Er jura udenadslære?

Vi er en uddannelse, hvor der er noget, der bare SKAL være på plads, før man kan bruge det aktivt. Det svarer til kirurgen, der nødvendigvis må have anatomien på plads, før de begynder at operere. Det har karakter af overfladelæring, men er af og til udgangspunktet for, at dybdelæring kan ske efterfølgende. For jura bruges i praksis, og det kræver analytisk evne, altså dybdelæring. Du bliver aldrig en god jurist, hvis du blot kan gengive loven. Hvis det var så simpelt, ville vi ikke have så mange retssager. Men når det er sagt, er jeg enig i, at vi skal arbejde mod endnu mere dybdelæring.

Hvordan står det til med dybdelæringen? 

Vi undervisere er gode til at formidle overblik i de enkelte discipliner, men vi er nok knap så gode til at bruge de elementer, som giver dybdelæring. Vi er ikke dygtige nok til at stå fast på, at det er os, som bestemmer, hvilke aktiviteter der skal køre. Og så kræver det en målrettet beslutning hos alle undervisere for at få vendt en kultur, hvor man tror, at det primært handler om overfladelæring - og sådan en kultur-ændring er vi ikke gode nok til at få sat på dagsordenen bl.a. fordi, vi konstant arbejder under skiftende politiske krav om dit og dat, men uden nok tid og penge til at gøre det ordentligt.

Deltager de studerende nok? 

Nej, der er en ret stærk kultur blandt studerende, hvor man vil have resultatet, altså høre hvad underviseren mener, mens man har for lidt tålmodighed over for medstuderende, som stiller spørgsmål eller åbner for diskussion eller som giver respons på ens opgave. Det er som om, man kun kan lære noget af underviseren. Det har jeg oplevet som underviser både på Aarhus og Syddansk Universitet. Måske det skyldes, at der er meget at nå, og så føles det som spildtid, når andre studerende spørger. Jeg oplever ikke den samme stemning, hvis det sker på humaniora, hvor jeg også har undervist. Dér er det ok, at man spørger og udfordrer underviserens viden.

Hvordan vil du få mere aktive studerende?