Eurozonens økonomiske beredskabsplan skudt ned

I september 2012 annoncerede den europæiske centralbank (ECB) det såkaldte OMT program (Outright Monetary Transactions, red.). Det lovede ubegrænsede opkøb af statsobligationer, hvis et eller flere medlemmer af Eurozonen skulle komme i så alvorlige
problemer på statsobligationsmarkederne, at det kunne true prisstabiliteten i eurozonen og i værste fald selve euroens overlevelse. OMT programmet har endnu ikke været i brug, men alene det at ECB forpligtede sig på denne måde, fik med forbløffende hastighed de meget høje renter på bl.a. spansk og italiensk statsgæld til at falde. En farlig situation med stigende renter på statsgæld i flere af eurozonens lande – som i yderste konsekvens truede med at vælte euroen – var afviklet, nærmest fra den ene dag til den anden.

I Tyskland var OMT programmet langt fra populært. Løftet om potentielt ubegrænsede opkøb af stats-
obligationer var betinget af strenge budget- og strukturreformer, men det ændrede ikke ved grundholdningen blandt tyskerne. Programmet ville betyde, at tyske skatteydere ville komme til at betale for uansvarlig økonomisk politik og lemfældige offentlige finanser i særligt de sydeuropæiske lande. På den baggrund blev OMT programmet indstævnet for den tyske forfatningsdomstol stort set samme dag, som det blev lanceret af ECB. Jens Weidmann, chefen for den tyske Bundesbank, var en ledende kritiker af OMT programmet, men der var hele 35.000 medunderskrivere, da sagen blev indstævnet.

Forfatningsstridig beredskabsplan

I starten af februar måned afsagde den tyske forfatningsdomstol sin dom: OMT programmet strider imod den tyske forfatning, går langt uden for ECBs mandat, bryder med statslig suverænitet, og omgår forbuddet mod monetær finansiering af offentlig gæld. Professor Marcel Fratzscher, leder af det tyske forskningsinstitut, DIW Berlin, konkluderede umiddelbart efter dommen: OMT programmet er dødt i enhver praktisk henseende.

Trods den klare afgørelse har der været en del usikkerhed efterfølgende. Den tyske forfatningsdomstol gjorde nemlig det, at den bad EU-domstolen om at belyse en række forhold yderligere. Nogle iagttagere har fortolket dette som udtryk for pragmatisme. Nok var det vigtigt for den tyske forfatningsdomstol at gøre sin principielle stillingtagen så tydelig som mulig, men lige så afgørende var det at undgå for alvor at spænde ben for Den Europæiske Centralbank og skabe panik i eurozonen. Og derfor ’overgav’ man sagen til EU-domstolen.

Ledende iagttagere anfører, at den læsning er en meget alvorlig fejltagelse, hvor udbredt den end er. Euroskeptikerne fejrer allerede sejren, ikke mindst i Tyskland, forklarer kommentator på Financial Times Wolfgang Münchau. Hvor tidligere afgørelser i den tyske forfatningsdomstol om sager vedrørende euroen altid har været en juridisk version af ”Ja, men..”, så var dommen denne gang et rungende ”Nej, nej, nej” – uanset om man har bedt EU-domstolen belyse en række forhold yderligere. Det, den tyske forfatningsdomstol har bedt EU-domstolen om, er en juridisk vurdering, fra et euro-
pæisk perspektiv, af de ting, de tyske dommere har fundet mest problematiske: Finder EU-domstolen, at OMT er i strid med ECBs mandat? Er det efter EU-domstolens opfattelse nødvendigt, som minimum, at ændre OMT programmet, så der ikke kan være tale om ”ubegrænsede” opkøb af statsobligationer? Og mener EU-domstolen virkelig, at OMT programmet hverken er en form for monetær finansiering af statsgæld (og dermed i strid med EU-traktaterne) eller underminerer medlemslandenes nationale suverænitet?

Konstitutionel krise

Dette er på ingen måde et udtryk for, at den tyske forfatningsdomstol har lagt sig på ryggen og overgivet sig til EU-domstolen og den ubønhørlige logik om at gøre ”whatever it takes” for at redde euroen. Tværtimod mener Wolfgang Münchau, at det er en alvorlig udfordring af eurozonen. Og hverken ECB eller EU-medlemslande med alvorlige statsgældsproblemer kan automatisk ånde lettet op, hvis EU-domstolen frifinder OMT programmet. Tværtimod vil dette skabe en konstitutionel krise, hvor EU-lov står i direkte modstrid med den tyske forfatning, og det er naivt at tro, at tyskerne vil lade det passere i velvillighedens navn.

Marcel Fratzscher er enig i den udlægning. Han understreger desuden, at dommen rækker langt videre end selve OMT programmet. I dommen anføres det, at OMT programmet kun kan være lovligt, hvis det undgår enhver ”indblanding i den fri prisdannelse på markederne”. Problemet er, at hvis det princip bliver lagt til grund, så vil stort set alle ECBs interventioner med et slag være ulovlige. For Fratzscher er den del af domsafgørelsen langt det mest alvorlige og foruroligende slag for Europas fremtid.

Uagtet uenigheden om, hvordan det skal fortolkes, at den tyske forfatningsdomstol har bedt EU-domstolen tage sagen op, er de fleste enige om, at OMT programmet er sat ud af spillet, indtil EU-domstolen har udtalt sig, hvilket forventes at ligge mindst et år ude i tiden. Hvad sker der, hvis et af eurozonens medlemslande i den mellemliggende periode får alvorlige problemer med statsgælden, hvis renten på et medlemslands statsobligationer på ny stiger markant med potentielt underminerende effekt på eurozonen? Vil ECB så kunne trodse den tyske forfatningsdomstol (og den tyske Bundesbank) og give sig i kast med ubegrænsede støtteopkøb? Det er svært at forestille sig dét scenarie. Men alternativet – at ECB i en sådan situation ikke griber ind – er om muligt endnu sværere at forestille sig. Det er derfor, situationen er så foruroligende. Kan eurozonen klare skærene uden en beredskabsplan, der har bred opbakning i kredsen af medlemslande?