Djøfere skaber flest højvækstvirksomheder

05-12-2014
2 min.
Ingen uddannelser øger chancerne for vækstsucces så meget som de samfundsvidenskabelige, viser ny undersøgelse. Foto: Sergey Nivens/Shutterstock

Akademikere og især djøfere har størst chance for at skabe højvækstvirksomheder. Det viser en ny Djøf-undersøgelse.

Du er djøfer. Du har erfaring, og du starter din virksomhed i København. Det er nogle af de karakteristika, der øger sandsynligheden for, at du kan skabe en højvækstvirksomhed.

Sådan ser billedet ud ifølge en ny undersøgelse, som Djøfs analysebrev DeFacto har udarbejdet i samarbejde med Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Data stammer fra Danmarks Statistiks iværksætterdatabase.

Det er ganske vist forsvindende få iværksættere, der ender med at stå bag en højvækstvirksomhed – hvilket vil sige, at de genererer mere end fem nye arbejdspladser i løbet af de første tre år – men blandt dem, der gør, er det altså de højtuddannede og i særdeleshed djøferne, der tager teten.

Undersøgelsen viser, at det kun er omkring 2 procent af iværksætterne, der formår at skabe en højvækstvirksomhed. Men sandsynligheden for at blive højvækstiværksætter er 76 procent højere end gennemsnitsiværksætteren, hvis man har en samfundsvidenskabelig baggrund.

Akademikere laver små konsulentvirksomheder

Men der burde være endnu flere højvækstvirksomheder fra djøfernes hånd, siger Mette Mønsted, professor emeritus ved CBS, til DeFacto.

”Når der ikke er det, kan det skyldes, at vældigt mange akademikere laver relativt uambitiøse konsulentvirksomheder, hvor de bruger deres viden og analytiske evner til at tjene godt, men uden at skabe beskæftigelse til andre end dem selv.”

En Nordisk Råd-rapport fra 2012, som tidligere har været omtalt i djøfbladet, viser dog også, at de djøf-uddannede trods alt er længst fremme i skoene i forhold til andre højtuddannede, når det gælder højvækstvirksomheder. Ifølge undersøgelsen fra dengang stod der djøfere bag halvdelen af de højvækstvirksomheder i Danmark, der var startet af akademikere. I Norge og Sverige er det derimod de naturvidenskabelige virksomheder, der er i front på det felt.



Mette Mønsted stod i sin tid bag den danske del af undersøgelsen, og dengang sagde hun til djøfbladet, at ovenstående billede af de nordiske vækstvirksomheder netop underbygger, at det politiske blik på, hvad Danmark skal leve af i fremtiden, bør være bredere end kun teknologi og naturvidenskab.

”Den politiske retorik handler hele tiden om, at Danmark skal leve af ny teknologi. Men de teknologiske opfindelser vandrer jo ikke bare ud på markedet af sig selv. Der er brug for fødselshjælpere. Vores undersøgelse tyder på, at de samfundsfagligt uddannede, har de lederkompetencer og den evne til skalering, der skal til for at skabe vækst.”     

Kommentér
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommenter

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.