Vi indhylles i enorme mængder af positive ord og begreber. De skal fremme dynamik og fremdrift, men gør det modsatte, mener lektor.
’Empowerment’, ’værdier’, ’evaluering’, ’win-win’, ’branding’, ’entreprenørskab’, ’team-spirit’, ’positiv psykologi, ’profilering’…
Vi kender ordene, for vi har hørt dem mange gange før. Ord, som går deres sejrsgang gennem videnssamfundet og tegner en tid. Ord, som får en betydning, fordi de kommer sammen med magten og kan rykke organisationer og skabe nye kulturer.
Der er dem, som tror på ordene og bruger dem flittigt. Og så er der dem, for hvem mange virksomheder og organisationers lidt for ivrige anvendelse af ordene til lidt for strategiske formål har taget musikaliteten ud af dem. Som i en dårlig popsang, der alligevel får air-play. En ørehænger af den slags, man kan tage sig selv i at gå og synge med på, selvom den går én på nerverne.Bemærkelsesværdigt er det, at disse ord kan skille vandene, for de har alle det til fælles, at de er positive. Modsat de ord med kant, der førhen definerede tiden, som fx ’frihed’ og ’solidaritet’, har vi i dag kun chokoladelækre og behagelige ord. ’Livslang læring’, ’mindfulness’ … hvem skulle kunne have noget imod de ord?
Det er netop det, der er problemet med dem, mener Steen Nepper Larsen, lektor på Institut for Uddannelse og Pædagogik ved Aarhus Universitet. For ordene, som han har givet et navn – ’positivitets-konsensus-klister’ – har sejret ad helvede til i den politiske retorik, sat sig tungt på virksomhedskulturen og omformet den offentlige sektor.
De overpositive ord sniger sig ind overalt med det resultat, at dynamikken forsvinder, den kritiske sans svinder ind, og den faglige dømmekraft trues.
“Når man bruger så mange ufarlige betegnelser om arbejdskulturen, får det nogle meget uheldige konsekvenser. Ordene signalerer alle ’åbenhed’ og ’dialog’. Men deres egentlige formål er at få os alle sammen til at rette ind efter en ny ledelsesfilosofi, der styrer ved hjælp af ansattes lidenskab og engagement.
Det, folk brænder for, er guld værd i dag. Bare se på Big Data, der indsamler al viden i verden om, hvor vores lidenskaber retter sig hen. Vi tvinges i frihedens navn til at positivere vores drømme, vores begær og vore lidenskaber.
Søg på en bog på nettet, og du får kastet andre bøger i hovedet, der ligner den. Køb en vare på nettet, og du bliver tilbudt andre varer, der, hvis det første produkt kunne vække dine lidenskaber, måske også kan opfylde en lille drøm. Samfundet bliver drevet i retning af det positive ved hjælp af disse fordoblingseffekter,” siger Steen Nepper Larsen.
Hvad sker der med en kultur, hvor det er væsentligt nemmere at tage ja-hatten på end nej-hatten? Den forvandler folk til seismografer, der tyder det, som der til enhver tid er brug for, snarere end at udtrykke det, de egentlig oplever ved et konfliktfyldt arbejds-, uddannelses- og familieliv, hævder Steen Nepper Larsen.
“Vi skal alle gøre karriere og have noget stående på vores cv. Derfor pepper vi os selv op med helt utrolige mængder af meningsløs snak. Det får som konsekvens, at vi kommer til at ligne hinanden på de smagfulde hjemmesider, der fortæller, hvor vidunderlige vi er. Vi spiller de samme melodistumper i uendelige variationer med forskelle, der ingenting betyder. Om du har været på det ene eller andet kursus, er man efterhånden ligeglad med, bare du kan synge med på de her melodier,” siger han og fortsætter:
“Vi har udviklet en kultur, hvor folk lurer på hinanden for at se, om man kan de rigtige positivitets-konsensus-remser. Det forhindrer, at nogle stopper op og siger: ’Kejseren har ikke nogen tøj på.’ Eller: ’Jeg vil tillade mig at se stort på, hvad en eller anden fokusgruppe eller brugerdreven innovationsøvelse har fundet ud af, at der er brug for. For jeg insisterer på at lave noget helt nyt, ingen vidste, de havde brug for.’ Den attitude, som det er så vigtigt, at nogen indtager, har svære kår i øjeblikket. Man vil have rygdækning og Volvo-seler på, før der bliver vovet og skabt noget nyt.”
Positivitets-klistret er velegnet til at italesætte deciderede forringelser positivt. Så enhver, der kritiserer forringelsen, bliver til et bagstræberisk brokkehoved, mener Steen Nepper Larsen.
”På Aarhus Universitet, hvor jeg arbejder, fører man ’verdensklasse-universitets’-retorik, samtidig med at man skærer ned. Fyringer hedder ’personalejusteringer’. Når man taler om noget ’innovativt og kreativt’ kan man næsten være sikker på, det ikke har noget med sagen at gøre og skal tjene til at dække over noget andet,” siger Steen Nepper Larsen.
Rammerne er i dag dikteret ovenfra. Ifølge Steen Nepper Larsen placerer det medarbejderne i en paradoksal situation. De bliver bedt om at sejle deres egen sø inden for rammerne – for nu er de jo ’selvledende’ og ’selvansvarlige’ og arbejder i ’selvstyrende teams’.
”Bare se på kommunal- og skolereformen. Man lader, som om den enkelte skolelærer har frihed, men grundlæggende er lærerne tvunget til at rette ind. Man faker medbestemmelse, mens retorikken bliver skruet op:
’En konkurrencedygtig skole’, ’læringsmål’, ’kompetenceudvikling’, ’evaluering’ og ikke mindst ’inklusion’, som primært er en semantisk forskønnet besparelsesmaskine, der går ud på ikke at bruge penge på specialpædagogikken,” siger Steen Nepper Larsen.
Alle smukke, gamle ord kan misbruges, når det falske sniger sig ind i dem, mener han.
”Smørings-ordene hentes fra niveauet over det rent administrative – fra idealernes verden. Det er det, der giver dem en nærmest forheksende effekt. Tag et begreb som ’livslang læring’. Det var oprindeligt et idealistisk begreb, som var knyttet til UNESCO, FN og nogle humanistiske lighedsidealer. Altså et i bund og grund kritisk ord, som pegede på, at ikke alle har de samme muligheder, og at læring er andet og mere end passiv top-down-indlæring. Det bliver nu til endnu et fuldkommen betydningsløst teflon-ord, som dybest set er beregnet på at slå dem oven i hovedet, der ikke føler, de har behov for at lære noget af det, som uddannelserne har at tilbyde dem,” siger Steen Nepper Larsen.
Vi opfører os, som om der ikke er modsætninger i samfundet. Som om der var en stor win win-situation rullet ud foran os. Det er ikke på nogen måde tilfældet, pointerer han.
”Kritik er væsentlig i enhver organisation. Det har ikke noget at gøre med at være negativ for negativitetens skyld. Det handler blot om at kunne sige, hvad man mener, og om at turde tænke højt uden angst. På Aarhus Universitet har de senere års håbløse fusioneringer og omorganiseringer fx fuldstændig ødelagt nogle miljøer, der var velfungerende. Så bliver vi jo nødt til at råbe vagt i gevær. Men hvis det er i en fyringstid, er mange bange for at bruge deres ytringsfrihed, medmindre de er gamle nok og derfor kan være lidt ligeglade. Er du adjunkt på 28-30 år og drømmer om at få et lektorat, så er det straks mere udfordrende ikke at give efter for positivitetstyranniet,” siger Steen Nepper Larsen, der drømmer om, at vi igen kan kalde en spade for en spade.
Ledige stillinger