Få eksperter i Danmark deler vandene som EU-professor Marlene Wind. Hun står kompromisløst på mål for sine pro-europæiske holdninger og vil hellere leve med skudsmål som udansk og antidemokratisk end lade sig tie ihjel.
Antidemokrat, elitær, fuldstændig færdig, udansk, farligere end Al-Qaeda, bunden af overklassen, halv-Wind og et broddent kar. Listen over de lidet flatterende øgenavne, som EU-professor Marlene Wind er blevet kaldt, er lang.
Det samme er dog også rækken af hæderkroninger og rosende omtaler. I 2009 fik hun Europas Kvinders Pris som en af Danmarks bedste Europaformidlere. I 2010 var det Columbusprisen for sine saglige argumenter i EU-debatten. I 2011 indstillede Samfundsvidenskabeligt Fakultet hende til Videnskabsministeriets Formidlingspris, og i 2012 modtog hun som den første Tøger Seidenfaden Prisen for sit mod og utrættelige formidling af viden om det europæiske samarbejde. Dertil kommer et par støttegrupper på Facebook med flere tusinde medlemmer.
Meningerne om Danmarks mest brugte EU-ekspert spænder milevidt, og ikke ret mange professorer i landet deler vandene som hun.
”Det er da aldrig rart at blive kaldt en masse ikke særligt rosende øgenavne. Men jeg er vist ved at vænne mig til, at mit lod i livet er at være pigeonholed (sat i bås, red.) og stemplet. Og skulle jeg vælge, vil jeg hellere risikere at blive udskældt for mine holdninger end slet ikke udtale mig overhovedet,” siger Marlene Wind, der har inviteret inden for på kontoret i det gamle Kommunehospital i Øster Farimagsgade, der nu er omdannet til Statskundskabs hovedkvarter på Købenavns Universitet. Her er hun leder af Center for Europæisk Politik og professor i statskundskab med særligt fokus på samspillet mellem EU-ret og politik.
For Marlene Wind har det at ytre sig og være i opposition været en fast bestanddel af livet, så længe hun kan huske. I barndomshjemmet uden for Århus var der diskussion fra morgen til aften, og man måtte gå sig en tur i skoven, hvis man blev træt af at debattere.
Omdrejningspunktet var faren, Dr. theol. H.C. Wind, der med hendes egne ord var en regulær drillepind og utrættelig diskussionsmager. Han elskede at lægge de størst mulige politiske spørgsmål op til debat og altid holde sig i opposition til resten af familien, som, ud over Marlene Wind, bestod af to brødre og moren, der var højskolelærer.
”Det, der gav point i mit barndomshjem, var at kunne diskutere, forsvare sine holdninger og give igen. Det handlede meget om at vinde min fars gunst, og jeg var nok den, der elskede diskussionerne med ham over opvasken allermest,” fortæller Marlene Wind.
Diskussionslysten og engagementet i store politiske spørgsmål kom altså allerede ind med modermælken. Studievalget faldt ikke overraskende på statskundskab, da hun startede sin akademiske løbebane i slutningen af 1980’erne på Århus Universitet, efterfulgt af først et Ph.D.-studie i Firenze, et studieophold i Massachusetts i USA og en stagiereansættelse i Bruxelles. Tilbage i Danmark var første job på Dansk Udenrigspolitisk Institut, så en ansættelse som først adjunkt, senere lektor og siden professor på Statskundskab ved KU. Og siden sommeren 2012 er der føjet endnu en professortitel på CV´et, nemlig ved Juridisk Fakultet på Oslo Universitet.
At den røde tråd igennem karrieren har været EU og især de retlige spørgsmål ved det europæiske fællesskab, tilskriver Marlene Wind dog mere et tilfælde.
”Jeg har altid været optaget af international politik, men at det blev EU, var nok fordi jeg læste i USA, da muren faldt. Det skabte en kæmpe interesse for Europa på den anden side af Atlanten, som klart smittede af på mig. Jeg sad udenfor og kiggede ind på et skelsættende tidspunkt i EU’s historie, og det fik det til at gå op for mig, hvor unikt et juridisk fundament EU bygger på i forhold til al andet internationalt samarbejde,” siger Marlene Wind,
”For i modsætning til alle andre folkeretligt baserede samarbejder, vi er med i, er EU det eneste, der for alvor er retligt bindende. EU’s grundlæggere vidste fra starten, at de ikke ville et samarbejde, hvor landene selv skulle kunne pille rosinerne ud af kagen. Det var et enten eller, også selvom det i praksis kom til at udfordre nationalstaternes selvstændighed. At landene accepterede det, og at EU’s både store som små lande er lige for loven, har altid fascineret mig, og gør det stadig,” siger Marlene Wind, og man er ikke i tvivl.
