre forsøget. Der har aldrig været så mange film til rådighed for danskerne som i 2013. Rigtig mange af dem var gratis, fordi det var under gratis prøveperioder. Og der blev altså solgt ligeså mange billetter til danske film i biografen i ’13 som i ’12. Vi kan også se, at for de fleste film er langt de fleste billetter solgt, når der er gået otte uger.”
Henrik Bo Nielsen kalder det nuværende system rigidt – stalinistisk, når han sætter det på spidsen.
“Det siger jeg, fordi der kun er en måde, man kan sælge film på, og det er ligegyldigt, om man laver Kvinden i buret, Lars von Triers Nymfomaniac, eller hvad katten man gør. One size fits all. Jeg har brugt så meget af mit liv på afsætningsstrukturer og forbrugermønstre, at det, tror jeg simpelthen ikke, er en korrekt vurdering af potentialet. Jeg tror, der er andre muligheder.”
Når det handler om substansen, diskuterer og argumenterer Henrik Bo Nielsen hjertens gerne. Men han har svært ved at forholde sig til de deciderede personangreb, som han også er blevet udsat for. Et par eksempler: Kim Pedersen har sammenlignet filminstituttet med Nordkorea og dets direktør med Napoleon. Producentforeningens direktør Klaus Hansen har kaldt ham klodsmajor, og Peter Aalbæk Jensen fra filmselskabet Zentropa har råbt kujon og truet med tæsk i et direkte radioprogram. Jeg spørger hovedpersonen, hvordan han har det med den del af opmærksomheden.
“Jeg synes, det er voldsomt ubehageligt. Og jeg synes også, det er dårlig opdragelse. Anden etiket er der vel ikke at hæfte på, for det er selvfølgelig ikke en måde for voksne mennesker at tale med hinanden på,” siger han stilfærdigt og peger på en af filmbranchens mindre tiltalende sider.
“Der er tit en meget drakonisk retorik. Ting er altid katastrofer. Men det kan ikke alt sammen være katastrofer, nogle gange går det bare lidt dårligt eller lidt uheldigt eller uhensigtsmæssigt. Det er en mærkelig mangel på sproglig præcision. Der også en tendens til, at det er meget svært at acceptere, at man godt fagligt kan være uenig i substansen, hvor man må prøve at argumentere sig frem, og på et tidspunkt er der nogen, der er tillagt retten til at træffe en beslutning, og så må man respektere det. Det er en dialogform, der bærer hovedparten af samfundet. Her bliver det meget hurtigt til, at hvis man har en anden vurdering af indtjeningspotentialet på nettet, så er man idiot. Jeg synes, det er skønt, at folk diskuterer med hjertet, men hvis de lader være med at gøre det med hovedet under armen samtidig, får vi en bedre måde at tale sammen på.“
Han mener godt, han ville kunne få byrettens ord for injurier i en række tilfælde, men konstaterer, at ytringsfrihedens grænser er vide. Sindigt. Nordjysk.
“Der, hvor jeg er født, blæser det stort set året rundt, og det gør, at man måske står lidt bedre fast, end folk gør flest,” siger han med et smil og tilføjer om den konkrete Zentropa- sag, hvor der var postulater fremme om rod i bilagene fra Lars von Triers film Antichrist:
“Hvis ikke jeg havde oplevet, at min egen bestyrelse, rigs- revisorer og statsrevisorer havde været klare i spyttet, kan det godt være, at jeg havde tænkt: Det her ser meget besværligt og ensomt ud. Men jeg er faktisk i stand til at læse en kammeradvokats vurdering af, hvorvidt det var et tilfælde, hvor der var ret eller pligt til at gribe ind, og hvis man læser den, er man ikke i tvivl om, at vi havde pligt til at bore sagen ud.”
Men det er vel også ensomt at være dansk films mest magtfulde mand?
“Vi er en direktion på fem mennesker, som evner, både når det stormer, og når der er en rød løber og et glas i hånden, at have det rigtig godt med hinanden. Det gør ensomheden lidt mindre. Men du har da ret i, at når pressestormen virkelig blæser, og man cykler forbi kiosken med ubehageligheder på spisesedlerne, er man helt alene. Det føles meget urimeligt, når det bliver konsekvensen af at passe sit arbejde.
Det Danske Filminstitut er en statsinstitution under Kultur-ministeriet, som støtter filmproduktion, filmlancering, film-distribution og filmkultur i Danmark gennem forskellige støtteordninger. Den danske stat bidrager med cirka 350 mio. kroner årligt, hvilket i mange tilfælde dækker halvdelen af filmenes budget. Resten kommer fra udenlandske partnere og private aktører.
Ledige stillinger
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER