Blaffer på arbejdet i en god sags tjeneste

Det var grænseoverskridende, da djøferen Morten Rüsz sidste sommer for første gang stod med tommelen i vejret i forsøget på at få et lift på arbejde. Han bor i Løgstrup ti kilometer fra Rådhuset i Viborg, hvor han arbejder som udviklingskonsulent.

”I starten synes jeg, det var lidt flovt og unormalt. Men sådan har jeg det slet ikke mere,” siger Morten Rüsz, der i dag blaffer på arbejdet mellem en og fire gange om ugen alt efter, om han har eksterne møder, hvor han skal bruge bilen, eller hvis han bliver nødt til at skulle omkring Bilka på vej hjem.

Et eksperiment

Det hele begyndte ellers kun som et socialt eksperiment. Sidste år vandt han Kommunaldirektørforeningens prisopgave, hvor han udfordrer den måde, vi taler om udviklingen af vores velfærdssamfund på. Han tager afsæt i sig selv og en længere sygdomsperiode. Han beskriver et møde med en medpatient, der på grund af epilepsi ikke selv må køre bil, når hun skal til kontrol i Aarhus og derfor bliver hentet af en taxa i Holstebro. Og så er det, han funderer over, hvor mange biler med én person der i samme tidsrum kører samme tur, og som i princippet kunne have haft hans medpatient med.

Samme tanke har han haft, når han morgen efter morgen har kørt i kø på landevejen mellem Løgstrup og Viborg ene mand i bilen og har kigget ind i den ene bil efter den anden med også kun én i vognen.

En god fidus

En sommermorgen sidste år, hvor han havde god tid, tog han sig sammen. Ud i vejkanten, tommelen i vejret. Anden bil stoppede. Og han var på arbejdet meget tidligere end beregnet.

Så var han i gang. Det var meget mere fleksibelt og hurtigere, end han havde regnet med.

”Bussen kører en eller to gange i timen herude, og kørselsordninger er fint, men med to små børn har jeg brug for at kunne tage af sted, når det passer mig,” siger Morten Rüsz.

En god sags tjeneste

Det med at blaffe gik jo overraskende godt. Men samvittigheden nagede ham. Han syntes, det var svært tage imod noget fra andre uden at give noget tilbage.

”Jeg forsøgte at tilbyde penge for turen, men det blev afslået, og det er jo heller ikke det, der driver folk til at stoppe. De er virkelig venlige og kører gerne en omvej for at sætte mig af ved rådhuset,” fortæller han.

Men man får også en masse god snak i løbet af ti kilometer med en fremmed chauffør, og da Morten Rüsz vendte sine skrupler med én af dem, fandt han frem til, at de penge, som han sparede i diesel, skulle gå til den lokale idrætsklub.

Et fælles projekt

Morten Rüsz fik også den tanke, at han måske kunne få andre i Løgstrup til at springe ud som blaffere og siden donere det sparede til lokalsamfundet. Han skrev et opslag på Løgstups opslagstavle på Facebook. Og i skrivende stund er de tre lokale, der blaffer på arbejdet. De kalder deres ’blaffer-klub’ for Flink, og for at skabe genkendelighed og for at give en form for tryghed for de venlige bilister, der tager dem op, har de fået grønne, laminerede skilte, hvor der står Viborg på den ene side og Løgstrup på den anden. Og rygtet om blaffer-klubben med de grønne skilte har spredt sig. Det er i hvert tilfælde ikke svært at få et lift – der går aldrig mere end ti minutter og for det meste ikke mere end et par minutter, før der er bid.

”Jeg er flere gange blevet taget op af nogen, der aldrig har taget blaffere op før, men de synes, det er et godt initiativ, som de gerne vil støtte – og så er de nysgerrige,” siger Morten Rüsz.

Et socialt projekt

Men der kan være mange forskellige bevæggrunde både for blafferne og de billister, de tager dem op. De kan gøre det for miljøets skyld, det kan være det sociale aspekt, eller det kan være støtten til idrætsforeningen, der trækker.

Det er sådan set ligegyldigt, hvad begrundelsen er, mener Morten Rüsz. Han gør det selv af alle de nævnte grunde og flere til.

”Jeg er ny i byen, og på den her måde lærer jeg en masse mennesker fra Løgstrup at kende. Og jeg får faktisk også input til mit job,” siger Morten Rüsz.

Et omkring-sig-gribende projekt

For nylig skulle han til et arrangement en fredag aften med Djøf-klubben inde i Viborg. Og hvorfor ikke prøve at blaffe derind. Frem med det grønne skilt.

”Jeg kom op at køre med det samme. Og da jeg skulle hjem klokken halv et om natten, stoppede den tredje bil. Det var et ægtepar, der kunne genkende det grønne skilt.”

Nu er det Morten Rüsz’ kongstanke, at flere mindre bysamfund tager idéen op.

”Jo flere der står med et grønt skilt, jo nemmere bliver det. Og der er mange andre byer i Danmark, hvor der kun kører en bus i timen, eller hvor der slet ikke kører nogen bus, og som måske også samtidig gerne vil gøre noget godt for lokalsamfundet.”