Dansk uddannelseseksport er snæversynet

Uddannelse er ved at blive verdens største erhverv. I fremstormende lande som Kina, Indien og Vietnam venter millioner på at få en bedre uddannelse – på højt eller mellemniveau – som deres eget uddannelsessystem endnu ikke er udbygget til at kunne levere. For Danmark er dette en enestående chance. Vi har en viden og erfaring om pædagogik og menneskeudvikling – kreativitet, individualisme og holdsamarbejde i en god blanding – som måske ingen andre. Derfor kan vi bidrage til udvikling af en international talentmasse.”

Tidligere departementschef i Udenrigsministeriet og ambassadør i Singapore, Jørgen Ørstrøm Møller, lægger ikke fingrene imellem, når han skal beskrive de muligheder, der ligger for dansk uddannelseseksport til bl.a. Vietnam.

Ligesom en række andre spillere på banen, stiller han sig uforstående over for den politiske frygt, der eksisterer i Danmark for at gå aktivt og økonomisk ind i at tjene penge på eksport af danske uddannelser:

”Det er en enestående chance. Den eneste blokering er vores egen til dels snæversynede mentalitet, som siger, at uddannelsessystemet er til for danskere og dermed basta. Det bliver desværre også basta for udvikling af det danske samfund.”

Dansk undervisning
– amerikansk bevis

Nils Brock Copenhagen Business College har i flere år forsøgt at få godkendelse til at udstede et dansk eksamensbevis til de udenlandske institutioner, som der laves uddannelsessamarbejde med, men hidtil forgæves. Resultatet er, at de studerende på Vietnams Foreign Trade University, der er undervist efter danske pædagogiske principper og med brug af danske lærerkræfter, modtager et amerikansk eksamensbevis, fordi man har fået nej fra politisk hold i Danmark til at eksportere ungdomsuddannelser.

”Vi arbejder på en amerikansk akkreditering. Det betyder, at USA’s system fastholdes som det bedste i verden, og at Danmark går glip af, at man siger: 'Se her, hvad de danske uddannelser kan.' Det betyder også, at vi ikke tjener de penge, vi  kunne, på den viden, vi har. Holdningen er, at det er for besværligt at føre tilsyn i udlandet,” lyder det fra Anya Eskildsen, som er direktør for Nils Brock.

”Når lande som USA, Australien og Storbritannien tjener milliarder af dollars på eksport af uddannelse, hvorfor går Danmark så ikke aktivt ind på det marked?” spørger hun undrende.

Direktør for Mascot-fabrikkerne i Vietnam, Thomas Bo Pedersen, har kun lovord til overs for Niels Brocks arbejde i Vietnam:

”De har førertrøjen på her i Vietnam, men selvfølgelig har USA et større navn end Danmark, så hvis vi vil forære USA anerkendelse ved en dansk uddannelse, er det jo kun ærgerligt for os selv. Jeg fatter ikke, at man i Danmark ikke bare fjerner stenen på vejen.”

Åbenlyse fordele

Det er især handelsskolerne, som er interesseret i uddannelseseksport. De ønsker som Niels Brock en dansk akkreditering til at gennemføre uddannelser i udlandet. Politiske kredse har dog gennem årene været stærkt kritiske over for, at den danske uddannelsesverden involverer sig i denne type projekter. De er bange for, at kvaliteten daler på de danske uddannelsesinstitutioner, og at der bliver satset økonomisk, hvor det ikke er sikkert, at pengene kommer tilbage.

”Undervisningsministeren er nødt til at gå forsigtigt frem. Hun skal sikre, at de penge, der er afsat på Finansloven, kommer de danske uddannelsesinstitutioner til gode, sådan som formålet er defineret af Folketinget. Vi vil tromme en ekspertgruppe sammen af folk i landet, som vil være med til at undersøge, hvordan vi bedre kan udnytte mulighederne for at eksportere danske uddannelsesydelser,” fortæller Jørn Skovsgaard, chefkonsulent i Undervisningsministeriets internationale kontor, og fortsætter:

”Ministeriet har flere arbejder i gang. Nogle kigger på regelgrundlaget.  Andre kigger på forskellige former for businesscases – vi har bl.a. set på Australien, som har institutter, der systematisk går ud og laver markedsanalyser; men nu retter vi også blikket mod lande, der har de samme udfordringer som os med hensyn til sprog og systemstruktur som fx Schweiz, Tyskland og Finland.”

Ifølge Jørgen Ørstrøm Møller er der ikke så megen grund til at betænke sig. Det er bare med at komme i gang:

”Fordelene er åbenlyse. Vi kan tiltrække udenlandske studenter og lærerkræfter for derigennem at forhøje vidensniveauet og præstationsevnen for danskere. De udenlandske studenter betaler, og derigennem bidrager de til finansiering og udbygning af det danske uddannelsessystem. Endelig kan vi opbygge et globalt netværk og gennem kontakt til andre lande få adgang til et videnkompleks, som uden dette netværk ikke står til vor rådighed – men som vore konkurrenter har adgang til.”