Dansk støtte til Mellemøstens fanger

Luften er tung, og der lugter af sved og cigaretrøg. Mellem beskidte og fugtskjoldede vægge sidder fanger stuvet sammen ryg mod ryg i celler uden lys og ventilation. Tæpper og tynde madrasser gør det ud for senge på de rå betongulve. De 50-70 fanger i hver celle må klare sig med under én kvadratmeter per mand og deles om et enkelt primitivt toilet. Sådan ser virkeligheden ud for tusindvis af fanger i Libanons fængsler.

Ydmygende behandling, fysisk vold og brug af isolation er hverdag. Mange overgreb udøves af medfanger, så det kan være en risikabel affære at klage eller forsøge at stille nogen til ansvar.

Myndighederne har i flere fængsler helt overladt den interne styring og kontrol til de stærkeste fanger, der selv organiserer, hvem der skal på gårdtur eller straffes med en tur i isolation. I nogle fængsler kræver de stærke fanger ligefrem betaling for maden, og har man ingen penge, må man gøre sig fortjent til mad eller et sjældent bad på andre måder.

Uafhængige fængselsinpektioner

Det er sådanne forhold, den danske organisation Dignity – Dansk Institut mod Tortur – arbejder for at ændre.

”Vi har et særligt fokus på tortur, men kigger på alle forhold, der kan være umenneskelige eller nedværdigende. Hvis der er mange problemer omkring de helt basale forhold i et fængsel, er der større sandsynlighed for tilfælde af egentlige overgreb og tortur,” forklarer Therese Rytter, leder af Dignitys juridiske afdeling.

Hun deltager som ekspert og supervisor i et seminar i Libanon, hvor jurister, læger og journalister fra lokale organisationer i Mellemøsten og Nordafrika modtager træning i uafhængige fængsels-inspektioner. Seminaret er det femte i rækken arrangeret af Dignity og den libanesiske partnerorganisation Restart.

Dignity tog initiativ til projektet i forbindelse med det arabiske forår for at skabe en regional sammenslutning af menneskerettighedsorganisationer, der arbejder for at forhindre og forebygge tortur. Fokus er på at forbedre forholdene i regionens detentioner og fængsler. Projektet finansieres af danske skattekroner gennem Det Arabiske Initiativ.

”Ideen med projektet er at klæde lokale organisationer på, så de er i stand til at agere vagthunde i deres hjemlande. Vi træner deltagerne i at lave uafhængige inspektioner i fængsler og detentioner. Hvad er det vigtigt at kigge efter, og hvordan interviewer man fanger uden at udsætte dem for fare for efterfølgende overgreb? 
Vi giver dem konkrete værktøjer, de kan bruge i praksis, når de kommer hjem. Ligesom vi lærer dem om internationale minimums-standarder og rettigheder for fanger,” fortæller Therese Rytter.

Flygtninge behandles som kriminelle

I Libanon er presset på fængslerne eksploderet, efter borgerkrigen i Syrien brød ud. Flere end en million syrere er foreløbig flygtet over grænsen til Libanon, men kun omkring 70 procent af dem er registreret som flygtninge gennem FN. Resten bliver betragtet som illegale immigranter, hvilket er strafbart ifølge libanesisk lov.

”I Libanon bliver mange flygtende syrere anholdt og varetægtsfængslet, fordi de ikke har opholdstilladelse eller bliver taget med falske papirer. Og arrestanter sidder typisk varetægtsfængslet meget længere, end den endelige dom retfærdiggør, fordi retsvæsenet er overbebyrdet,” siger Therese Rytter.

I flere fængsler udgør varetægtsfængslede migranter næsten halvdelen af fangerne. Menneskerettighedsorganisationen ALEF vurderede i efteråret 2013, at omkring 6.000 syriske flygtninge sidder varetægtsfængslet i Libanon.

Fængselsmyndighederne skelner ikke mellem dømte, varetægtsfængslede og flygtninge. De sidder stuvet sammen i de samme celler uanset årsagen til fængslingen, hvilket er i strid med internationale konventioner.

Og ifølge Therese Rytter er flygtninge og migranter særligt udsatte i fængslerne.

”Vi fokuserer særligt på sårbare grupper, herunder flygtninge og migranter. De har ofte en dårligere retsbeskyttelse, kan ikke sproget og rangerer nederst i hierarkiet blandt fangerne. De får sjældent besøg og har ikke familie eller netværk, der kan hjælpe med fornødenheder eller bistå med at få deres sager igennem retssystemet.”

Selv flygtningefamilier med børn risikerer indespærring i detentionscentre i måneder og år. Og her er vilkårene ikke bedre end i fængslerne. I en tidligere parkeringskælder under en motorvejsbro i Beirut sidder omkring 500 udenlandske mænd, kvinder og børn i celler uden naturligt lys og ventilation. Nogle er flygtninge uden papirer, der venter på at få deres sag afgjort, mens andre har afsonet deres straf og venter på at blive sendt ud af landet.

Lobbyarbejde og fortalervirksomhed

Ud over at dokumentere vilkår i detentioner og fængsler arbejder Dignity og deres partnere i Mellemøsten også med lobbyarbejde over for parlamenter og regeringer. Målet er at ændre lovgivningen og få indført procedurer, der forebygger tortur og umenneskelig behandling.

”Automatisk varetægtsfængsling af sigtede for selv de mindste lovovertrædelser hører til dagens orden i Mellemøsten. Dette kan i sig selv være et ulovligt indgreb i retten til personlig frihed, og det kan ydermere lægge kimen til tortur og andre menneskerettighedskrænkelser. De automatiske fængslinger medfører overfyldte fængsler, hvilket let skaber spændinger mellem indsatte og mellem fanger og fængselspersonale. Hvis man vil forebygge umenneskelige forhold i fængsler, skal man starte med at sikre, at enhver frihedsberøvelse er nødvendig og lovlig,” siger Therese Rytter og forsætter:

”I flere lande i Mellemøsten samarbejder vi med retsvæsenet om at begrænse brugen af varetægtsfængsling. Vi rådgiver regeringer om, hvilke skridt de kan tage for at opfylde deres internationale forpligtelser til at bekæmpe tortur. Det kan spænde fra indførelse af basale retsgarantier i national lovgivning til dokumentation og efterforskning af tortur, så de ansvarlige kan retsforfølges.”

FN-konventioner

Libanon er et af de få lande i Mellemøsten, som både har underskrevet FN’s torturkonvention og den såkaldte OPCAT (tillægsprotokollen til FN’s torturkonvention, red.), der sikrer adgang for uafhængige inspektioner i detentioner og fængsler.

I flere andre lande i Mellemøsten er det ikke muligt for uafhængige observatører at få adgang til fængslerne. Menneskerettigheds-
organisationer må derfor nøjes med at interviewe tidligere fanger, advokater og øvrige vidner i forsøget på at dokumentere tortur og umenneskelig behandling.

”Vi forsøger gennem lobbyarbejde at få flere lande til at ratificere OPCAT og etablere nationale institutioner, der kan overvåge og forbedre fangers vilkår via dialog med regeringerne. 
Vi samarbejder meget med FN, der er en vigtig strategisk samarbejdspartner. De har større gennemslagskraft og mødes ofte med regeringsledere,” siger Therese Rytter.

Hun er ikke i tvivl om, at bekæmpelsen af tortur står helt centralt, hvis man ønsker at skabe et moderne retssamfund:

”Tortur er en bremseklods for sikring af demokrati og menneskerettigheder. Tortur er blevet kaldt the mother of all human rights 
violations. Så længe en stat udøver eller tolererer tortur, er folk tilbageholdende med at ytre sig, forsamle sig og deltage i det politiske liv. Stop for tortur er første skridt i at forbedre menneskerettighederne generelt,” fastslår Therese Rytter.

Dignity – Dansk Institut mod Tortur – er af Udenrigsministeriet valgt som strategisk partnerorganisation for Det Arabiske Initiativ. Gennem Det Arabiske Initiativ støtter Danmark overgangen til demokrati i Mellemøsten og Nordafrika (MENA). DIGNITY’s program ’Regional Forum for Detention Monitoring in MENA’ er finansieret af midler fra Udenrigsministeriet. Læs mere om projektet og Dignitys arbejde her: dignityinstitute.dk

Djøfbladet var inviteret til Libanon af DIGNITY.