80.000 borgerjournalister

15-01-2014
2 min.

Kritiske medier i Korea har svære vilkår. Men landet rummer også et af verdens
mest vellykkede eksempler på, at borgere selv kan komme til orde.

Det skorter ikke på medier i Sydkorea, men det er kun et mindretal, som tør være kritiske over for staten og de store konglomerater. En del af forklaringen skal findes i landets relativt korte erfaring med demokrati og frie medier. Først efter det folkelige oprør i 1987 kunne befolkningen opleve en fri presse.

Mange af de største medier er dog ejet af landets konglomerater. Og for andre medier kan det være en dyr fornøjelse at lægge sig ud med landets store virksomhedsdynastier – kendt som chaebols – da langt de fleste er afhængige af annoncer for at overleve.

”De fleste store medier er konservative og venligt stemt over for staten og de store virksomheder. Kun omkring 30 procent af medierne er progressive og kritiske,”
siger Yeon-Ho Oh, som er grundlægger af landets største medie for borgerjournalistik.

Ingen plads til den jævne koreaner

Yeon-Ho Oh var en af lederne under studenteroprøret i slutningen af 1980’erne og sad ligesom mange andre i fængsel i en længere periode, inden regimet kollapsede i 1987. Under sit fængselsophold besluttede han sig for at blive journalist og arbejdede de efterfølgende 12 år som journalist på et samfundskritisk magasin.

Op gennem halvfemserne oplevede han, at kritiske journalister ofte blev ignoreret af det politiske establishment og den øvrige presse.

”Mit magasin var ikke velkommen til pressemøder og politiske events. En stor del af landets journalistkorps interesserede sig mest for eliten og havde ikke fornemmelse for den jævne koreaners betingelser. Den jævne koreaner var nærmest usynlig i mainstream-pressen,” siger Yeon-Ho Oh.



I 2000 startede han derfor internetmediet OhMyNews, hvor almindelige borgere kan komme til orde gennem artikler, kronikker og øvrigt redaktionelt indhold som anmeldelser af bøger, film, kunst og mad.

80.000 borgerjournalister

Det første år modtog OhMyNews artikler og kommentarer fra omkring 700 borgere fra hele landet. I dag leverer flere end 80.000 koreanere indhold til mediet.

OhMyNews har 110 ansatte, hvoraf omkring 70 er redaktionelle medarbejdere – redaktører, journalister og fotografer.

15 redaktører er specifikt ansat til at screene kvaliteten af det indhold, borgerne sender ind. De undersøger, om oplysninger er korrekte, og især kontroversielle historier bliver grundigt behandlet, da sagsanlæg ikke er usædvanlige.

De senere år har OhMyNews udvidet sine aktiviteter til at inkludere web-tv, hvor de fx dækker valg. De udgiver bøger og har etableret kurser, hvor almindelige koreanere kan få undervisning i journalistiske metoder.

Mediet har dagligt en halv million brugere og én million sidevisninger.

Finansieringen kommer fra frivilligt medlemskab, indkomst fra kurser og forlæggervirksomhed samt annoncer.

Hertil kommer, at brugerne frivilligt kan yde støtte til den enkelte borgerjournalist, hvis de kan lide artiklen – som udgangspunkt betaler OhMyNews kun et symbolsk beløb for de enkelte artikler. Foreløbig er den frivillige rekordbetaling for en artikel 30.000 dollars – en artikel om korruption i det offentlige.

Kommentér
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommenter

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.