3.12.2014
af
Eva Bøgelund
Da Nadeem Irani var otte år og boede i en boligblok i Odense, drømte han om engang at komme til at køre i en diplomatbil. Det gør han nu. Det er i Islamabad i Pakistan og lidt på den hårde måde.
Cand.scient.soc./MSc i Udvikling og Internationale Relationer.
Studeret political science på New York State University og Harvard.
Praktik i FN i New York og i EU´s FN-delegation i New York.
Ansat på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), analysearbejde om radikalisering.
Analytiker på Dansk Institut for Militære Studier (DIMS), analyser om Taliban og dansk Afghanistan-indsats.
Fuldmægtig i Integrationsministeriet, handlingsplan mod radikalisering.
Under Muhammed-krisen periodisk udlånt til Udenrigsministeriet.
Fuldmægtig i Socialministeriet, internationalt kontor.
Fra juni i år: Ambassaderåd på EU’s repræsentation i Pakistan og leder af EU´s Counter Terrorism indsats. Orlov fra Socialministeriet.
Nadeem Irani kører lidt rundt på stolen. Det er ikke så meget, fordi han har travlt med at få afviklet de sidste gøremål i sit fuldmægtigjob i Socialministeriet og få alt klart til sin rejse. Det er mere, fordi han ikke ved, hvad han går ind til.
Om ti dage flyver han til Islamabad. Han har fået en specialstilling som diplomat i EU´s repræsentation i Pakistan. Nogen i det danske Udenrigsministerium har puffet til ham for at søge jobbet. Han skal arbejde med Counter Terrorism – hvordan kan EU pushe Pakistan til at træde ud af rollen som safe haven for visse grupper af terrorister?
Nadeem Irani blev født for 36 år siden i en boligblok i Odense af pakistanske forældre. Men det er 15 år siden, han sidst var i Pakistan, og han kunne ikke lide det, for familien derude viste kusiner frem på række.
”Det fik mig næsten til at hade landet. Min far og mor har accepteret, at jeg selv finder min ægtefælle, og at det nok bliver her i Danmark. De håber dog stadig på en dansk-pakistansk pige,” siger han og ler.
Men bliver eftertænksom igen.
”Jeg er stolt af opgaven for EU. Men jeg er usikker på, hvordan det bliver derude. Er det en fordel, at jeg har pakistanske forældre? Eller vil de bare se mig som én, der har solgt totalt ud af min kultur? Og så er der varmen.”
Og sikkerheden! Han er et high value target. På Udenrigsministeriets vejledning står der: ’Bortførelser af og målrettede drab på vesterlændinge – ikke mindst vesterlændinge af pakistansk oprindelse – er en reel risiko’.
Nadeems forældre kom herop som ufaglærte gæstearbejdere, som det hed dengang. De vidste ikke noget om det danske uddannelsessystem, der var ingen skolevejledere, og drenge som Nadeem blev sat i bås som den del af indvandrermiljøet, man ikke forventede noget fra.
”Min eneste gode oplevelse i folkeskolen var, da min sløjdlærer sagde til mig, at jeg kunne blive en dygtig håndværker, hvis jeg ville.”
Men det ville han ikke. Heller ikke da han blev erklæret uegnet til gymnasiet. ’Skal jeg købe en kiosk til dig’, spurgte hans far. Det var ment godt, men Nadeem bed sig fast på HF, selvom rektor sagde til ham, at hans eksamen helt sikkert blev ubrugelig.
Det blev den ikke. Nadeem valgte Aalborg Universitet, for her kunne han få en international uddannelse. Men også fordi Aalborg ikke var København, hvor han havde oplevet, at tonen ved diskoteksdørene over for drenge som ham ikke var så inkluderende.
”Og alle drenge i den alder vil jo gerne gå i byen.”
Aalborg var god for Nadeem, men var også en lille by i provinsen. Da han rejste ud i verden på kandidatstudiet, drog han et stort lettelsens suk.
Han ankom i august 2001 til New York for at læse på New York State University og oplevede for første gang i sit liv ikke at være ’pakistaner’, men bare en studerende fra Europa. Én af os. Inklusion.
En måned efter fløj flyene ind i tårnene, og så blev han slået ned i en gyde og fik brækket næsen af nogle unge mennesker, som råbte bin Laden efter ham.
”Så lå jeg dér, og med ét var jeg igen ekskluderet fra fællesskabet. Men lægerne på hospitalet rettede min næse op gratis, fordi de syntes, at det bare var for galt.”
