Sociale medier giver dig forspring i jobkøen

5.5.2014

af

Dine kompetencer på Facebook, Twitter og Instagram kan bruges – også til at få det næste job.

Har du brugt en iPad, siden du var barn? Er Facebook, Twitter og Instagram en naturlig del af dit liv? Så kan du være en af dem, som har et forspring i jobkøen.

Det mener Jonas Bechlund, digital entreprenør og tidligere nordisk vicedirektør i digitalbureauet LBi. Han har lige holdt et kursus for Djøf, der netop skal gøre unge arbejdssøgende i stand til at sælge deres kompetencer på de sociale medier til arbejdsgivere.

”Hvordan man vokser op som barn, har betydning for måden, man opfatter samfundet på. De unge i dag var de første, der for alvor kastede sig over de sociale netværk,” siger Bechlund.

Sociale medier kan bruges i virksomhederne

Så hvis du er ung og lige har fået en uddannelse, vil du være spot on. Du vil have sociale medier inde under huden på en helt anden måde end den tidligere generation, og du vil bruge teknologien som en naturlig del af at kommunikere med andre mennesker. Netop det vil kunne bruges ude i virksomhederne.

”De unge vil til enhver tid vide, hvilke sociale medier og virkemidler de kan bruge til at løse en opgave bedst muligt. For dem er det bare sådan, verden er skruet sammen,” siger Bechlund.

Forstå dine forældre og få et forspring

Men som ung kan du også løbe ind i det paradoks, at du har nogle kompetencer, som virksomheden ikke ved, at de har behov for. De arbejdsgivere, som du stiler ansøgningen til, tilhører måske dine forældres generation, der er vokset op i en verden uden digitale medier. En generation, der stadig er i en fase, hvor de søger inspiration med hensyn til sociale medier.

”Virksomhederne kæmper meget med at forstå, hvilket problem de står over for,” siger Bechlund.

Han understreger, at det derfor er vigtigt, at studerende og nyuddannede lærer, hvordan de kan kommunikere deres kompetencer, så det bliver tydeligt for virksomhederne, hvordan de kan bruge dem.

Djøf planlægger at afholde flere forløb om sociale medier med Jonas Bechlund – det næste bliver for unge nyuddannede sidst i maj.

 
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet