EU og den såkaldte velfærdsturisme

Alligevel forsætter debatten om denne trussel i Storbritannien, Tyskland, Holland og Danmark. Den foregår i så hidsige strømhvirvler, at det ifølge tænketanken European Policy Centre, EPC, i Bruxelles truer med at underminere ”fundamentet i den europæiske integrationsproces og 60 års fremskridt. Det er en tikkende bombe under bevægelsesfriheden, der risikerer at få negative konsekvenser for hele det europæiske projekt”.

 Den amerikanske drøm, der fortsat fortryller det meste af verden, er tæt forbundet med retten til fri bevægelighed. Flygt fra dit hjemlands fattigdom og forfølgelse og find rigdom og nye muligheder i USA, lyder den. Hvis du ikke klarer den ved foden af Frihedsgudinden i New York, kan du altid finde arbejde i en nabostat. Pak huset ned, hop på karavanen og kør hele vejen til Californien og grav guld – eller, lidt mere nutidigt, start et IT-firma i SiIicon Valley.

Brolagte forhindringer

EU har længe drømt om at gøre det dynamiske USA kunsten efter og slippe af med både flaskehalse og køerne af ledige, og princippet om arbejdskraftens fri bevægelighed er derfor en af grundpillerne i EU-konstruktionen. Men vejen fra højtidelig traktattekst til praktisk realitet har altid været brolagt med forhindringer, både juridiske og praktiske, og nu også politiske.

Så sent som januar kom Kommissionen med et nyt initiativ, der skal sikre mod overbeskatning af grænsearbejdere. Europa-Kommissionen har i årtier arbejdet på at sikre vandrende arbejdstagere, som det lidt uromantisk hedder på EU-jargon, mod alt fra tab af pensionsrettigheder til krav om dobbeltgodkendelse af uddannelser.

Men det går kun langsomt fremad, og imens udfordringerne vokser, råber europæerne af hinanden. Rapporten ”Ageing Report Economic and budgetary projections for EU 27. 2010-60” forudser en pensionsbombe med dramatisk forværring i forholdet mellem aktive og ikke-erhvervsaktive i EU. Fra 26 % i dag til 52.5 % i 2060. Der skal både mere indvandring og et mere effektivt og mobilt arbejdsmarked til for at vende den tendens.          

Men sammenligner man USA og EU, er det ifølge en OECD-opgørelse i dag kun 0,3 % af EU’s befolkning, der hvert år flytter til et andet EU-land, mens tallet for folk der flytter fra en stat til en anden i USA ligger på hele 2,4 % og på 1,5 % i Australien.

Medlemsstaterne i Øst- og Centraleuropa

Mobilitet blev først et mærkbart fænomen, da EU udvidede med 10 nye medlemsstater i 2004. Det var primært Øst- og Centraleuropæiske lande, der nu skulle banke sig fri af rusten fra årtiers planøkonomi.  En del af deres borgere brugte friheden til at søge arbejde i det Europa, der nu åbnede sig for de gamle jerntæppestater. Og med ét startede en gradvis forvandling af billedet af østeuropæerne: Fra Sovjet-undertrykte ofre til en horde af ivrige polske blikkenslagere, der stod klar til at underbyde og lave rod i det gamle velstående Europas velordnede social- og arbejdsmarkedssystemer. Frygten fik et flertal af de gamle EU-lande til at bruge muligheden for overgangsordninger, der lagde begrænsninger på den fri bevægelighed.  

Den historie gentog sig med rumænske og bulgarske EU-borgere, der kom med i EU i 2007. Udsigten til ophøret i begrænsninger i deres fri bevægelighed fik debatten til at blusse op i løbet af 2013. Med udsigt til Europa-parlamentsvalget i maj og den økonomiske krise i Europa som bagtæppe, har debatten om den fri bevægeligheds påståede bivirkninger fået en stadig hårdere tone.

”Vi har set et skred, hvor man stadig oftere omtaler andre EU-borgere som immigranter, og slår dem i hartkorn med indvandrere fra resten af verden. Derved åbner man døren op for at fratage dem fulde rettigheder som EU-borgere,” siger Alex Lazarowicz, forsker ved European Policy Centre. Som brite med polske rødder har han bekymret set den konservative premierminister David Cameron tale sig op i stadig højere toneleje med krav om ny overgangsperiode og genforhandling af eksisterende aftaler.

”Reelt er det ikke muligt for EU at tillade et land som Storbritannien at lægge loft over indvandring fra EU. Det ville være det samme som en genforhandling af EU- traktaten, og ændringer af den kræver énstemmighed. Når man ved, hvor stærkt en række EU-lande værner om fri bevægelighed, er det meget svært at se for sig,” siger Alex Lazarowicz.

Britisk nervøsitet

Den nervøse politiske situation i Storbritannien skyldes presset fra det stærkt EU-skeptiske UK Independence party, der kommer med bredt formulerede anklager om massivt socialbedrageri. Billedet gentager sig med varierende styrke i Holland med Frihedspartiet, hos CSU i Tyskland ( det konservative CDUs bayriske søsterparti), og i Danmark med Dansk Folkeparti.

Undervejs er velfærdsturisme og fattigdomsindvandring blevet kurante begreber, der bruges ind over den politiske midte. Men ifølge flere undersøgelser dækker det ikke over realiteter: ”Vi har ofte hørt om begrebet fattigdoms-indvandring. Men sagens fakta ser anderledes ud,” hed det i en tysk undersøgelse i januar fra Institut der deutschen Wirtschaft i Köln. EU-Kommissionen tilbageviste i efteråret med en større undersøgelse, at der var dokumentation for påstandene om, at udlændinge fra andre EU-lande lå offentlige kasser mere til last end egne borgere. Tværtimod var trenden, at de samlet set bidrog mere til de offentlige kasser, end de brugte af dem.