9/11-traumet kom til at forme Nadeems fremtid. Som nyuddannet kandidat i internationale relationer blev han ansat hos terrorforskeren Anja Dalgaard-Nielsen på DIIS for at analysere, hvorfor nogle unge bliver radikaliserede.
Tre år senere blev han embedsmand, da han skiftede til Integrationsministeriet, som skulle lave en handlingsplan mod radikalisering og rekruttering. Der var omkring 350 ansøgere til tre stillinger, Nadeem var en af de tre, der blev ansat.
Der er 47 grader i skyggen i Islamabad, da han lander 2. juni. Taliban har lige bombet lufthavnen i Karachi og hæren slået hårdt igen. Han skal selv finde et sted at bo. EU-ambassaden ligner noget fra det gamle DDR, også indvendigt, fordi meningen er, at der skal bygges en ny, topmoderne bygning. Morgenmaden på hotellet er forfærdelig. Der er tjekpoints alle vegne.
Alt det praktiske besvær løser sig dog efterhånden, og man vænner sig til at være i overlevelses-mode. Han finder en lejlighed. Arbejdet og kollegerne fylder hurtigt tilværelsen ud. Der er nok at tænke på med Counter Terrorism.
”Vi havde en strategi før bombningen. Nu har styrkeforholdet mellem regeringen og militæret ændret sig. Så nu skal vi lægge en ny.”
Han møder lidt over 8 og går ved 18-19--tiden. Så går man i klub eller svømmehal i diplomatenklaven eller ud at spise på de store hotellers restauranter, som er de eneste sikkerhedsgodkendte.
Hjemme bruger han flere timer på at se og læse nyheder på urdu og punjabi; han kan begge sprog. For her siger man tingene uden filter sammenlignet med i de engelsksprogede pakistanske medier. Dét er noget, han og kollegerne på delegationen kan bruge næste morgen.
Pakistan er et barskt miljø for Nadeem.
”Jeg skaber en del panik hos sikkerhedsfolk ved checkpoints. De får frygt i øjnene og undersøger hurtigt bilen og motoren. Andre får svedetur og siger kør-kør-kør. Jeg fandt ud af, at når de ser en ’pakistaner’ som mig med udenlandsk diplomatpas, tror de, passet er stjålet og bilen fyldt med sprængstoffer.”
Vil man ud i landet, kræver det på forhånd rekvireret standby-støtte, så det kommer man ikke. Nadeem sukker efter en tur op i bjergene lige uden for Islamabad. Det skulle snart blive muligt.
Nadeem har gemt en erindring i sit hjerte fra, da han var otte år og lå og cyklede rundt om boligblokken i Odense.
En dag kørte der en stor Mercedes med blå nummerplader og chauffør i hvidt op foran hans opgang. Det var den pakistanske ambassadør i Danmark, der skulle tale med Nadeems far, som var formand for den lokale afdeling af Pakistan Peoples Party (den dræbte Benazir Bhuttos parti, red.). Det varede hele dagen, og Nadeem cirklede omkring bilen og chaufføren og drømte om engang at komme til at køre i diplomatbil.
Nu gør han det. Den er pansret, og chaufførerne kan ikke lide at køre for ham.
”Det er lavstatus. De vil hellere køre for ’hvide’. De blev ved med at komme for sent og brænde mig af, indtil jeg lærte at droppe min danske høflighed. Jeg havde jo masser af overvejelser om alt dét her, men jeg troede ikke, det blev så svært.”
Han har ikke brug for, at nogen åbner bildøre for ham, men han skal lige håndtere, at chaufføren åbner døren for alle andre, bare ikke for ham. Eller når de modtager fint besøg på delegationen, og gæsterne giver hans franske kollega hånden, men ikke ham, fordi de tror, han er en lokalansat.
”Det har taget tid for den pakistanske regerings repræsentanter at acceptere mig som vestlig forhandlingspartner.”
Når han siger nej til en vodka orange – han er fra et hjem uden alkohol – tror de, han er fra en landsby i Udkantspakistan. Når de hører, hvem han er, vil de vide, hvilken indflydelsesrig pakistansk familie han stammer fra.
I de religiøse miljøer, som EU også søger samarbejde med, henter han til gengæld points.
”De har tillid til mig, fordi jeg kommer fra en muslimsk familie.”
