Jeg er jo sådan én, der stikker ud

Tina Wøldiche Pedersens to ’højrehænder’ stikker hovedet ind på det lille kontor over museet ’Guinness World Records’. Fra gården lyder der skrig – de kommer fra et andet af de fire danske museer i Ripley-kæden, ’The Mystic Exploratorie’, som ligger i baggården. Tina Wøldiche Pedersen er såkaldt general manager for alle fire museer.

”Hun er den type, der uddelegerer en opgave, og så regner hun med, at den er løst en halv time efter  også selv om det realistisk set tager mindst en halv dag. Men hun er også den, der selv får ting til at ske. En onsdag spurgte hun: Skal vi ikke lave en kampagne. Om fredagen var det hele i trykken, og mandag kørte vi kampagnen. Og den virkede,” sådan beskriver den ene af Tina Wøldiche Pedersens højrehænder hende. Den anden nikker samtykkende.

Tina Wøldiche Pedersen er cand.merc.er, 
og hun fik sin første direktørpost som 31-årig. Hun kom til at stå i spidsen for den hollandske lingerivirksomhed Hunkemöller’s danske butikker.

”En cand.merc. kan bruges til meget forskelligt, men det er ikke bare din uddannelsesbaggrund, der betyder noget 
– det betyder også noget, hvem du er.”

Hun betegner sig selv som vild og utålmodig. Og hun tager ikke et nej for et nej.

I første omgang blev Tina Wøldiche Pedersen ansat som distriktschef efter at have søgt uopfordret. Hun havde ringet tre gange og lagt besked hos direktørens sekretær. Og da de fik en ledig stilling, huskede de hende – hun fik jobbet. Da direktøren så sagde op efter 11 måneder, tog hun til Holland og overbeviste bestyrelsen om, at de skulle ansætte hende i stillingen. Det gjorde de. Også selv om hun var ung.

”Man er altså ikke rigtig voksen til at være leder, når man er 31, men man lærer en masse om at være leder – noget du ikke kan lære på skolebænken. Du kan ikke læse dig til, hvad du skal gøre, hvis med-arbejderne er utilfredse,” siger Tina Wøldiche Pedersen.

Men lige netop det sidste har hun skulle forholde sig til i stort set alle sine job.

”Det har igen nok noget med min type at gøre. Jeg elsker at rydde op i kaos. Og jeg er næsten altid kommet ind i forbindelse med en ’turn around’. Hvor kunderne er utilfredse, og hvor medarbejderne ikke kan lide at gå på arbejdet.”

Og hun har vendt skuder, men hun har også fået tæsk, som hun siger.

”Når man går ind i et oprydningsarbejde, sidder der altid nogle, der er på vagt. Og der vil næsten altid være nogle, der forlader virksomheden i starten, når en ny chef kommer til. Det er ok. Men hvis de bliver ved at flygte. Så har chefen ikke gjort det godt nok.”

De store medarbejderflugte har hun ikke oplevet. Og hun er også kun blevet rigere på ledererfaringer. Efter Hunkemöller blev hun direktør for BoConcept Danmark og 
siden varehuschef for Magasin i Fields. Og nu tolv år senere er hun altså direktør for fire museer.

”Hvad kastede du dig over som din første opgave som general manager?”

”Jeg startede med at tage over på Ripleys store lager i Orlando for at købe ind. Jeg faldt blandt andet over et skrumpehoved, en elefantfod og verdens tykkeste mand, som publikum kan stikke hovedet ind i ”.

Hvad er særligt ved at være ansat i en amerikansk virksomhed?

”Du bliver behandlet som et familiemedlem, hvis du performer. Hvis du ikke performer, bliver du til gengæld smidt ud.

Hvad er det mest grænseoverskridende ved dit job? 

”Du skal være med på den amerikanske ’happy and merry’-ånd. Da jeg havde været ansat i 14 dage, skulle jeg stå på en scene og optræde samme med en standupkomiker foran alle mine chefer og chefkolleger.”

Hvad er det gode ved at være ansat i en udenlandsk virksomhed i Danmark?

”De er fikseret på resultater og ikke på, hvordan du når frem til dem og heller ikke på, hvornår du kommer og går. Friheden til selv at bestemme, får det bedste frem i mig, så jeg kommer nok aldrig til at sidde på et hovedkontor, hvor de siger: ’Du skal gøre sådan og sådan, og du skal møde klokken otte hver morgen.”