Danmark er åndsfattigt

Interviewet begynder i salen med europæisk kunst på Statens Museum for Kunst. Malerierne afspejler udviklingen hen imod en større individforståelse, forklarer Lene Andersen og peger først på et maleri fra 1200-tallet, som er en variation over Jomfru Maria med Jesus-barnet. I 1200-tallet var de afbillede personer nærmest tegneseriefigurer og afspejlede idéen om det perfekte menneske, mens der på værkerne et par hundrede år senere er tale om unikke individer.

“I dag tager vi det som en selvfølge, at vi selv vælger, hvad der giver vores liv mening, og hvad vi vil bruge det til. Man behøver ikke blive bager som sin far. Det tager man for givet i dag, men der mangler en forståelse af de dybe historiske rødder, som vores samfund bygger på. For det kan forsvinde igen,” siger hun og henviser til, at demokratiet i det antikke Grækenland rent faktisk gik til grunde.

Efter kunstlektionen køber vi en kande grøn te i museets café, og med udsigt til Østre anlæg fortsætter vi samtalen
på nogle tilskuerpladser, som giver mindelser om det 
græske amfiteater. Siden 2004 har Lene Andersen skrevet bøger om netop demokrati, økonomi og det globaliserede samfund, udgivet på hendes eget forlag, Det Andersenske Forlag. For sine tidligere bøger har hun modtaget Ebbe Kløvedal-Reichs Demokratistafet og Døssingprisen, og senest er Globalt gearskifte, en debatbog om fremtidens samfund, netop udkommet.

Det gode liv

Lene Andersen vil med sine bøger især gerne have landets økonomer, politologer og jurister i tale. Djøf-eliten. Dem, som tegner udviklingen i samfundet. Hun mener, at deres beslutninger skal bunde i en kulturånd og en dybere forståelse for, hvor vi kommer fra. Dagens politik er præget af overfladisk her og nu-tænkning, og der er for lidt fordybelse og for stort fokus på økonomisk vækst, penge og forbrug, mener hun.

“Politisk er det blevet fattigt, fordi vi måler os på økonomi og sorte tal på bundlinjen. Vi har glemt at tage en diskussion om, hvad der er vigtigt. Hvad er det gode liv og det gode samfund? Det er med regnearket blevet så nemt at kontrollere, om det hænger sammen på bundlinjen. I virkeligheden burde det være et fantastisk værktøj til at sige: Vi vil rigtig gerne have, at folk er gladere og tryggere. Hvordan bruger vi økonomien til at skabe det?”

En af Lene Andersens anker mod den herskende klasse er, at det er folk med stort set ens uddannelser, der sidder i ministerier, i embedsværket og i toppen af de store organisationer.

“De, der sidder på magten i dag, har taget deres økonomiske, juridiske og politologiske uddannelser på nogenlunde samme tid. Det vil sige, at de er formet af nogle tankesæt, der er stort set identiske, og et af fællestrækkene ved jurister og økonomer er, at de ikke er skolet til at tænke eller til at finde på. De er skolet til at tage en model og putte nogle tal ind den og sige: Hvordan går det så? Men de er ikke skolet til at spørge: Er det her overhovedet den rigtige model? Er det den her model, der løser det, der er vores fundamentale udfordring?”

Mensa-klog

Lene Andersen selv repræsenterer alt andet end den ensporethed, hun skoser sine fagfæller for. Udover sin økonomiske uddannelse har hun teologi- og filosofistudier bag sig. Hun har tygget sig igennem store værker om evolutionsteori, fysik og idéhistorie, og udover referencerne til kunsthistorien når hun under interviewet også at henvise til kaosteori, kvantefysik, økonomiske teorier, østlig filosofi, dansk design og den tyske Bauhaus-tradition. Ligesom hun namedropper tænkere som Newton, Aristoteles, Da Vinci og vores egen Kierkegaard.

Hun er med andre ord en klog dame. Det har hun faktisk papir på som tidligere medlem af Mensa, klubben for den højest begavede del af befolkningen, endda den øverste 
halve procent. Hun læser New Scientist, når hun skal under-holdes, bliver høj af at kunne forstå globale økonomiske sammenhænge og ligeså frustreret, når politikere i månedsvis diskuterer den “åndsbollede børnecheck”, når vi har langt større problemer at slås med.

“Den største udfordring lige nu er, at alt, hvad vi sætter i gang, er ud fra en endimensionel økonomisk vinkel. Vi tænker i lineære tankebaner, hvor en faktor har ét udfald og én konsekvens. Men vi lever i en kaotisk verden, hvor ting indvirker på hinanden. Alle de økonomiske modeller, vi har lært i 90’erne, knytter sig til et industrisamfund, som er på vej væk.”

Meningsfuld vækst

Ifølge Lene Andersen har politikere og økonomer stirret sig blinde på økonomisk vækst. For man kan ikke bare vækste sig ud af dårlige arbejdsløshedsstatistikker og faldende huspriser ved at fremstille og sælge industriprodukter hurtigere, bedre og billigere end omverdenen. Hun ønsker, at djøferne spørger sig selv, hvad der er vigtigt at få ud af livet, 
i stedet for at gøre mere af det, vi plejer.