Fritiden kører i samme rille, men på delegationen er ingen dage ens.
Nadeem skal finde og dyrke aktører, som EU kan samarbejde med om at påvirke Pakistan til at bekæmpe terror. Det er politikere, embedsmænd og militærfolk, men også fx NGO’ere og religiøse institutioner. Hans ambassadør, svenske Lars-Gunnar Wigemark, hiver ham med til mange af sine egne møder med pakistanske interessenter.
Og så er der projekterne. Fx uddannelse af dommere eller forsøg på at reformere ’madrasserne’ – de religiøse skoler – så de også underviser i fag som matematik og sprog.
Det andet spor i delegationens arbejde er samhandelsaftaler mellem EU og Pakistan for på den måde at stabilisere landet.
”Jeg er overrasket over, hvor vigtig EU er for Pakistan. Man er enormt interesseret i at arbejde sammen med EU om økonomisk udvikling.”
Det er indian summer i København, selvom kalenderen siger 2. oktober. Nadeem er hjemme på et på forhånd aftalt break for at ordne praktiske ting.
”Jeg kan mærke, hvordan spændingerne i min krop løsner sig. Bare dét at gå rundt om Søerne for mig selv, besøge mine venner, sætte mig på en fortovscafé på Nørrebrogade og spise en kage. Åh, at cykle igen.”
Men jobbet som EU-diplomat er jo drengedrømmen.
”At få et dansk diplomatpas. At få dén her opgave. Det er kun blevet til noget, fordi vi har de muligheder, vi har i Danmark,” siger han.
I Danmark taler vi om Syrienskrigere, men Nadeem er mere optaget af at få et bestemt budskab med, selvom djøfbladet næppe rammer målgruppen:
”Da jeg lavede feltarbejde blandt unge af anden etnisk herkomst om radikalisering, mødte jeg så mange, som byggede deres identitet op omkring, at det ikke nytter noget at prøve, for man kan alligevel ikke komme nogen vegne i det her samfund,” siger han.
”Og ja, jeg ved godt, at der er meget, som bekræfter det. Da jeg var ung i Odense og også i Aalborg, var det altid sædet i bussen ved siden af mit, der blev taget sidst.”
Følelsen af, at nogen kan ekskludere dig, er ubærlig, understreger han. Og så er det nemmere at tage kontrollen og ekskludere sig selv ved at gå ind i en bande eller en religiøs sekt.
Men fortællingen om eksklusion er bare ikke den eneste sandhed.
”Der er så mange muligheder i dette land, bare du vil gribe dem. Grib dem dog og tro på det, så skal det nok lykkes! I Pakistan kan du have en ph.d., men du kan ikke bruge den til noget uden den rigtige familie. Mine forældre har arbejdet som ufaglærte hele deres liv, og jeg selv har altid måttet bevise for omverdenen, at jeg godt kan. Men nu er jeg her i diplomatbilen!”
Nu kun 27 grader. Fra sin lejlighed i det sikrede område har Nedeem udsigt til den amerikanske ambassade, som er ved at udvide den i forvejen enorme ambassade. Den armerede Landcruiser, der skal bringe ham på arbejde, står der også.
På hans bord ligger en tændt MacBook. Han skriver på noget skønlitterært, en roman faktisk. Han troede, han skulle gøre den færdig herude, men det bliver ikke til så meget.
Inde på delegationen er der rigeligt med arbejde, og han får spist nogle pakker gajoler om dagen fra dén kuffertfuld af de små lakridser, han havde med hjemmefra.
”Situationen er ret ustabil. Taliban er ved at splitte i forskellige grupperinger, der alle forsøger at overgå hinanden i brutalitet. Islamisk Stat har gjort sit indtog i Pakistan og har allerede rekrutteret omkring 15.000. Al-Qaeda, der føler sig lidt overset, har udvidet med en ny filial i Indien. Dertil har vi en regering, der er uden reel indflydelse og overlever for nu på militærets nåde.”
Hvad med fremtiden, når Islamabad slutter?
”Så kunne jeg godt drømme om at fortsætte i diplomatiet, gerne i Bruxelles. Men også om et lille fiskerhus i Humlebæk med familie og gulerødder i haven. Men man kan ikke forcere den slags. Det må komme, når det kommer.”
EU-delegationen i Islamabad
Er den næststørste efter den amerikanske.
Har to hovedopgaver:
Ledige stillinger
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER