Nyuddannede forhandler ikke løn i første job

23.6.2014

af

Langt de fleste nyuddannede djøfere har ikke en reel lønforhandling, når de får deres første job. Men sådan behøver det ikke gå.

Der er alligevel intet at forhandle om, så der er ikke andet at gøre end at lade den nye chef udstikke lønnen. Den oplevelse har hovedparten af djøferne, når de forlader universitetet og får deres første job som færdiguddannede.

Syv ud af ti mener, at deres startløn var et rent diktat fra arbejdsgiveren, mens blot otte procent oplevede, at der var en reel forhandling om lønnen. Det fremgår af en undersøgelse, som Djøf har foretaget blandt de seneste to års dimittender.

Der er noget at forhandle om

Men selv om man er helt nyuddannet, kan man godt opnå resultater ved forhandlingsbordet.

”Mange nyuddannede tænker, at de bare skal have et job, og at de så er nødt til at tage imod chefens udspil. Men typisk er der faktisk noget at forhandle om,” siger René Rasmussen, konsulent i Djøf.

Det kræver dog, at man forbereder sig – og at man er klar over, at løn ikke er det eneste, man kan drage ind i forhandlingerne.

Kend din værdi

Når det gælder løn, skal der researches inden den første samtale: Hvad tjener andre med samme baggrund som dig i lignende stillinger? Har du en særlig viden, der gør dig mere værd? Og hvordan er din potentielle arbejdsgivers økonomiske situation? Her kan Djøfs website for nyuddannede hjælpe.

”Allerede ved første samtale kan du blive spurgt, hvad du forventer i løn. Har du ikke et svar parat på, hvad din markedsværdi er, kommer chefen til at lægge niveauet, og så kan det være svært at tale dig selv op bagefter,” siger René Rasmussen.

Nogle oplever, at arbejdsgiveren præsenterer startlønnen som et faktum og afviser at diskutere den. Men også her kan det betale sig at være vedholdende.

”Kan det ikke lade sig gøre at forhandle løn med det samme, kan du sagtens foreslå at aftale en ny lønsamtale efter seks måneder. Så har chefen mulighed for at se, hvad du kan,” siger René Rasmussen.

Løn er ikke alt

Viser det sig at være helt umuligt at hente mere i løn – eller at få et løfte om en snarlig genforhandling – er der ingen grund til at kaste håndklædet i ringen. Selv om lønnen selvfølgelig er vigtig, er det kun ét af de elementer, der kan skrives ind i en kontrakt.

”Det kan fx være en god idé at forhandle sig til løn under ferie. Arbejdsgiveren er ofte interesseret i at give i hvert fald nogle uger med løn. En anden mulighed er at lave en aftale om en multimedieordning, så du kan få stillet en telefon til rådighed,” siger René Rasmussen.

Andre emner, der kan være værd at tage op, er fleksible arbejdstider og muligheden for at arbejde hjemme.

ANNONCE

Kommentarer

Kim Paulsen
10 år siden
Hvorfor indkalder DJØF ikke de nyuddannede og de ledige til "faglig oprustning"? Løndumping kan kun gennemføres fordi medlemmerne ikke er overbeviste om at kollegial og solidarisk optræden er vejen til rimelige ansættelsesforhold. Lønnen er presset voldsomt under krisen især for de medlemmer, som ikke har et permanent job. Hvis medlemmerne generelt set kunne blive enige om MINIMUMS-vilkår så kan arbejdsgivere (stort set) ikke ansætte under mindste-standarden. Lavere løn og forringede ansættelsesvilkår giver ikke flere job!