For vi er bare få minutter inde i interviewet, og begreber som nationalstatsfølelse, folkeret, suverænitetsafgivelse og internationale ratifikationer er allerede føget tværs over bordet imellem os flere gange, og både Marlene Wind og djøfbladets udsendte har for længst fået farve i kinderne. Wind fordi hendes optagethed i de emner, hun taler om, tydeligvis er så stor, at selv hendes fysik afslører det. Og for interviewerens vedkommende, fordi man ikke kan undgå at blive forpustet, hvis man skal holde trit med EU-professorens lixtal.
Men Marlene Wind er også et holdningsmenneske. Hun er en inderlig fortaler for det EU, danskerne stort set er lige så lunkne overfor, som da vi meldte os ind i EF i 1973. Og det fik hende til for en årrække siden at stille forskningen skarpt på, hvorfor danskerne efter 40 år bliver ved med at tvivle på et fællesskab, der i hendes egne øjne kun bliver mere fordelagtigt for hver dag, der er gået.
”Min tese er, at danskernes vedvarende EU-modstand bunder i vores demokratiske tradition og historie. En som vi deler med resten af Norden, men som er meget forskellig fra den demokratiske konstruktion i de øvrige europæiske lande,” fortæller hun.
Hvor Danmark har en såkaldt flertalsdemokratisk tradition, der hviler på en opfattelse af, at en beslutning taget af et flertal i Folketinget er det mest demokratiske, så mener de fleste andre - også EU – snarere, at demokrati handler om at balancere magtens tre grene og beskytte borgernes individuelle rettigheder. Det indebærer en mere reel tredeling af magten og giver domstolene mulighed for at omstøde parlamenternes beslutninger for at sikre netop de rettigheder.
”Men i Danmark mener vi, at den øverste demokratiske institution er og bliver Folketinget, og at ingen instans bør være over eller ved siden af, som Hørup engang sagde. Og derfor bliver mange danskere provokeret ved tanken om en stærk EU-domstol, fordi den virker udemokratisk. Også selvom domstolens rolle rent faktisk er at sikre, at alle er lige for loven, og i mine øjne snarere styrker demokratiet end forringer det,” siger Marlene Wind.
Hun ved, at hun i mange danske kredse bliver betragtet som både udansk og udemokratisk, fordi hun netop advarer mod det uindskrænkede flertalsdemokrati.
”Det er utroligt vanskeligt at kommunikere nuancer om EU i Danmark, og har man en EU-positiv indstilling, opfattes man som totalt ukritisk over for projektet. Men jeg har altid været kritisk over for tåbelige EU politikker, men det bliver der ikke rigtigt lagt mærke til. Og derfor er jeg ved at vænne mig til, at mine udtalelser og analyser af EU-politikken nærmest per automatik udløser øretæver i Danmark,” siger Marlene Wind, som helt aktuelt også er trådt ind i bestyrelsen for den nye tænketank Europa, der netop skal sætte gang i en mere nuanceret EU-debat i Danmark.
Hun fortæller om, hvordan hun fx kan modtage hademails og vrede læserbreve i dagens aviser, når hun forklarer offentligt, hvordan EU’s indre markeds regler fungerer. Men også om de mere højlydte øretæver i det offentlige rum. For eksempel fra Politikens kulturredaktør Rune Lykkeberg i bogen Alle har ret – Demokrati som princip og problem, hvori han udpeger Marlene Wind til præmieeksemplet på alt det, han ikke kan lide, og kalder hende for både elitær og antidemokrat og i den efterfølgende debat for farligere for demokratiet end Al-Qaeda. Blandt andet på grund af Winds forsvar for EU-domstolen.
”Kritikken kan jeg sådan set godt klare, men jeg synes alligevel, at den er lidt uhyggelig. For den vidner om, at man i Danmark ikke både kan være for Europa og for Danmark. Det er et enten eller. Og det betyder, at jeg må leve med at blive betragtet som en slags kætter, fordi det per definition er udansk at have det synspunkt, at EU er en god ting,” siger hun.
Så Marlene Wind kan altså godt tage mosten. Det er netop den evne, hun har fået med sig i vuggegave. Og af samme grund ligger EU-professoren hverken søvnløs om natten over Lykkebergs øgenavne, læserbreve i dagbladenes spalter eller hademails i in-boksen.
Og alligevel erkender hun, at kritikken én gang er endt med at blive voldsommere, end hun selv har brudt sig om.
Nemlig da hun i 2011 ragede uklar med den daværende regering efter på TV at have udtalt sig kritisk om planen om at genopstille de gamle grænsebomme. Marlene Wind kaldte beslutningen i strid med EU’s regler og kaldte det, regeringen gjorde, for at appellere til den laveste fællesnævner og danskernes indre svinehund.
Det fik i første omgang Søren Pind og Pia Kjærsgaard til at lange kraftigt ud efter EU-professoren og kalde hende for både Marlene halv-Wind og fuldstændig færdig som ekspert i medierne. De mente, at hun havde politiseret for meget og var gået over stregen i forhold til sin rolle som forsker. Selv erkendte Marlene Wind, at hendes ordvalg måske havde været en anelse for kækt, men fastholdt sit synspunkt. Hun var blevet bedt om sin vurdering, og den havde hun givet.
”Jeg blev først virkelig chokeret. Jeg blev bedt om min vurdering, for på det tidspunkt var det jo bare en vurderingssag. Og jeg var helt sikker på, at der var højt nok til loftet i det ytringsfrihedselskende Danmark til, at en forsker kan kalde en spade for en spade, når en regering så åbenlyst kvajer sig. Men så brød helvede løs,” siger hun, som i dag er sikker på, at regeringen langede så voldsomt ud efter hende, fordi de vidste, at de havde begået en brøler og derfor prøvede at aflede opmærksomheden.
”Selvom det var voldsomt, så tog jeg det egentlig ret afslappet de første dage. For reaktionerne kom jo fra begge fronter. På den ene side væltede det ind med støttemails og opbakning lige fra lastbilschauffører i Padborg til selv højrefløjpolitikere, der var dybt forargede over regeringens studehandel med DF, mens der også kom en reaktion, der føltes som om, jeg skulle skydes i nakken,” fortæller hun.
Men da en advokat et par dage inde i mediestormen så søgte aktindsigt i hendes personalemappe på Københavns Universitet, gik det for tæt på. Og efter et godt råd fra en medievant ven besluttede hun at trække sig helt fra offentligheden i en periode, der endte med at blive til seks måneder.
”Det var selvfølgelig enormt svært at tie stille. For diskussionen om mine udtalelser fortsatte jo uden mig. Jeg havde da klart brug for at kunne forsvare mig. For selvom jeg fik stor opbakning, mens det hele rasede, også fra mange prominente støtter, kom det meste på privat plan,” siger Marlene Wind, som året efter til gengæld fik et ordentligt offentligt rygstød fra Politikens Hus.
Her modtog hun som den første Tøger Seidenfaden Prisen for sin utrættelige formidling af viden om Danmarks rolle i det europæiske samarbejde og for samtidig at turde gå imod tidsånd og politikere i sin afdækning af, hvorledes Europa ser ud i dag.
”Den pris var jeg uendelig glad for, og den havde stor symbolsk værdi for mig. Først og fremmest var det ærefuldt at modtage den som den første, men for mig personligt gav det en oprejsning, som jeg må erkende, at jeg alligevel har haft brug for. For på trods af, at jeg aldrig tvivlede i mit synspunkt, havde nogen jo i offentligheden forsøgt at så tvivl om min rolle som uafhængig ekspert. Så da den pris kom, følte jeg, at jeg igen helt og holdent kunne rette ryggen op,” siger Marlene Wind.
Siden er hun for længst vendt tilbage i medierne som ivrig EU-debattør og har igen indtaget posten som landets mest anvendte EU ekspert. Og alligevel erkender Marlene Wind, at det er en rolle, hun i dag indtager med lidt større forsigtighed end tidligere.
”Jeg er nok mindre naiv i dag end dengang. For jeg har set, at den politiske virkelighed kan være enormt barsk. Vi har åbenbart ikke den totale ytringsfrihed her i landet, som jeg tidligere troede. For siger man magthaverne imod et sted, hvor det gør for ondt, kan der være politiske spillere, der har så stor interesse i at ødelægge dit renommé, at de er fuldstændig ligeglade med, hvad det kommer til at koste dig som person,” siger Marlene Wind.
”Så jo, jeg er da blevet klogere på det politiske spil, men mine synspunkter er intakte, og jeg vil altid have behov for at ytre mig. Det instinkt kan jeg ikke tæmme. Også selvom det har en pris. Hellere være en udskældt professor i et elfenbenstårn, end at gå på kompromis med mine holdninger,” slutter EU-professoren.
Ledige stillinger
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER