Vrede ofre føler sig krænkede i konfliktråd

Som dommerfuldmægtig havde Ida Helene Asmussen det ofte, som om hun deltog i et teaterstykke. Det hævede dommerpodie, kancellisproget og ritualerne udgjorde overflødige rekvisitter, og de tiltalte gennemspillede samme akt om og om igen.

Hendes interesse blev derfor vakt, da hun blev introduceret for de såkaldte konfliktråd, hvor ofre for kriminalitet og gerningsmænd mødes med en specialuddannet mægler og taler ud om forbrydelsen. Rådene blev emnet for hendes ph.d.-afhandling, men efter at have observeret en række konfliktråd og interviewet deltagerne måtte hun konstatere, at møderne indeholdt såvel dominans som undertrykkelse.

”Jeg oplevede for eksempel nogle ofre, der kom med en forventning om, at nu skulle der siges undskyld til dem. Nu skulle de have opmærksomhed og forståelse for, hvor ubehageligt det er at blive udsat for en forbrydelse. Men de endte med at føle sig krænkede, fordi de oplevede, at situationen meget hurtigt gik fra at handle om dem til en forventning om, at de skulle anlægge en tilgivende attitude over for gerningsmanden,” fortæller hun.

Forventningerne var ikke alene mæglerens, men kunne også ligge hos de øvrige deltagere. Da forventningerne sjældent blev udtrykt direkte, men i form af antydninger, ordvalg, kropssprog osv., blev de først tydelige for forskeren, da hun gennemførte tekstnære analyser af sine observationer.

”Ser tyven ikke lidt tynd ud?”

I et af de konfliktråd, som Ida Helene Asmussen overværede, mødtes flere forurettede, der havde været udsat for indbrud, med gerningsmanden. 

”Efter at ofrene havde fortalt, hvordan det var at blive udsat for indbrud, begyndte flere af de forurettede at tale om den stakkels gerningsmand: ’Ser han ikke lidt tynd ud?’ ’Hvor har han haft det hårdt.’ ’Hvor er det flot, at han stiller op til det her.’ Men enkelte forurettede anlagde ikke en tilgivende attitude og gav udtryk for, at de gerne ville have en undskyldning. Det betød, at de blev betragtet som nogle, der havde det svært og ikke havde fået bearbejdet hændelsen, og de var vrede bagefter, fordi de følte sig trådt på,” forklarer hun.

Anger og tilgivelse

Konfliktråd beskrives ofte som et ”neutralt rum” eller ”parternes rum”. Men som ved ethvert andet møde mellem mennesker udstikker parterne og konteksten nogle bestemte forventninger. I konfliktrådet blev forventningerne synlige ved, at parterne indtog nogle bestemte roller struktureret efter den kristne syndsforladelse. ”Den eksemplariske gerningsmand” angrede, fortrød og lovede fremover at leve et ikke-kriminelt liv, mens ”det barmhjertige offer” kvitterede for angeren ved at udtrykke tilgivelse over for gerningsmanden og negligere de negative følger, kriminaliteten havde haft for ham selv. 

”Vores kulturarv bærer moralske opfattelser videre, der tilsyneladende er så stærke, at vi betragter dem som indlysende og derfor ikke stiller spørgsmålstegn ved dem eller forholder os kritisk til deres ophav.  For eksempel skal gerningsmanden angre, hvis han vil tilgives. Hvis han angrer, vil vi gerne tilgive ham, og så er han velkommen til at blive en del af samfundet igen. Filosoffen Michel Foucault påpeger, at selv om kirken formelt set har mistet magt, er kirkens sandhedsfortællinger fortsat magtfulde i vores kultur, og på den baggrund mener jeg, at man kan betragte konfliktråd som en moderne syndsforladelsespraksis,” siger Ida Helene Asmussen.

Evalueringer af konfliktråd viser, at deltagerne generelt er tilfredse med møderne.

”Men som forskere er vi nødt til at forholde os kritisk til, hvad tilfredsheden beror på. Jeg tror, at en del af forklaringen kan bero på den kulturelle, kristne fortælling om, at det pr. definition er frigørende og forløsende at fortælle om sit inderste. Derfor hedder det også `at tale ud´, `at lette sit hjerte´ osv. Det er en af de fortællinger, som er med til at styre og forme vores opfattelse af os selv og omverdenen, og derfor føles det tilfredsstillende, når det sker,” fastslår hun.