24.9.2014
af
Lars Lønstrup
Det betaler sig altid for en regering i god tid at forberede vælgerne på en påtænkt velfærdsreform, viser en ny undersøgelse af samfundsforskeren Christian Elmelund-Præstekær. Det har Venstre været bedre til end Socialdemokraterne.
35 år.
Cand.scient.pol. 2005, Syddansk Universitet (SDU).
Ph.d. i Statskundskab 2009 (SDU).
Lektor, Institut for Statskundskab 2012 (SDU) .
Forskningsleder på projektet ”Journalistikken som reformbremse”, medredaktør på antologien ”KV13: Analyser af kommunalvalget 2013” og deltager i forskningsprojektet ”Beyond Class Politics”.
Har udgivet bøgerne: ”Mediestormens magt” (sammen med Charlotte Wien, 2007), ”Teflon & Bullshit” (sammen med David Nicolas Hopmann, 2008) og ”Unoder og kammertoner i dansk valgkamp” (2009).
Bor sammen med Louise Cathrine Braun Olsen under stråtag på Midtfyn.Det betaler sig altid for en regering i god tid og med effektiv kommunikation at forberede vælgerne på en påtænkt velfærdsreform.
Det fremgår af en ny og endnu ikke offentliggjort artikel i tidsskriftet European Political Science Review.
Artiklen er skrevet af forskeren og politologen Christian Elmelund-Præstekær fra Syddansk Universitet sammen med kollegerne Michael Baggesen Klitgaard og Gijs Schumacher. Og den hviler på en undersøgelse af, hvordan de otte største danske velfærdsreformer i perioden 1993-2011 – af bl.a. dagpenge, efterløn og kontanthjælp – blev kommunikeret af det regeringsbærende parti i forbindelse med reformernes lancering og vedtagelse i Folketinget.
”Vores resultater viser, at der ikke er noget at tabe ved at kommunikere, og at regeringen direkte kan profitere på det, hvis oppositionen ikke finder et effektivt modtræk. Så det er en vindende strategi for enhver regering at sige, hvad den gør og hvorfor, i god tid inden, den fremlægger en velfærdsreform,” siger Christian Elmelund-Præstekær.
Undersøgelsen viser også, at Venstre i perioden – der altså ligger før, den nuværende regering trådte til i slutningen af 2011 – var markant bedre til at kommunikere end Socialdemokraterne, når store, smertefulde velfærdsreformer blev fremlagt og var til eksamen hos vælgerne.
Fire af de otte reformer – en med Socialdemokraterne som afsender, tre med Venstre som afsender – blev lagt åbent frem og kommunikeret i god tid inden vedtagelsen i Folketinget. Det gav den siddende regering fremgang i to tilfælde, mens den i to andre tilfælde hentede uændret opbakning.
Fire af reformerne – tre med Socialdemokraterne og en med Venstre som afsender – blev ikke kommunikeret åbent til vælgerne, men blev listet ind ad bag-døren, typisk i forbindelse med politiske forhandlinger om finansloven. Først derefter gik regeringen ud for at kommunikere reformen, men så var det for sent, og straffen var vælgervandring væk fra regeringen.
Forskernes data stammer fra meningsmålinger, der blev gennemført umiddelbart efter, at de otte velfærdsreformer blev fremlagt. Derved renses resultatet for andre faktorer, der kunne påvirke vælgernes dom over den siddende regering inden et folketingsvalg, som typisk kommer et eller flere år efter, at en velfærds-reform er fremlagt og vedtaget.
At det altid betaler sig for regeringen i god tid og med effektiv kommunikation at forberede vælgerne på en påtænkt velfærdsreform betyder dog ikke, at oppositionens ageren er uden betydning, understreger Christian Elmelund-Præstekær.
I de to tilfælde, hvor en regering tidligt og åbent lagde sin velfærdsreform frem, men måtte nøjes med uændret opbakning blandt vælgerne, skyldtes det, at oppositionen angreb reformen.
Valgte oppositionen derimod at forholde sig passivt, høstede regeringen fremgang.
Efter samme logik var strategien med at liste en velfærdsreform igennem mest skadelig for regeringen, når oppositionen angreb, mens regeringens tilbagegang var mindre, hvis oppositionen valgte at forholde sig passivt.
Undersøgelsen måler den vælgermæssige succes eller fiasko ved lanceringen af fire store velfærdsreformer under Poul Nyrup Rasmussen (S), to reformer under Anders Fogh Rasmussen (V) og to under Lars Løkke Rasmussen (V). Men blandt de otte reformer skiller en enkelt sig ud fra de øvrige.
Det er daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussens (S) efterlønsreform i 1998, som er en af de vigtigste inspirationskilder til, at forskerne valgte at lave undersøgelsen.
”Nyrup-regeringen gik virkeligt tilbage pga. 1998-reformen, som blev lanceret i forbindelse med en finanslovsaftale. Og derfor kom den til at forstærke forestillingen om, at velfærdsreformer er farlige, og som prægede Anders Fogh Rasmussens (V) tid som statsminister, hvor velfærdsreformer var sjældne,” siger Christian Elmelund-Præstekær.
”Men vores påstand er, at Nyrup først og fremmest kom så galt afsted, fordi reformen ikke blev kommunikeret inden, den blev gennemført. Hvis du ser på hans efterfølgere, havde både Anders Fogh (i 2006) og Lars Løkke (i 2011) held til at gennemføre nedskæringer i efterlønnen uden, at det kostede dem opbakning blandt vælgerne.”
Christian Elmelund-Præstekær medgiver, at der formentlig har været en helt anden krisebevidsthed i befolkningen i 2011, end der var i 1998. Og at det kan have spillet ind på vælgernes forskellige reaktioner på Nyrups og Lars Løkkes reformer af efterlønnen.
”Men der skal man skal huske på, at mange politiske eksperter i 2011 anså det for en meget risikabel idé at lave en så radikal reform af efterlønnen, som Løkke foreslog – og de tog fejl. Krisebevidsthed kommer jo et sted fra. Og det vil i vidt omfang sige fra politikerne. Hvis regeringen vedholdende siger, at det er nødvendigt at skære ned og prioritere og politisk uansvarligt ikke at gøre det, så tager vælgerne bestik af disse udmeldinger. Andre forskere har påvist, at hvis politikerne vil gøde jorden for reformer, så er argumenter for, at en given nedskæringsreform er et nødvendigt onde, faktisk virkningsfulde. Endelig red Anders Fogh på toppen af en højkonktur nærmest uden fortilfælde, da han lavede en reform af efterlønnen i 2006. Så hvor stor krisebevidstheden har været hos vælgerne på det tidspunkt er diskutabelt. Men den reform gled også ned hos vælgerne.”
Hvad var det så, Anders Fogh Rasmussen gjorde rigtigt?
”Han forberedte vælgerne meget grundigt, før han fremlagde en velfærdsaftale, der indeholdt forringelser af såvel efterløn som pension. Blandt andet ved flere år i forvejen at nedsætte en velfærdskommission, som ikke bare fremlagde modeller for, hvordan man kunne reformere efterløn og pension, men aktivt kommunikerede, hvor stort behovet var i både medierne og ved mange foredrags- og debatarrangementer landet over. Samtidig lagde Fogh afstand til kommissionens forslag og kaldte dens medlemmer politisk tonedøve, da rapporten kom – for så senere stille og roligt at gå et stykke i samme retning, som kommissionen havde foreslået. Formentlig tryg ved, at jorden i den grad var gødet for en reform af efterløn og pension. Set på bagkant ligner det et lærebogseksempel på vellykket politisk kommunikation.”
Den nye artikel og undersøgelse er del af et større forskningsprojekt med overskriften ”Beyond class politics”, hvor Christian Elmelund-Præstekær og hans kolleger har belyst, hvordan reformprocesser forløber efter det skred, der fandt sted i dansk politik fra 1970´erne og frem.
I den periode svækkes båndene til partiernes store faste baglande, som traditionelt ikke kunne finde på at flytte sig over på den anden side af det politiske spektrum, og samtidig løsnes båndene til de lønmodtager- og arbejdsgiverorganisationer, som tidligere var nært forbundet med de politiske partier.
En konsekvens af denne udvikling er, at kommunikation til vælgerne bliver meget vigtigere end tidligere. Og det fik partierne bedre råd til fra midt 1990´erne via en markant forøgelse af den offentlige partistøtte. Det gav partierne råd til at ansætte politiske rådgivere og spindoktorer, hvoraf en stor del kom med en journalistisk eller kommunikationsfaglig uddannelse og baggrund.
”Det er en udvikling, som begynder under Nyrup, der er hurtig til at ansætte rådgivere og spindoktorer. Men det er først under Fogh, at den kommunikationsmæssige side af politikudviklingen tænkes ind fra begyndelsen i den måde, regeringen fører politik på. Derfor er det to væsensforskellige måder at føre politik, hvis man sammenligner Nyrups og Foghs æra,” siger Christian Elmelund-Præstekær.
Han peger på to mulige årsager til, at Poul Nyrup Rasmussen valgte at lancere hele tre af sine i alt fire store velfærdsreformer i forbindelse med finanslovsforhandlinger – med det resultat, at alle tre reformer gav Socialdemokraterne tilbagegang hos vælgerne.
”Den ene årsag var ønsket om at gå uden om den fagbevægelse, som historisk har haft et stort ord at skulle have sagt, når Social--demokraterne fører arbejdsmarkedspolitik. Den anden årsag var en tro på, at de socialdemokratiske vælgere var så stærkt forankret i deres identitet som socialdemokrater, at de ville forstå nødvendigheden af reformerne, når regeringen bagefter forklarede, hvorfor de var blevet gennemført,” siger Christian Elmelund-Præstekær.
På baggrund af sin forskning har Christian Elmelund-Præstekær et kort og klart råd til både nutidens og fremtidens danske regeringer: ”Vær åbne – forklar hvad I gør og hvorfor. Og gør det i god tid.”
Læs mere:
Nathalie Giger & Moira Nelson (2011): The Electoral Consequences of Welfare State Retrenchment: Blame Avoidance or Credit Claiming in the Era of Permanent Austerity? European Journal of Political Research 50(1): 1-23.
Rune Slothuus & Claes de Vreese (2010): Political Parties, Motivated Reasoning, and Issue Framing Effects, Journal of Politics 72(3): 630-645.
Wim van Oorschot (2000): Who should get What, and Why? On Deservingness Criteria and the Conditionality of Solidarity among the Public, Policy & Politic 28(1): 33-48.
Gijs Schumacher, Barbara Vis & Kees van Kersbergen (2013): Political Parties’ Welfare Image, Electoral Punishment, and Welfare State Retrenchment, Comparative European Politics 11(1):1-21.
Ledige stillinger