Gruppeorienteret mentorskab

Danmark sukker efter vækst, innovation og iværksætteri. I Vestsjælland kører djøferen Thomas Hørdam en mentor-model, som bringer erfarne, lokale erhvervsfolk i stimulerende nærkontakt med iværksættere.

Selve mentorbegrebet er det klassiske: Et fortroligt rum mellem to ligeværdige parter, den mere erfarne og den mindre erfarne. Det anderledes er, at hele processen er gruppeorienteret. Mentorerne arbejder sammen som gruppe, og mentees skal tilbage i mentorgruppen og præsentere deres fremdrift.

Thomas Hørdam, som er embedsmand med titel af konsulent i Slagelse Kommunes Center for Plan og Erhvervsudvikling, har arbejdet med metoden først i fire år i Ringsted Kommune og nu i Slagelse.

Han fik idéen til metoden, da hans daværende chef bad ham om at etablere en mentorordning for Ringsted Kommunes iværksættere.

Amerikanerne er de helt store på iværksætteri, og på et tidspunkt fik han overtalt sin chef til at få lov til at tage på en konference i USA hos National Business Incubation Association, NBIA. En af aftenerne mødte han folkene fra NBIA’s bestyrelse i elevatoren. De inviterede ham med ud at spise og spidsede ører, da han fortalte om sin egen metode med iværksættere hjemme i Ringsted.

Og nu vil amerikanerne gerne lære af ham. I april holdt han oplæg på NBIA´s konference i Boston, og kort tid efter mailede Canadian Association of Business Incubation, så dér var han ovre med sine power points i oktober, og til maj skal han til New Orleans.

Én ad gangen ind for panelet

Vækstfabrikken i Slagelse, som er et iværksætterhus, lægger lokaler til, når Thomas Hørdam sætter mentorer og mentees stævne.

Metoden går ud på, at man først finder de rigtige mentorer, sætter dem sammen i grupper på seks og træner dem: De skal lære at lytte, spørge og reflektere.

Så screener man de potentielle mentees og sikrer sig, at de er klar.

Derpå mødes mentorgruppen i samlet flok med de potentielle mentees én ad gangen. Bagefter afgør mentorerne selv bag lukket dør hvem af dem, der skal være mentor for hvilke mentees. Hver menteee får ikke én, men to mentorer.

Undervejs, mens mentorsamtalerne kører, mødes mentorerne til fælles statusmøde en gang om måneden. Efter de første seks måneder gøres der så fælles status: Menteesene præsenterer – igen én ad gangen – deres fremdrift for hele mentorgruppen.

”Styrken er den fælles erfaringsudveksling undervejs. Mentorer og mentees kommer til at udgøre et fagligt miljø med en fælles vision,” forklarer Thomas Hørdam.

”Det er attraktivt for mine mentorer, der typisk er +60-årige erhvervsfolk, for det er dem, som har modenheden, erfaringen og tålmodigheden til at arbejde på den her måde. De bliver et sammentømret hold.”

Mentees får tilsvarende mange blikke på sig. De lærer af at skulle fortælle om deres produkt, så andre kan se og mærke det for sig.

Samtidig er der stadig det fortrolige rum, når mentee mødes med sine to mentorer bag lukket dør.

”Så øser de ud med deres problemer med banken og hustruen, der synes, de arbejder for meget.”

Nyuddannede djøfere kunne også være mentorer

Når Thomas Hørdam screener potentielle mentees, kigger han mere på personen end på forretningsidéen.

”Det vigtige er, om personen er i stand til at udvikle sig. Om han eller hun kan tage det ind, som mentorerne giver, og omsætte det i praksis.”

Men det er stadig klassisk mentoring, ikke rådgivning, understreger han.

Netop derfor er det mentorerne, som vælger mentee – og ikke omvendt. For ellers vil en it-iværksætter vælge en mentor med en it-virksomhed, og det er netop ikke pointen.

Man skal have næsen op af sin egen plovfure, og det får man ikke af en mentor, som er for langt inde i samme faglighed som én selv. Man skal stilles nogle forstyrrende spørgsmål.

Metoden kan bruges til alle mulige andre end iværksættere, mener Thomas Hørdam. Han har fx trænet frivillige til at være mentorer for socialt udsatte unge.

Konceptet kunne også sagtens bruges til nyuddannede djøfere uden job, hvis man vendte rollerne på hovedet og gav dem en træning som mentorer.

”Iværksættere og små virksomhedsledere er dybt koncentrerede om lige deres eget produkt. De unge djøfere har et kreativt, analytisk blik, hvor de ser tingene udefra. Så hvis de fik den rigtige træning i at stille spørgsmål, kunne man sagtens kalde de små virksomheder ind og lade djøferne stille spørgsmål til dem. På den måde kunne djøferne så måske skabe deres eget job i virksomheden.”

Drop vaneforestillingen om dyre konsulentrapporter

Djøfbladet har læst den evaluering, som Thomas Hørdam fik af tilhørerne på konferencen i Boston i foråret, og den er god, skal vi hilse og sige.

Men hvad er det, som amerikanerne kan lære af en lille dansker?

”Jeg tror, de betragter os skandinavere som kreative og simple på samme tid. Vi kan noget med enkelhed, som de ikke kan. Du skal fx udfylde et skema på 50 sider, hvis du som amerikansk iværksætter vil ind og bo i et iværksætterhus svarende til det her i Slagelse, hvor vi bare har en samtale. Amerikanerne er vilde med den skandinaviske enkelhed.”

Hvis nu Thomas havde alle de penge og al den tid, han kunne drømme om, hvad ville han så allerhelst?

”Jeg ville rejse USA tyndt og undervise i den her metode. Der er bare så meget brug for det derovre.”

Og hvad er drømmen, hvis det er her i Danmark?

”Det er, at den frivillige indsats i mentorprogrammet, hvor vi hjælper hinanden og dermed samfundet, bliver meget mere udbredt i Danmark, også på mange andre områder. Vi har brug for det til at løse de udfordringer, vi står overfor, og potentialet er der.”

Han tilføjer:

”Vi har en eller anden vaneforestilling om, at der skal nogle dyre konsulenter og tykke rapporter til hver gang, der skal laves noget som helst. Dét her, hvor mentorer og iværksætterne bliver bragt sammen, koster stort set ikke den offentlige sektor noget.”