LinkedIn-opdatering kostede 100.000

21.5.2014

af

Har du en konkurrenceklausul og er på vej til at skifte job, skal du passe på, hvad du skriver på sociale medier.

Opdatering, januar 2015: Sagen blev anket til landsretten, hvor de to blev frikendt.

Det blev nogle dyre minutter på internettet for to mænd, da de opdaterede cv’et på deres LinkedIn-profiler. Begge havde nogle måneder inden opsagt deres stillinger i et firma i energisektoren (som vi kan kalde A), fordi de havde fået job hos en konkurrerende virksomhed (herefter B).

De havde begge en konkurrenceklausul i deres kontrakter, og derfor kunne de ikke skifte med det samme, men måtte afvente, at klausulen løb ud.

Mens de ventede, valgte de hver især at klikke sig ind på LinkedIn og føje den nye stilling hos B til cv’et. De skrev et par linjer om, hvad de skulle arbejde med, og linkede til den nye arbejdsgivers firmaprofil på det sociale netværk.

Og så blev der ballade.

Mail til hele netværket

Nogle dage senere fik deres respektive netværk nemlig en mail fra LinkedIn om nylige jobskifter. Her optrådte de to, selv om de altså endnu ikke var startet hos B.

Blandt deres kontakter på LinkedIn var en lang række af A’s kunder. Disse kunder fik dermed besked om, at de snart kunne gøre forretninger med de to medarbejdere hos et konkurrerende firma.

De to fratrådte var desuden forbundet med tidligere kolleger hos A, som altså også fik besked om jobskiftet. Da nyheden nåede ledelsen, blev de fratrådte kontaktet af A’s advokat, som meddelte, at A betragtede LinkedIn-opdateringerne som en tilsidesættelse af konkurrenceklausulen, og at de derfor skulle betale en bod svarende til hhv. to og tre måneders løn.

Vær varsom på sociale medier

Sagen endte i byretten i Aarhus, hvor de begge blev dømt til at betale 100.000 kroner for at have overtrådt konkurrenceklausulen. I dommen bliver det betonet, at personlige relationer er vigtige inden for branchen, og at alle deres forbindelser på LinkedIn fik en besked, medmindre personen selv havde fravalgt den type beskeder.

”En sådan målrettet kommunikation direkte […] til personer, som de havde professionel relation til som led i deres arbejde for [A], er i strid med konkurrenceklausulen”, fremgår det af dommen.

I retten forklarede begge de sagsøgte, at det var ret tilfældigt, at de opdaterede deres profiler, og at de ”ikke gik op i” at bruge LinkedIn. Dommen viser imidlertid, at det er vigtigt at være meget varsom på sociale medier, hvis man er omfattet af en konkurrenceklausul. Det forklarer Anders Etgen Reitz, partner i advokatfirmaet IUNO og ekspert i HR-jura.

”Det virker måske som en lille ting at opdatere sit cv på LinkedIn, men her vurderer retten, at det kan volde skade for deres tidligere firma. De to har arbejdet med kundekontakt, og når de tidligere kunder kan se, at de snart sidder hos konkurrenten, kan de begynde at planlægge at flytte derover,” siger han.

Klausuler udvider krav om loyalitet

Ifølge Djøfs lønforhandlingschef, Helene Rafn, er sagen et godt eksempel på, hvor omfattende begrænsninger kunde- og konkurrenceklausuler indebærer for medarbejdere.

”Inden man skriver under på en kontrakt, der indeholder en klausul, skal man gøre sig klart, hvor meget den binder én. Klausulerne forlænger den loyalitetsforpligtelse over for arbejdsgiveren, man normalt har som ansat, så den strækker sig langt efter det tidspunkt, hvor man forlader firmaet,” siger hun.

Byretsdommen betyder, at disse forpligtelser også indbefatter éns aktiviteter på sociale medier.

”Som medarbejder skal man være opmærksom på, at man bliver bundet, hvis man på f.eks. Facebook eller LinkedIn er connected med kolleger eller kunder og dermed bruger det til både private og professionelle formål,” siger Anders Etgen Reitz.

Vær karrig med oplysningerne

Sagen er samtidig betegnende for arbejdsgivernes stigende interesse for, hvad de ansatte foretager sig på sociale medier, pointerer Helene Rafn.

”Mange arbejdsgivere forventer, at medarbejderne er aktive på sociale medier, og kræver, at de opdaterer deres LinkedIn-profiler, når de forlader virksomheden. ”

Men hvad gør man så på LinkedIn og andre sociale medier, hvis man som de to energihandlere er på vej til et konkurrerende firma, men er omfattet af en konkurrenceklausul?

Anders Etgen Reitz vurderer, at man godt vil kunne skrive, at man stopper i firma A, uden at det vil give problemer. Tilføjer man derimod oplysninger om, at man er på vej til det konkurrerende firma B, og især om, hvad man skal lave hos B, risikerer man problemer.

”Medarbejdere bør generelt være varsomme med at opdatere sociale medier, før de er tiltrådt hos en ny arbejdsgiver, og særligt hvis de er omfattet af en kunde- eller konkurrenceklausul,” lyder anbefalingen fra Anders Etgen Reitz.

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet