Tiden er inde til et nyt serviceeftersyn af samspillet mellem politikere og embedsmænd og embedsmændenes arbejdsvilkår.
Det forslag bringer Djøf nu ind i den rødglødende debat i kølvandet på de seneste måneders politiske skandalesager: Er topembedsmændene blevet gift med deres ministre? Presser de mediepressede ministre dem på neutraliteten? Sættes de i en klemme mellem faglighed og loyalitet? Og var det ikke meget bedre, hvis vi fik politisk udnævnte embedsmænd tæt på ministeren, så de neutrale topembedsmænd kunne holde sig til det neutrale?
Forholdet mellem det faste embedsværk og politikerne blev senest undersøgt selvstændigt i en betænkning fra 2004. Nu vil Djøf gerne have et nyt eftersyn.
Vilkårene for arbejdet i centraladministrationen har ændret sig voldsomt i de senere år. Antallet af opgaver stiger, kravet til hastigheden er øget, og mediernes pres er konstant og voldsomt, lyder det fra formanden for Djøfs Offentlige Chefer, Henning Thiesen.
Er det ikke en syltekrukke, som skal lukke debatten, om vi skal have flere politisk udpegede embedsmænd?
”Nej. Det tjener både samfundet og demokratiet, hvis vi analyserer tingene, inden man begynder at kræve indgribende ændringer af den måde, det politiske maskinrum fungerer på,” siger han.
Lars Qvistgaard, som er formand for fuldmægtigene og konsulenterne, siger, at der er brug for en status over tingenes tilstand anno 2014.
”Det er vigtigt med en opdatering, så vi får et fornyet grundlag for dialogen om forpligtelserne ministre og embedsmænd imellem og de dilemmaer, der er.”
Han ser gerne, at også det stigende tempo i det politiske liv bliver belyst i sammenhæng med bemandingen.
”Vi har set store nedskæringer på det administrative område. Men kravet til at levere og til nulfejls-arbejde falder ikke.”
Tag alene § 20-spørgmålene, som er de spørgsmål, hvor fristen for besvarelse blot er seks dage uanset kompleksitet. I sidste folketingssamling var det samlede antal spørgsmål 10.500. I denne er vi allerede oppe over 7.000, siger han.
”Det er voldsomt.”
Bo Smith, departementschef i Beskæftigelsesministeriet 1998-2013, i dag ESS-chefforhandler for Forskningsministeriet, kalder Djøfs initiativ en overvejelse værd.
”Forholdet mellem embedsmænd og politikere skal fungere sådan, at der er tillid til, at grundlæggende normer og principper overholdes i vores system. Når konkrete sager som nu sætter spørgsmålstegn ved dét, kan det med det rigtige fokus være en god ide igen at bede nogen om at se nærmere på systemet.”
Selv sad han i 1993 med i en faglig-etisk arbejdsgruppe kaldet Nordskov-udvalget, som Djøf nedsatte i kølvandet på Tamil-sagen. Han sad også i et regeringsnedsat udvalg, som i 1998 skrev den første egentlige betænkning om forholdet mellem embedsmænd og politikere. Siden er fulgt flere.
”Al den viden bør indgå i et nyt arbejde.”
Men trods de mange betænkninger viser debatten, at der fortsat er et ukendskab til, hvordan systemet faktisk fungerer, og at der trives en del vrangforestillinger om det, siger Bo Smith.
”Så hvis Djøfs forslag kan bidrage til at afmytologisere, hvad der foregår på Slotsholmen, vil det i sig selv være værdifuldt.”
Professor emeritus Jørgen Grønnegaard Christensen er også veteran i at udrede forholdet mellem embedsmænd og politikere.
”Jeg er i tvivl, om man kan nå meget væsentligt videre i at beskrive, hvad problemerne er, og hvad udviklingen indebærer, end i de betænkninger, der allerede ligger,” lyder det fra ham.
Han er decideret skeptisk, hvis man har en forestilling om at kunne opstille flere retningslinjer end nu for samspillet mellem embedsværk og politikere.
”Så risikerer man enten at lægge frygtelig mange bånd på måden, arbejdet skal tilrettelægges på. Eller man bliver nødt til at opstille så mange nødvendige afvigelser eller undtagelser, at det ikke rigtigt bliver noget værd.”
Til gengæld bør der ryddes op i sludderet om, at politiske embedsmænd vil give færre fejl. Det er omvendt, fordi de i sagens natur kun tænker politisk, fastslår han.
”Men uanset om det så ender med, at ministrene får flere politisk udpegede omkring sig, vil ministre altid have brug for råd fra de faste topembedsmænd i politiske sager. Så du kan aldrig fjerne gråzonen.”
Advokat Lars Svenning Andersen, som sad med i udvalget bag den første betænkning fra 1998, har været bisidder for en række topembedsmænd i tjenestemandssager og kommissionsundersøgelser, senest Peter Loft, og har stået for flere advokatundersøgelser af problemsager i ministerierne.
Han støtter Djøfs forslag.
”De usædvanligt mange sager, der har været i de sidste mange måneder, begrunder, at man bliver nødt til at se på det,” siger han.
”Der er tilsyneladende sket en forskydning i den øverste ledelses rådgivning af ministrene, som gør, at det er ganske svært at balancere mellem den loyale, men objektive og neutrale embedsmand og så rådgivningen i ministrenes politiske anliggender.”
Spørgsmålet er, om topchefernes involvering i den politiske rådgivning efterhånden er blevet så krævende, at det går ud over embedsmandsrollen med at lede ministeriet som organisation. Plus at det gør topembedsmandens liv farligt, siger han.
”Når embedsmænd er meget tæt på den politiske rådgivning, øges risikoen for, at de bliver beskyldt for at politisere.”
Lars Svenning Andersen tror ikke, at dilemmaet skal løses ved, at ministeren stiller med sit eget hold af politiske embedsmænd.
”Personligt tror jeg, at Danmark er for lille til den model. Men der er indikationer på nogle systemfejl i balancen mellem departementschefer, spindoktorer og ministre, som vi må se på.”
Professor Peter Munk Christiansen, Aarhus Universitet, er i gang med et forskningsprojekt, hvor han sammen med svenske forskere sammenligner det danske og det svenske system.
Han bakker op om Djøfs forslag, for man kan ikke ordinere en kur, før en rigtig diagnose er stillet.
”Der er tilsyneladende en fornemmelse af, at der er sket en øget politisering af topembedsværket. Eksempelvis ved at information fra ministerierne bliver mere og mere pudset af i forhold til ministerens projekt.”
Men der gives ikke simple svar, som nogle tror, understreger han.
Heller ikke at gøre som svenskerne, hvor ministrene tager deres eget hold med ind, og hvor nogle af de øverste embedsmænd er politisk rekrutteret. Den model har sine fordele. Men man skal bare ikke tro, at det er dén kur, som gør, at så står det faste embedsværk tilbage med rene, hvide, upolitiske hænder og total rolleklarhed. Også i det svenske system siver der en større politisering ned gennem embedsværket end før, fastslår Peter Munk Christiansen og hiver et resultat fra sin dansk-svenske undersøgelse frem.
”Ti procent af den svenske centraladministrations chefer blandt det faste embedsværk oplever ofte situationer, hvor de gældende regler giver problemer for ministerrådgivningen. I Danmark er det kun tre procent.”
Ledige stillinger