8.10.2014
af
Simon Jeppesen
Andreas Elkjær var femte generation på Vellinggård. Han var konge på sin jord, indtil udviklingen med djøfere i forreste geled ødelagde dansk landbrug, som han kendte det. Snart er Andreas selv djøfer. If you can’t beat them, join them.
Født i 1960 som nummer tre ud af fire. Far var civilingeniør, mor hjemmegående.
Andreas voksede op i Virum uden for København.
Realeksamen 1977, første arbejde på gård august samme år.
Afsluttede landbrugsskolen i 1982, husbondafløser frem til 1987, hvor han som femte generation købte Vellinggaard af sin far.
Solgte Vellinggaard i 2008.
Afsluttede HF i 2009. Herefter jura på Aarhus Universitet. Forventes færdig foråret 2015.Rtzchh” siger det, når landmanden hiver ærmet i sin tunge arbejdsskjorte op i én kort, hård bevægelse, Andreas Elkjær viser hvordan. Anderledes med juristen:
”Jeg har jo siddet og set på det. Det er bare så sjovt. Advokaten folder sit skjorteærme, én fold ad gangen. ’Nå for fanden, du har virkelig god tid, hvis du kan sidde og gøre sådan’, tænker landmanden. Og så er det ikke praktisk.”
Andreas viser, hvad der sker, når hans eget ærme bliver fanget af en busk: Det glider ned. Juristens nøje sammenrullede klump skjorte hænger fast i grenen.
Vi står i udkanten af den jord mellem Vejle og Fredericia, der engang hørte til Vellinggård. Gården har tilhørt landmanden Andreas Elkjær, siden han var 17. Nu er han ikke længere landmand. Til foråret bliver han cand.jur.
Andreas har mødt, og døjet med, mange djøfere i sit liv:
”Jurister er meget velklædte, de har bløde hænder, og deres holdning er slap. Det var mit indtryk, at de ingen forståelse havde for, hvad det vil sige at arbejde praktisk. Alt var love og regler for dem.”
Han mangler to fag og specialet for at være færdig med jurauddannelsen på Aarhus Universitet. Og studierne har ændret hans opfattelse af djøfere.
”Jeg har fået respekt for den viden og den kunnen, de har. Jeg kan se, at de er søde mennesker, der kommer fra alle mulige familier – mange af dem minder om min.”
Der sker en tydelig forandring med Andreas efterhånden, som vi nærmer os Vellinggård. Han liver op, sidder uroligt i sædet og snakker højere. De store hænder på rattet bliver rastløse, han peger ivrigt på de gårde, vi kører forbi, og er på fornavn med alle beboerne. Vi kører ind på jorden, der engang var hans, og ser de hegn af træer og buske, der før stod langs markvejen og ude i marken, ligge fældet i store bunker. Andreas’ blå øjne er tæt på tårer:
”Det er forfærdeligt, fuldstændigt vanvittigt. Det giver ingen mening at fælde alt det. Hvad har jeg dog gjort ved at sælge? Det ligner hævn mod en eller anden miljømedarbejder: Det dér skal du ikke sige til mig! Jeg fælder lige 300 meter hegn.”
Kunne du have fundet på det samme?
Andreas tænker sig om:
”Ja, det kunne jeg.”
Vellinggård kan spores tilbage til begyndel-sen af 1600-tallet. I 1850 overtog Palle Hansen Elkiær en stor proprietærgård på næsten 100 hektar.
Andreas kom på gården som dreng og fik lov til at muge kalvebokse sammen med fodermesteren. Han elskede det.
”Jeg har haft lysten til at være landmand, lige siden jeg var lille.”
Hvad er dine første erindringer herfra?
”Fluer, sol, varme. Stabilitet. Helhed,” fortæller Andreas, mens han i god fart skrider hen over markerne, så jeg må småløbe for at holde trit.
Andreas’ far var fjerde generation, men havde ikke landmands-lysten. Han var civilingeniør og havde selv overtaget gården efter sin far, men forpagtet den ud. Derfor voksede Andreas op i Virum. Han blev langhåret, venstreorienteret og røg hash. De mange ture mellem Virum og Vellinggård gav ham en god træning i at manøvrere i to kulturer:
”Jeg var socialist som ung. I Virum diskuterede vi politik i dansk-timerne. På landet er der færdige holdninger og indstillinger til livet. Man putter folk i båse: Dér er de kloge – og så er det os, der er hér.”
Andreas klarede sin realeksamen i juni 1977 og fik job hos landmanden Alfred ved Sørbymagle. Fyrre tønder land og fyrre søer med slagtesvin.
