Karen Hækkerups skift fra justitsminister til landbrugsdirektør skabte postyr, men Danmark lever videre uden regler for den ”gyldne svingdør”. Samtidig har EU’s ombudsmand krævet en større opstramning i EU-regi.
Der var sure miner. Nogle vil sige sure rønnebær, da Karen Hækkerup efter en treårig ministerkarriere, der rakte fra social og integration til landbrug og justits, pludselig i oktober fik en direktørpost i Landbrug og Fødevarer. Men balladen var hurtigt overstået, og fra politisk hold tog man ikke rigtig hul på en principiel debat om mulige interessekonflikter i forbindelse med den type jobskift.
Området er fortsat helt ureguleret, og det står i skærende kontrast til mange af de lande, Danmark sammenligner sig med. Her er det almindeligt med karénsperioder på op til 2 år, der skal sikre mod mistanke om, at en minister i sin embedsførelse kan give særbehandling til virksomheder og organisationer, så døren åbnes for et senere jobskifte. Det gælder for eksempel Storbritannien, der blev positivt fremhævet af EU›s ombudsmand, ireren Emily O’Reilly, da hun i september kom med en rapport om trafikken fra indflydelsesrige jobs i Europa-Kommissionen til den private sektor – den såkaldte ’gyldne svingdør’.
”EU bør være ledende på området i stedet for at halte bagefter medlemsstaterne,” sagde O’Reilly.
I rapporten gjorde ombudsmanden status over EU-Kommissionens praksis, og hun var ikke imponeret. Hun fandt en ”systemisk dårlig administration”, og forlangte en opstramning. For nok findes der regler for eks-kommissærer og andre EU-embedsmænds jobskifte, men efterlevelsen af samme regler er generelt for lemfældig, og reglerne i øvrigt ufuldstændige.
Emily O’Reillys interesse for sagen er mere end blot akademisk. Rapporten var resultatet af en klage fra NGO’er som Corporate Europe Observatory og LobbyControl, der arbejder for større gennemsigtighed i EU. Én sag handlede om den tyske eks-kommissær Günter Verheugen, der i 2010, mindre end et år efter at have forladt Kommissionen, oprettede rådgivnings-firmaet European Experience Company. Firmaet lovede kunderne ”kreative løsninger og den bedste strategi til at opnå succes i omgangen med EU-institutionerne”.
Det, en eks-kommissær kan tilbyde, handler primært om politisk indsigt og en særdeles god adressebog, der uden at sige det direkte lokker med adgang til relevante beslutningstagere. Ombuds-manden understreger, at rapporten ikke fandt konkrete eksempler på misbrug af ind-flydelse. Men i O’Reillys optik handler det om, at EU-regelsættet skal skabe en så høj grad af tillid hos borgerne, at det er hævet over enhver rimelig mistanke, at misbrug kan forekomme.
Ombudsmanden foreslår derfor, at alle Kommissionens afgørelser om job-skifte offentliggøres i et åbent onlineregister – og vel at mærke ikke kun afslagene, som det er tilfældet i dag. Også tilladelserne og eventuelle betingelser for udøvelse af det nye job skal offentliggøres. Det vigtigste element er dog karénsperioderne, hvor der ikke må tages kontakt til tidligere kolleger. Perioden kan vare fra 18–24 måneder og findes allerede i de eksisterende EU-regler. Men indtil nu har Kommissionen ofte glemt at oplyse om reglerne og at stille betingelser.
Ombudsmanden har givet Europa-Kommissionen en frist til udgangen af 2014 til at følge op på rapporten. Men anbefalingerne har tilsyneladende allerede sat sig spor over for den netop afgåede kommission. Over for den tidligere justitskommissær, Viviane Reding, har man i hvert fald stillet betingelse om 18 måneders karénsperiode, der medfører, at Viviane Reding ikke må lobbye gamle kolleger fra sit nye bestyrelsesjob i den tyske forlags- og medievirksomhed, Bertelsmann--stiftelsen.
Danmarks tidligere klimakommissær, Connie Hedegaard, vil fra 2015 være direktør i Kann-Fonden. Ved redaktionens slutning var Kommissionen blevet oplyst om Hedegaards nye job, men den havde endnu ikke taget stilling til eventuelle betingelser.
Transparency International (TI) har med hovedkvarter i Berlin gennem 20 år kortlagt korruptionsproblemer verden over. Organisationens danske afdeling udgav i 2012 rapporten ’Det Nationale IntegritetsSystemStudie – Danmark’, der også så på svingdørsproblemet:
”De liberale regler omkring ministres tidligere og efterfølgende ansættelser betyder i praksis, at en politiker kan gå direkte fra sit job som folketingsmedlem til en ledende stilling i pressen og senere vende tilbage til politik som minister, sådan som Connie Hedegaard har gjort det, uden at dette anses som et problem eller en trussel mod integriteten.”
Natascha Linn Felix, næstformand i TI Danmark, siger:
”Der er ikke som sådan noget galt med at bevæge sig mellem sektorer og forskellige roller – lobbyisme, privatsektor, politik og offentligt embede – men det bør reguleres for at undgå, at eksempelvis politiske beslutningsprocesser skævvrides.”
TI laver årlige globale undersøgelser af korruption. Her placerer Danmark sig altid i toppen – og det er måske en del af forklaringen på, at vi ikke tager svingdøren mere alvorligt.
Alligevel definerer Natascha Linn Felix problematikken i en korruptionsoptik og taler om to faldgruber. Det handler for det første om faren for, at ministre eller andre offentligt ansatte giver særligt lukrative fordele til specifikke virksomheder eller interessegrupper for at gøde vejen for et jobskifte. Og for det andet om ”brugen af insider-viden, herunder personlige og professionelle kontakter, til opnåelse af unfair fordele for en bestemt industri, sektor eller virksomhed i forbindelse med jobskifte.”
Fraværet af danske regler har vakt undren i andre lande:
”Men grundloven siger jo, at et folketingsmedlem alene er bundet ved sin overbevisning, så i praksis kan man vælges til Folketinget og repræsentere én virksomheds interesser. Det er derfor vigtigt, at folketingsmedlemmer også oplyser om deres og familiemedlemmers økonomiske interesser, så man som vælger ved, hvor denne overbevisning kunne pege hen både som folketingsmedlem og ved eventuelt efterfølgende jobskifte,” siger Natascha Linn Felix og tilføjer, at der ligger en indbygget fare for alvorlige interessekonflikter i fraværet af regulering på området, som vi ironisk nok næppe ville acceptere i et land, der modtog dansk ulandsbistand.
Per Clausen, folketingsmedlem fra Enhedslisten, har svært ved at se, at det principielle problem skulle være anderledes, når det optræder i Danmark. Men han har været ret alene med at kræve lovgivning:
”Jeg har ikke fået nogen egentlig opbakning. Jeg forstår ikke modstanden mod at regulere dette område. Generelt tror jeg, det skyldes en udbredt naivitet, hvor man ikke rigtig vil anerkende de grundlæggende interessemodsætninger i samfundet og erkende, at lobbyister arbejder systematisk for at få varetaget deres særinteresser.”
Ledige stillinger
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER