15.1.2014
af
Mikkel Krogh
Korea er altid en af topscorerne i PISA-undersøgelser, og har en af verdens bedst uddannede befolkninger. Alle vil have en universitetsuddannelse. En enkelt dag i november afgør en hel ungdomsårgangs muligheder.
SEOUL. Normalt myldrer det med teenagere på gader og cafeer. Men én dag om året er der mærkbart færre. Det er dagen, hvor en otte timers test afgør skæbnen for flere end en halv million unge koreanere, der netop har overstået tre års hårdt slid i gymnasiet. Testen kaldes Suneung og løber af stablen på nøjagtigt samme tidspunkt i hele landet.
Et par forkerte krydser i det, der primært er en multiple choice-test, kan betyde forskellen på succes og fiasko. Resultatet er nemlig afgørende for, hvilket universitet de kan komme ind på, hvis de altså scorer højt nok til at læse videre. En universitetsuddannelse er drømmen for praktisk talt alle sydkoreanske unge – og ikke mindst deres forældre. Men det er ikke ligegyldigt hvilket universitet. Kun de bedste tæller, hvis man skal have en respektabel karriere.
I den sidste hektiske del af testen står landet praktisk talt stille. Selv flytrafikken ind og ud af landet bliver sat på pause. Resultatet er nemlig ikke kun afgørende for den enkelte unge – hele familiens ære og store økonomiske investeringer er på spil.
”Kun et top 10-universitet tæller. Klarer man ikke adgangskravet til et af de bedste universiteter, er man praktisk talt færdig i karrieremæssig forstand. Der er lukket til de største og mest prestigefyldte virksomheder,” siger Carl Jørgen Saxer, ph.d. og professor i statskundskab ved institut for Internationale Studier på Hanyang University i Seoul.
Klarer man skærene, er der til gengæld gode chancer for en lang og indbringende karriere i en af Sydkoreas prestigefyldte kæmpevirksomheder – også kaldet chaebols – eller i en af de store offentlige institutioner.
Hovedparten af de unge håbefulde studerende klarer den dog ikke. Der er simpelthen for mange om buddet og konkurrencen er benhård. De i forvejen høje selvmordsrater blandt unge – verdens højeste ifølge OECD – får da også et nøk opad, når testresultaterne bliver offentliggjort, fortæller Carl Jørgen Saxer.
Skammen og de sorte karriereudsigter bliver for meget for enkelte unge, der i flere år har brugt alle døgnets vågne timer på at fordybe sig i studier på gymnasiet – og ekstra kurser både før og efter den normale skolegang. Det er ikke usædvanligt, at gymnasieelevers skoledag starter klokken 5 om morgenen og slutter sent om aftenen.
Forældre bruger store dele af deres opsparing eller sætter sig i gæld for at sikre, at netop deres barn slipper gennem nåleøjet til et af de prestigefyldte universiteter.
”Udgifter til ekstra undervisning er typisk på knap 3.000 kroner om måneden, mens udgifter til intensive kurser let løber op i 10.000 kroner om måneden,” siger Carl Jørgen Saxer.
En del af dem, der ikke klarer kravene til et topuniversitet i første hug, vælger derfor ofte at tage yderligere kurser og for- søge sig igen året efter.
Indfries drømmen om en plads på et topuniversitet ikke, må de unge som regel tage til takke med jobs i små og mellemstore virksomheder, hvor status og løn er langt mindre. Og mange ender i stillinger, de er overuddannet til.
Generelt er bachelor-niveau et krav i langt de fleste jobs, og det er ikke unormalt at møde fx universitetsuddannede receptionister.
Ifølge Carl Jørgen Saxer findes der ingen pålidelige tal for dimittendledigheden, men det skønnes, at omkring 25 procent fortsat er ledige to år efter endt uddannelse.
”Der er for mange, der tager en universitetsuddannelse i Korea. Det store udbud af højtuddannede er selvfølgelig en fordel for virksomhederne og økonomien, men har også store menneskelige omkostninger,” siger Carl Jørgen Saxer.
Det er staten, der fastsætter antallet af studerende på de enkelte universiteter og uddannelser, så det er ikke muligt bare at købe sig ind for de velbeslåede unge. For dem er løsningen ofte at søge til udlandet og tage en uddannelse der.
Prisen på en universitetsuddannelse er 30-45.000 kroner årligt – uafhængigt af om de er offentlige eller private. Lykkes det ikke at få et vellønnet job i en af landets store virksomheder, kan det derfor være vanskeligt at tjene nok til at tage sig af sine forældre, som konfucianismen foreskriver. Ofte har forældrene investeret en stor del af deres opsparing i børnenes uddannelse.
”Koreanerne er da også begyndt at protestere mod de store udgifter til universitetsuddannelser,” siger Carl Jørgen Saxer.
Får man adgang til et af de velrenommerede universiteter, kan man til gengæld se frem til en uddannelse af høj kvalitet. Der fokuseres især på tekniske videnskaber og business- studier, mens humanistiske fag ikke nyder samme respekt.
”På de koreanske top- universiteter er fagligheden højere end på danske universiteter. De bedste studerende ville uden problemer kunne klare sig på USA’s Ivy League-universiteter,” siger Carl Jørgen Saxer og fortsætter:
”Koreanere er meget ambitiøse, målrettede og hårdtarbejdende, og det kunne danskere godt lade sig inspirere af.”
Selvom det fortsat er udenadslære og paratviden, der er i højsædet i det koreanske uddannelsessystem, er det langsomt ved at ændre sig.
”De koreanske studerende er ekstremt dygtige teoretisk og har en enorm parat- viden, mens danske studerende måske stadig er lidt bedre til problemløsning,” siger Marie Skou fra det danske innovationscenter i Seoul.
For mange studerende topper arbejdsindsatsen op til Suneung-testen efter gymnasiet. Det betyder nemlig langt mere, hvilket universitet man har læst på, end hvilke fag man tager, og hvordan man klarer sig. De store virksomheder går efter studerende fra topuniversiteterne og forventer ikke, at man kan yde fra dag ét. De har egne adgangsprøver og uddannelsesprogrammer, hvor de unge nyansatte bliver skolet i virksomhedens processer og arbejdsgange.
Det store fokus på universitetsuddannelser har medført, at der ikke er nogen synderlig respekt for faglærte og håndens arbejde. Næsten alle landets unge får en gymnasieuddannelse, og knap 80 procent af en gymnasieårgang søger ind på en videregående uddannelse – langt de fleste på universitetet, som der findes omkring 400 af i Korea. 200 er universiteter, som vi kender dem i Danmark, mens de øvrige er såkaldte junior colleges, der kan sammenlignes med professionshøjskoler.
”Der er ingen status i korte og mellemlange uddannelser. Alle vil læse på universitetet og helst på de mest prestigefyldte uddannelser,” siger Carl Jørgen Saxer.
Det er således white-collar, der løber med status og prestige. På trods af at faglærte faktisk kan tjene relativt godt efter både sydkoreanske og danske forhold – fx i bil- og elektronikindustrien. Det betyder, at Sydkorea har problemer med at skaffe faglært og ufaglært arbejdskraft og i stigende grad er blevet afhængigt af udenlandsk arbejdskraft. Hovedsageligt fra Mellem- østen og andre asiatiske lande.
Staten arbejder på at overbevise de unge og deres forældre om, at håndværkere og faglært arbejdskraft er nødvendige og vigtige. Inden for de seneste par år er der blevet etableret mesterlære-uddannelser efter tysk forbillede, og staten forsøger ad den vej at få flere unge til at tage en håndværksmæssig uddannelse.
Selvom uddannelsesræset topper i gymnasiet, starter det allerede i folkeskolen. Fra mellemtrinnet bliver børn pacet af deres forældre og tager tit ekstra kurser før og efter den ordinære skoleundervisning. Der er et stort fokus på matematik, men særligt engelsk bliver betragtet som afgørende for succes senere i livet, da landets økonomi er ekstremt eksportdrevet.
”Der er flere undervisere på engelsk- kurser end i folkeskolen som helhed,” siger Carl Jørgen Saxer.
Og der er eksempler på mødre, som rejser med deres barn – de fleste får kun ét – til USA, England eller Australien nogle år for at sikre, at de lærer sproget ordenligt, mens fædrene bliver hjemme og arbejder for at finansiere projektet.
Der er således et enormt pres på sydkoreanske unge allerede i en tidlig alder. Ifølge OECD er sydkoreanske skole- og gymnasieelever da også de mindst lykkelige blandt OECD’s medlemslande. Angiveligt har omkring 20 procent af de unge overvejet selvmord, og blandt dem svarer flere end 50 procent, at det skyldes det store eksamenspres og den ekstreme konkurrence.
Ledige stillinger