Han blev færdig med Landbrugsskolen i 1982 og var derefter husbondafløser – landmandsvikar – i nogle år.
I 1987 overtog han Vellinggård. Fortsat en stor gård på 110 hektar. Nu var det hans tid.
Andreas ser ud over markerne:
”Min farfar og min tipoldefar så på det samme.”
Han lytter og snuser. Han kan lugte, smage og høre, om jorden er våd, halvvåd eller tør. Det er vigtigt at vide. Han trækker med sine sanser på århundreders erfaringer. Det er ikke noget, man lærer ved at læse i en bog.
Dengang i 1970’erne var landmanden konge på sin jord. Han kunne pløje hegn op, rette åen ud, fjerne kirkestier og nedlægge en gravhøj. Op gennem 1980’erne tog udviklingen fart, og landmænd fik at mærke, at der er love og regler.
Landmændene tjente en stor del af pengene til samfundet. De betalte deres skat. Og skatten gik bl.a. til at sende djøfere ud i marken for at genere landmanden mest muligt.
”De var fjenden. Mine modstandere. Vi sad sammen i møde-lokalet, og de følte sig klogere og bedre. De sad med magten og behandlede mig derefter.”
Hvordan?
”Det var dem, der stillede spørgsmålene, og mig, der svarede. Det var mig, der gik i ængstelse og ventede på, hvad det var for et brev, der dumpede ind ad brevsprækken. Det var dem, der angreb, og mig, der forsvarede. Som almindelig landmand var det værste, at de var mig overlegne i deres viden og kundskaber. De henviste til, at sådan er reglerne. Det har demokratiet bestemt.”
Andreas ryster på hovedet:
”Landmanden er et menneske, der vil være selvstændigt og tage chancer. Han bryder sig ikke om snærende bånd. Han forstår ikke, hvorfor han ikke kan plante juletræer på et §3-område.”
Op gennem 00’erne kunne Andreas se, at udviklingen gik mod større og større landbrug.
”Der er tre slags landmænd: Udviklere, vedligeholdere og afviklere. Jeg er en vedligeholder, og jeg var sakket håbløst bagud. Det nytter ikke, at du kan regne. Du skal kunne regne den ud. Nogle mennesker har den evne. Jeg ville ende med at stå som 60-årig med en gård i forfald. Den tilværelse jeg havde set på nogle af de små gårde med tyve tønder land og tyve køer i begyndelsen af 80’erne. Landmænd af den samme type som mig, der havde holdt fast. De blev boende i fortiden og forstod ikke, at tingene blev anderledes. Jeg så mig selv ryge ud i det samme, og det ville jeg ikke. Så der skulle tages en beslutning.”
Andreas solgte til en ”udvikler”. Vellinggård blev del af et større landbrug på 600 hektar.
”Det var jo min drøm at styre det der landbrug. At se sine egne begrænsninger i øjnene er svært for ethvert menneske.”
Andreas var ikke ét øjeblik i tvivl om, hvad han så skulle lave:
”Jeg ville se, om det kunne være muligt med et mere retfærdigt system, hvor mennesker længere nede også har en chance for at agere og holde på deres ret. Jeg ville lære systemet at kende og lære at argumentere imod det.”
Han satte gården til salg i begyndelsen af 2008, solgte med det samme, tog en HF, og begyndte på jura i august 2009.
Han mødte igen de mennesker, han havde haft som modstandere:
”De er jo til at snakke med!”
Kom det bag på dig, at de er til at snakke med?
”Ja, det kan man godt sige. Jeg havde vænnet mig til, igennem så mange år, at stå mange trin under dem. Jeg havde vænnet mig til at se de mennesker som teknokrater. Jeg kunne se, at der er en årsag til, at reglerne er, som de er. Juristen er jo opdraget til at følge reglerne. Han skaber dem ikke. For det almindelige menneske føles det som om, det er juristens regler. Så er det ham, jeg bliver gal på.”
Studiet er blevet en øjenåbner:
”Der er en mening med mange af de regler. Der er en mening med at beskytte samfundets interesser, kreditorer, debitorer og almindelige mennesker. Nu kan jeg se det hele fra to sider. Generelt kan jeg godt se, at systemet er fornuftigt og klogt. At det ikke kan være meget anderledes. Men det tipper, når folk ikke forstår reglerne.”
Det er oftest ikke reglerne i sig selv, der er noget galt med, opdagede Andreas. Det er kommunikationen mellem dem, der formidler reglerne, og dem, der skal efterleve dem, der er skæv. Han kan dog se, at der er sket en enkelt ændring i kommunikation.
