"Det er ikke et socialt projekt - det er et arbejde"

22-10-2014
3 min.

Cateringfirmaet Send Flere Krydderier ansætter minoritetskvinder, der har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet. Trods det sociale aspekt er det afgørende at kunne konkurrere på markedsvilkår, siger Julie Takla Helsted.

Set udefra skiller Send Flere Krydderier sig ikke umiddelbart ud fra de mange andre små spisesteder på Nørrebro. Der bliver serveret mad fra især mellemøstlige lande, hvilket heller ikke er svært at opdrive i lokalområdet.

Men cateringfirmaet og spiseriet i kælderen på Blågårdsgade har en ekstra dimension: Send Flere Krydderier uddanner og opkvalificerer etniske minoritetskvinder, der ellers ville have lang vej til det danske arbejdsmarked. Bortset fra køkkenlederen og to studentermedhjælpere har alle medarbejdere i køkkenet en anden etnisk baggrund end dansk. Der er fem ansatte samt én i løntilskud, og derudover er omkring 15 kontanthjælpsmodtagere i praktik.

Julie Takla Helsted har en kandidatgrad i socialt arbejde, men hos Send Flere Krydderier arbejder hun som forretningsudvikler og fundraiser. Titlen klinger kommercielt, og det er ikke tilfældigt.

”Det primære er, at vi er en virksomhed, og sekundært er vi en social-økonomisk virksomhed. Folk skal ikke købe vores mad, fordi det er synd for kvinderne, eller fordi de gør noget godt ved at købe mad hos os. Det skal være, fordi de gerne vil spise vores mad. Der er mange restauranter heromkring, og hvis ikke vi kan levere en god standard til en ordentlig pris, kan vi ikke overleve,” siger hun.

Den tilgang gør virksomheden mere bæredygtig som forretning. Men det styrker også udbyttet for de kvinder, der 
arbejder i firmaet, mener Julie Takla Helsted.

”Det betyder noget, at vi ikke kalder det et socialt projekt. Det er et arbejde. Kvinderne er her ikke, fordi vi synes, det er synd for dem. De er her for at arbejde, og fordi de er dygtige til det, de laver. Det ligger der en stor værdi i for dem,” forklarer hun.



Da Send Flere Krydderier blev startet i 2012, var det en udløber af et andet projekt, som Julie Takla Helsted havde stået for på Indvandrer Kvindecentret i Blågårdsgade. Her lavede centerets brugere mad sammen, og oplevelsen af at få tilbagemeldinger fra andre var meget givende for kvinderne. Samme princip gør sig gældende i køkkenet. Her er det bare rigtige kunder, der giver respons.

”Da vi åbnede butikken, ville ingen af kvinderne stå ved kassen. De ville stå i køkkenet, fordi det var trygt. Efterhånden bad vi dem stå ved kassen i en time eller stå derude sammen med os andre, og nu synes mange af dem, at det er sjovt at møde kunderne.” 

Hvordan bruger du din uddannelse i dit arbejde?

Som samfundsvidenskabelig akademiker kan man arbejde problemorienteret og struktureret, og så kan man skrive tekster. Jeg er ret god til at fundraise, for når man søger om penge, er det ligesom at skrive en opgave.

Hvad har du været nødt til at lære?

Jeg har skullet lære en masse om madlavning, fødevarekontrol, mængder og sammensætninger af retter. Personaleansvar havde jeg lidt erfaring med fra arbejde med frivillige, men det er en anden situation, når man har medarbejdere, der skal levere ting til tiden – også selv om de ikke kun har en masse ressourcer, men også nogle problemer. Da jeg startede, havde jeg få kompetencer i forhold til at åbne en virksomhed, så jeg har fx skullet lære at lægge realistiske budgetter og lave regnskaber. Jeg burde nok i virkeligheden have gået på CBS.

Hvordan er Send Flere Krydderier som arbejdsplads?

Det er en rummelig, højlydt, varm, sjov og positiv arbejdsplads. Dels fordi de kvinder, der arbejder her, er positive, men også fordi vi får utrolig meget god feedback fra kunderne. Samtidig er det en hård arbejdsplads, fordi der er pres på i cateringbranchen. Det er hårdt at stå i et køkken og skulle levere til tiden til måske 200 mennesker. Men frem for alt er arbejdet aldrig ligegyldigt.

Hvornår er jobbet mest tilfredsstillende for dig?

Det er det, når kvinderne fortæller, hvor meget det betyder for deres livssituation at komme på arbejde. Ghada, der var vores første ansatte, mistede sin søn, to måneder efter at vi åbnede, og hun har været igennem et helvede. Når hun siger, at arbejdet er det, hun lever for, kan jeg ikke andet end at blive stolt og glad. Men jeg må da også sige, at det er virkelig tilfredsstillende, når det lykkes at fundraise nogle penge.

Kommentér
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommenter

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.