“Hvad ville vi kunne lave, som har en højere kvalitet, som gjorde, at vi blev gladere for at gå på arbejde. Som gjorde, at vi måske slet ikke behøvede at have en tre til fem procents stigning i økonomien hvert år. Ville der være en måde at leve på, som var økonomisk bæredygtig, hvor vi faktisk ikke behøvede at være på arbejde så mange timer, men som kunne 
holde en omsætning i gang på det nuværende niveau? Jeg siger ikke, at det er den rigtige løsning, men vi kan ikke engang finde ud af at have samtalen. Det ville være en langt mere politisk interessant samtale, hvis vi talte om, hvad det er, vi vil i det her land. Vil vi være økologisk bæredygtige og CO2-neutrale inden for en årrække. Vil vi have, at alle børn kan spille et instrument, eller vil vi have smukkere byer?”

Som modvægt til den herskende samtale om økonomisk vækst vil Lene Andersen gerne slå til lyd for det, hun kalder meningsfuld vækst. For alt, hvad der kommer til os for penge, har fået en fuldstændig forvredet plads i vores bevidsthed, mener hun.

“I mange år har det været sådan, at så havde man et nyt køkken, man kunne vise frem. Og så havde man en ny fladskærm, man kunne vise frem. Alt sammen ting man har erhvervet sig for penge. I det store hele taler man ikke om, hvilken bog man har læst for nylig, eller om man har været ude og opleve noget, ingen af os andre har set eller hørt om. Man kommer ikke glædestrålende til sine venner og siger, 'nu har jeg lært at spille det her stykke klavermusik med begge hænder', selv om det er det, man har brugt søndagen på. Men det burde det måske være, fordi det ville være gratis og langt sjovere, og man ville også i visse tilfælde kunne synge til det og have et fællesskab ud af det. Så der er masser af ting, som vi bliver meget gladere og lykkeligere af i længden, men som ikke fylder særlig meget i vores dagligdag.”

Lykkeligere i 14 dage

Lene Andersen lever selv for få penge og bor i den samme toværelses, som da hun studerede. Hun begyndte at skrive bøger på et tidspunkt, hvor hun faktisk tjente pænt på at skrive tekster til TV-underholdning. Men det interesserede hende mere at beskæftige sig med de store samfundsemner, og selv om forlaget er ren underskudsforretning, er hun fortsat, fordi det giver hende værdi og mening. Pengene til smør på brødet kommer fra foredrag og konsulentjobs.

Dermed ikke sagt, at hun ikke selv har en rem af huden og i svage øjeblikke drømmer om at have 150.000 kroner til et nyt køkken. Som nok ville gøre hende lykkeligere i 14 dage, men hvad så med bagefter? Shopping er en pseudokulturel oplevelse, mener hun, og forbrug skyldes drømmen om, at andre kan lide os lidt bedre, hvis vi kan fremvise et pænt hjem med det nyeste design.

“Men hvorfor er det lige, at det giver status at have tolv tallerkener, der er fem gange så dyre som dem, man kunne have købt i IKEA? Det er fordi, vi har bildt hinanden ind, at det her er væsentligt. Men vi kunne jo ligeså godt gå ud og betale nogle musikere for at spille for os live og sige: I dag har jeg sponseret en strygekvartet, så nu spiser vi, der er suppe af nogle grimme tallerkener, som jeg har fundet i en genbrugsbutik. Det ville holde fire musikere i arbejde, det ville give en helt anden aften, og folk ville med garanti holde mere af os, end hvis vi havde købt nogle dyre tallerkener. Men den måde tænker vi ikke på.”

Panden mod en mur

Lene Andersen mener, at der vil komme flere kollapser som den seneste finanskrise, hvis vi ikke omstiller os. I bogen Globalt gearskift kommer hun selv med 12 konkrete forslag til, hvordan vi gør det. Blandt andet foreslår hun et loft over, hvor store lønforskelle der må være inden for en enkelt virksomhed. Den øverste direktør må højest tjene tolv gange så meget som den lavest lønnede ansatte, lyder et forslag, som faktisk har været til folkeafstemning i Schweiz, hvor det ganske vist blev stemt ned, men fik overraskende stor tilslutning.

Men har det overhovedet nogen gang på jord i vores centrumvenstre-liberalistiske samfund? Vil de, der har mulighederne og vil frem i verden, ikke bare tjene mere og mere?

“Jo. Men for halvtreds år siden var lønforskellen kun på 
1 til 6, nu er den steget helt vildt og er i nogle virksomheder 1 til 300. Det er vanvittige forskelle, og det er det, der sker i et globalt marked. At gå direkte til 1 til 12 vil være for voldsomt, det ville skabe turbulens, men man burde kunne starte med en faktor 1 til 100. For ikke at få de her vanvittige forskelle i velstand, som i længden skaber ustabile samfund.”

Selv om der begynder at komme andre stemmer, der synger i samme toneart som Lene Andersen, senest den franske økonomiprofessor Thomas Piketty, lyder hendes idéer umiddelbart som noget, der mest taler til kollektivister og kunder i Merkur Bank. Hvor stor klangbund mener hun, der er i det etablerede erhvervsliv og politiske liv?

“Det er virkelig som at løbe panden mod en mur, men jeg kan se, at der er noget, der ikke fungerer. Med mindre vi finder ud af at få markedsøkonomien til at fungere på en anden måde, vil der  komme flere kollaps, så jeg bliver ved med at løbe, indtil jeg får buler i panden.”