”De skrev til mig i tredje person. Den store ændring, der er sket i de senere år, er, at nu bliver man afvist i du-form.”
Når Andreas bliver jurist til foråret er han 55 år. Som landmand tog det ham femten år at skabe overblik og få magt over tingene. Han er klar over, at han ikke har den samme tid til rådighed igen.
Hvad vil du lave, når du bliver færdig som jurist?
”Jeg vil gerne arbejde med de økonomiske fag. Måske inden for bank eller forsikring. Der må være nogen, der kan bruge den viden, jeg har om en mere praktisk tilgang til tingene.”
Han har to hovedinteresser inden for jura. Den ene er de økonomiske fag, han har lige fået ti i selskabsret, tolv i straffeskatteret og ekspropriationsret.
Den anden interesse er at hjælpe folk, der ikke forstår systemet eller ikke har råd til at få ret.
Han fortæller om nyheden fra TV2.dk samme dag, der omtaler en straffesag omkring hashhandel i Jægersborggade på Nørrebro i København:
’Senioranklageren gætter på, at det nok ud over beviserne i sagen også har været medvirkende til det usædvanligt store antal tilståelser, at regningen for at medvirke i straffesagen godt kan løbe op i en million kr. per mand, hvis man bliver dømt. Alene salæret til en forsvarer koster 14.500 kr. per fuld retsdag eller knap 900.000 kr. Hvis de bliver dømt, er det dem, der skal betale, siger (senioranklager) Ulrich Thomsen.’
”De anklagede har jo ikke råd til retfærdighed.”
Andreas ryster forarget på hovedet:
”Pendulet svinger mod, at med straf skal land bygges. I stedet for at lære mennesker at leve i vores samfund, så straffer vi dem til det. Men hunden bliver ikke trofast af at være lænket.
Jeg oplever det ofte i min omgangskreds – elendige skøns-udøvelser, elendige begrundelser efter forvaltningslovens regler, når der gives afslag. Ideelt set vil jeg gerne arbejde med de her ting. Realistisk nej. Den slags er ikke i høj kurs.”
Der er ikke fremtid i at ville prøve at ændre tingene?
”Som det er nu: Nej.”
Andreas sukker, snuser luft ind og ser ud over de marker, der var hans, de velvoksne æbletræer han har plantet, og tænker tilbage.
”Dengang var jeg noget. Jeg ejede jord. Jeg havde status. Nu er jeg ikke noget. Nu er jeg stud.jur. Vi respekterer ikke mennesker for, hvad de er som mennesker. Jeg ligger jo selv under for det, kan du høre.. Schh!”
Et rådyr hoster. Lungeorm kan Andreas høre. Han peger, og rådyret ser op i tvivl om, hvad vi er, træer eller fare? Vi bevæger os, rådyret gøer som en hund og løber sin vej. Ind i den skov, der hørte til Vellinggård.
Andreas var med til at vinde det årlige skatteprocesspil i 2013 på Københavns Universitet med holdet Det Grå Guld. Spillet var bygget op som en fiktiv sag ved Landsskatteretten, hvor en landmand havde rykket rundt med sin bopæl efter en skilsmisse og var flyttet ind hos sin østeuropæiske veninde Natasja:
”På et tidspunkt spørger dommeren: Vi har fået at vide, det er et planteavlsbrug. Kan man drive det, når man ikke bor der?”
Selvfølgelig kan man det, svarede jeg. Danske landmænd driver gårde i Polen og Rumænien, som de ikke bor på. Vi har fået at vide, at der ikke er dyr. I den pågældende periode – januar, februar – ligger planteavl stille. Der blev helt stille i salen. Det tænker man jo ikke over, når man ikke selv er landmand. Det hjalp også til at vinde, at én på holdet havde studeret teologi. En prædiken tager ikke udgangspunkt i en paragraf, men i et bibelvers, som den så udlægger. Den træning i at skrive prædikener var os til stor hjælp,” fortæller Andreas.
Jesper Adler er selv landmand og har kendt Andreas Elkjær siden landbrugsskolen. Han husker tydeligt en samtale mellem Andreas og en af djøf-typerne, der stod for kontrol af landmændene og deres adfærd:
’Jeg har et godt forhold til landmænd,’ sagde djøferen.
’Det tror da fanden, de slikker jer i røven, når I kan give bøder i 100.000 kroners-klassen for småforseelser. I er kun sat i verden for at genere bønderne, når I burde hjælpe dem i stedet!’ svarede Andreas.
”De to talte ikke mere sammen den dag,” fortæller Jesper Adler.
Ledige stillinger
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER