Holder du heller aldrig fri?

02-01-2014
3 min.
Djøferne arbejder i stigende grad om aftenen og i ferierne. Foto: Shutterstock

Flere oplever, at grænsen mellem arbejde og privatliv flyder. Og særligt djøfere uden cheftitel arbejder i stigende grad om aftenen, i weekenden og i ferien.

Bip, bip – der er post. Han sidder med sin smartphone i hånden. Klokken er 22.13, og der ryger en e-mail fra chefen ind i indbakken. I løbet af et splitsekund er han online, og han går straks i gang med at svare på mailen.

Fire ud af ti djøfere oplever, at grænserne mellem arbejde og privatliv i nogen eller høj grad flyder sammen. Det viser en undersøgelse, som Djøf har gennemført blandt godt 1.500 djøfere – både menige og ledere. I 2008 var det kun godt hver tredje, der oplevede det samme. 

Menige medarbejdere følger trop

Det er især djøferne uden ledelsesansvar, der i stigende grad føler, at arbejde og privatliv flyder sammen. For selvom flest topledere og mellemledere tilkendegiver, at grænserne flyder, så ligger antallet på samme niveau som i 2008, mens det altså stiger for de menige medarbejdere.

Men det er helt typisk, mener Anders Raastrup Kristensen, assistant professor og ph.d., Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på CBS. Han har lavet en ph.d.-afhandling og skrevet en bog om balancen mellem arbejdsliv og privatliv.

”Jo højere op du kommer i hierarkiet, jo højere ansvar og jo højere grad af grænseløshed – sådan har det været længe. Men af flere grunde bevæger arbejdslivet sig mod også at blive mere grænseløst for dem uden ledelsesansvar,” siger Anders Raastrup Kristensen.

For det første peger han på teknologien som en årsag. Han vurderer, at flere menige medarbejdere i dag formentlig er udstyret med en smartphone, end de var i 2008. Og det er med til at flytte vores arbejdsvaner. Vi kan være online på ingen tid, og vi kan løbende følge de mails, der havner i indbakken. For selvom vi kan indstille de indgående mails til ikke at være synlige, er det de færreste, der gør det.

”Samtidig er der en stigende tendens til, at vi ikke taler arbejdstid. Vores chef forventer ikke, at vi arbejder i så og så mange timer om ugen – de har i stedet en forventning til, hvilke opgaver vi løser. Det betyder, at vi føler en stigende grad af ansvar. Vi bliver også mere specialiserede, og det betyder, at det er svært for andre at holde snor i vores opgaver, hvis vi er syge eller er på ferie,” siger Anders Raastrup Kristensen. 

Hvornår er du til rådighed?

Djøfs undersøgelsen viser da også, at stadig flere djøfere ’i høj eller nogen grad’ arbejder om aftenen, i weekenden og i ferierne.

Ifølge Lisbeth Kjersgård, arbejdsmiljøpolitisk chef i Djøf forstærkes det udbredte arbejde uden for normal arbejdstid af, at kun knap en fjerdedel har afstemt med chefen, i hvilket omfang det forventes, at de står til rådighed udenfor normal arbejdstid, mener hun.

”Det er meget individuelt, hvordan man trives med flydende grænser mellem arbejde og privatliv. Derfor er det meget vigtigt, at man får en dialog om forventningerne til, hvor meget og hvornår man er til rådighed. Ellers bliver det bare dem, der trives godt med grænseløshed, der sætter normen,” sige Lisbeth Kjersgård.

For det kan nemlig sagtens være, at chefen sidder og sender mails om aftenen. Og så kan nogle godt føle sig presset til at svare – særligt hvis ens kolleger gør, siger Lisbeth Kjersgård.



”Men det handler igen om forventningsafstemning, så man ikke skaber en unødig grænseløs kultur. Det kan jo bare være, fordi aftenen er et godt tidspunkt for chefen at samle op på dagen og skrive mails på. Men til gengæld har han eller hun ikke nødvendigvis en forventning om, at der bliver svaret på de mails før næste dag.” 

Hvornår holder du fri?

Anders Raastrup Kristensen er til dels enig – og særligt i, at det er individuelt, hvordan vi helst vil arbejde. Nogle trives bedst med en 9-17-arbejdsdag. Andre foretrækker mere flydende arbejdstider, der kan passes til efter både egne og virksomhedens behov.

”Men netop fordi det er så individuelt, er det vigtigt, at man ikke bare aftaler med sig selv, at man ikke vil tjekke mails i weekenden og i ferien. Man bliver nødt til at melde det ud til kolleger og chef også,” siger Anders Raastrup Kristensen.

Og det er netop særligt vigtigt at inddrage de andre, hvis man er én af dem, der så vidt som muligt gerne vil have klare skillelinjer mellem arbejde og fritid, understreger han.

”Der er nemlig ingen grund til at tro andet, end at det generelt set bliver mere og mere grænseløst.”

Kommentér
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommenter

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.