Det er næppe hver dag, at en håndværker diskuterer politik på Københavns Universitet. Men denne aprilaften havde Morten Ryom, smed og formand for Erhvervsskolernes Elevorganisation, et budskab, han ville af med.
Der er noget galt med den måde, folketingspolitikerne træffer beslutninger på. Politikken hænger dårligt sammen med virkeligheden uden for Christiansborg, pointerede han iført sorte overalls og med engagerede armbevægelser.
”Tag sådan noget som tilbagetrækningsreformen. Min pensionsalder er 74, og indtil da kan jeg ikke få en krone. Men for en smed som mig er gennemsnitslevealderen lige omkring de 60.”
Morten Ryom var på universitetet, fordi han og tre andre var inviteret til debat. Under titlen Djøfokrati har en gruppe samfundsvidenskabelige studerende – med hjælp fra bl.a. tænketanken Cevea – arrangeret en debatrække om akademikernes og især djøfernes rolle i demokratiet.
Onsdag d. 9. april var Folketinget i fokus: Stadig flere pladser indtages af medlemmer med en akademisk baggrund. Tæt på to tredjedele har universitetsuddannelser, mens det blot gælder for omkring otte procent af befolkningen.
Udgangspunktet for debatten var, om den skævhed er skidt for demokratiet. Diskussionen kom dog til at handle mindst lige så meget om livserfaring.
Folketingsmedlem Özlem Cekic påpegede, at det er et problem, at både embedsmænd og politikere skriver og taler et sprog, folk ikke forstår.
”Men det største problem er, at så mange politikere ikke har været på arbejdsmarkedet,” sagde hun og gav arbejdsmiljøområdet som et eksempel: Når emnet har relativt lille interesse blandt politikerne, skyldes det, at de aldrig selv har prøvet at have brug for et bedre arbejdsmiljø.
Den eneste djøfer i panelet, udviklingschef Rune Baastrup fra Cevea, stillede sig også skeptisk over for sine fagfællers evne til at træffe politiske beslutninger, der er dækkende for alle dele af befolkningen.
”Djøfernes værktøjskasse skal udfordres mere. Vi skal huske, at vores perspektiv på verden ikke er objektivt eller uhildet.”
Men det er forkert at fokusere på, hvilken uddannelsesbaggrund politikerne har, lød modsvaret fra Bo Lidegaard, chefredaktør på Politiken, historiker og tidligere topembedsmand i flere ministerier. Han advarede mod at se djøferne som en modpart til såkaldt ’almindelige mennesker’. Det fører til ”en dæmonisering af folk med en bestemt uddannelsesbaggrund”, sagde han og fortsatte:
”Man bliver ikke et dårligere menneske af at have en akademisk uddannelse.”
Derfor ser Lidegaard heller ikke akademikernes dominans i Folketinget som et problem. Til gengæld var han enig med Özlem Cekic i, at erhvervserfaring er en mangelvare blandt politikerne.
”Men at hverken Helle Thorning-Schmidt, Lars Løkke Rasmussen eller Anders Fogh Rasmussen har haft et job uden for politik, har ikke noget at gøre med, at de er djøfere,” pointerede han.
Vil vi som befolkning have folketingsmedlemmer med en anden uddannelsesbaggrund, må vi stemme på nogle andre, lød det fra chefredaktøren.
Men det kræver selvsagt, at partierne rent faktisk opstiller kandidater med andre profiler. Og i de lokale afdelinger af partierne tæller en statskundskabseksamen ofte mere end erhvervserfaring, påpegede Cekic.
”Ude i partiforeningerne er formændene ikke længere faglærte. Der er ikke lige vilkår for at blive stillet op.”
Hvordan Folketinget bliver mere repræsentativt – hvad enten det gælder uddannelsesbaggrund eller erhvervserfaring – leverede debatten ingen endegyldige svar på. Men på tværs af panelet var der enighed om, at politikerne bør være mere bevidste om, hvad deres beslutninger betyder for alle dele af befolkningen.
Og en af vejene dertil kunne være at skabe større forståelse på tværs af faggrupper. Eksempelvis ved at invitere flere smede ind på universiteterne og flere djøfere ud til metalstøberierne, foreslog Morten Ryom afslutningsvis.
”Sådan nogle som mig skal ind og tale med sådan nogle som jer. Og sådan nogle som jer skal ud i praktik hos sådan nogle som mig.”
Ledige stillinger