Knap hver anden af os har fleksible arbejdstider. Men det gælder særligt de højtuddannede - på godt og ondt. Gælder det også dig?
Mange djøfere hiver ofte den bærbare frem, når børnene er puttet. Og de stiller også gerne op til et aftenmøde og giver den en ekstra skalle, når der er ekstra pres på arbejdet. Til gengæld forventer de så også, at de kan få lov til at gå tidligt om onsdagen, fordi de skal til svømning med den mindste, eller at de kan møde senere en dag, fordi det blev lidt sent med teaterklubben aftenen før.
Danmark er nummer tre i Europa i fleksible arbejdstider, viser en ny rapport fra European Agency for Safety and Health Work ifølge arbejdsmiljoviden.dk. 44 procent af de ansatte på danske arbejdspladser benytter muligheden for at komme og gå på forskellige tidspunkter.
Men tallet er langt højere blandt djøferne, vurderer Anders Raastrup Kristensen, assistant professor og ph.d., Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på CBS. Han har lavet en ph.d.-afhandling og skrevet en bog om balancen mellem arbejdsliv og privatliv.
”De fleste djøfere vil sige: ’Jamen, det er da en menneskerettighed. Det er ikke noget, vi kan undvære, for det er det, der får vores liv til at hænge sammen’. Vi arbejder med vores hoveder, og det er jo meget fleksibelt. Vi kan i princippet være på arbejdet på alle tidspunkter og alle vegne. Og er det ofte. Men så bruger vi i den anden ende også fleksibiliteten til at balancere vores familieliv med.”
Helene Rafn, lønforhandlingschef i Djøf, er enig med Anders Raastrup Kristensen i, at de fleste djøfere ikke har faste møde- og gåtider og også i, at det er en forventning hos de fleste af dem. Men det er der også en rigtig god logik i, mener hun.
”Alle taber jo, hvis arbejdsgiveren holder strikt på, at arbejdstiden ligger fast mellem klokken ni og halv fem. For så får arbejdsgiveren ikke honoreret et behov for, at vi bliver og tager en forhandling en aften, og vi kan til gengæld ikke være med til morgenhygge i børnehaven.”
Langt de fleste arbejdsgivere er da også bevidste om fleksibiliteten som et redskab til at skabe loyale medarbejdere. Ifølge en undersøgelse, som den globale arbejdspladsudbyder Regus har gennemført blandt 20.000 topledere og virksomhedsejere i 95 lande, mener næsten tre ud af fire, at fleksible arbejdstider er et gode, der både er med til at fastholde og tiltrække medarbejdere. Undersøgelsen viser også, at lederne vurderer, at 62 procent af medarbejderne faktisk ville sige nej til et job, hvis ikke der er mulighed for selv at have indflydelse på møde- og gåtider.
Fleksibilitet er også et gode – eller sådan oplever vi det i hvert tilfælde. Men det er som sagt også et gode, der går i begge retninger, og faktisk er det ofte arbejdsgiveren, der vinder mest på de fleksible arbejdstider, mener både Helene Rafn og Anders Raastrup Kristensen.
”I langt de fleste tilfælde snyder vi os selv som medarbejdere. Vi er typisk meget retskafne og vil hellere tage for lidt og give for meget – bare vi får den fleksibilitet, som vi så gerne vil have,” siger Anders Raastrup Kristensen.
Men dét, at vi selv ser det som et gode, kan netop gøre, at fleksibiliteten bliver alt for meget i vores arbejdsgivers favør, advarer Anders Raastrup.
”Vi vil jo nødig miste den fleksibilitet, som vi er så glade for. Det er ikke noget alle har, derfor betragter vi det som et privilegie, og privilegier er noget, vi helst ikke vil diskutere med vores leder, for så kan vi jo miste dem. Derfor går vi helst heller ikke ind til chefen og diskuterer, hvor mange aftener det egentlig er rimeligt, at vi skal arbejde.”
Helene Rafn understreger dog, at fleksibiliteten selvfølgelig skal gå begge veje. Det er ikke kun virksomhedens behov, der skal tilgodeses. Så den snak bliver vi nødt til at tage.
”For selv om vi ofte har ansættelseskontrakter, der ser ens ud, kan de dække over store forskelle i realiteternes verden. Derfor er det vigtigt at afstemmer forventningerne med vores arbejdsgiver eller kommende arbejdsgiver, hvis vi står for at skulle skifte job.
Ledige stillinger