Så kom der også afslag fra Magasin

Ikke at der er noget i vejen med at stå bag disken i Magasin og sælge Bodum-kander og egyptisk sengelinned, men det var ikke lige det job, jeg havde i tankerne, da jeg afleverede specialet i diskursanalyse på Statskundskab for godt fem år siden.

Alligevel havde jeg regnet med at komme i betragtning til jobbet som juleassistance i Magasin, men de fik over 3.000 ansøgninger. Heriblandt formentlig et par stykker, som er butiksuddannede i Kop & Kande, eller som har foldet bluser i H&M i årevis.

Djøfer, bliv ved dit hæve-sænkebord?

Min uddannelsesbaggrund er en bachelorgrad fra RUC og en kandidatgrad i statskundskab. Desuden har jeg arbejdet tre år i Miljøstyrelsen - først som midlertidigt ansat og senere som fastansat web- og kommunikationsmedarbejder. Men min stilling blev desværre nedlagt som en del af en sparerunde, og jeg har snart været ledig i to år. 

I øjeblikket står jeg ved en skillevej. Eller måske nærmere en afgrund. Det er et spørgsmål om måneder, før mine dagpenge udløber, og jeg har søgt mere end 100 AC-stillinger uden resultat. Jeg har taget de kurser, jeg kunne få, og været i tre virksomhedspraktikker - hos Alt for damerne, på et reklamebureau og her på djøfbladet. Jeg har fået pæne anbefalinger, men intet job. Derfor besluttede jeg i sommer at udvide mit jobsøgningsfelt. 

Tjener i vandkantsdanmark

Første tanke var at få et feriejob, så jeg kunne sætte dagpengeuret i stå i nogle måneder. Der er alligevel ikke så mange jobs at søge om sommeren, og jeg ville hellere gå til hånde på et hotel i vandkantsdanmark end at sidde derhjemme og vente på, at der igen var job at søge. 

Optimistisk ringede jeg til Svinkløv Badehotel. Jeg har ingen børn eller dyr, som kræver pasning, og ville godt kunne tilbringe sommeren i Nordjylland. Men de havde allerede rigeligt med studerende til at servere kaffe & kage med udsigt til Vesterhavet.

Efterfølgende prøvede jeg nogle badehoteller på Samsø og i Nordsjælland. Men heller ikke her var der bid (“Prøv igen til april”). Så forsøgte jeg at blive ferie-tjener i København og sendte ansøgninger til blandt andre Claus Meyer, Sticks’n’Sushi og Conditori La Glace.

Sidstnævnte fik endda én overrakt personligt (de er jo lidt gammeldags), men lige lidt virkede det.

Ingen julegaver på jobmarkedet

Sommeren gik, og jeg brugte stadig af mine dagpenge. Samtidig overvejede jeg en mulig plan B. Nemlig at arbejde som freelancejournalist suppleret af et deltidsjob på 20-25 timer.

Jeg har tidligere skrevet artikler for et magasin på freelancebasis, og det kunne jeg godt gøre igen. Hvis jeg havde et job på 20-25 timer, som betalte huslejen, ville jeg have to til to en halv dag om ugen til at løse opgaver for mig selv.

Der findes AC-deltidsjobs, men det er undtagelsen. Som regel er det 37 timer eller ingenting. Derfor dukkede idéen om et ufaglært job op igen. Her er vilkårene typisk mere fleksible, og så længe jeg havde følelsen af at bevæge mig i den rigtige retning, virkede det ikke så nedslående at rede senge, servere espresso eller stå bag disken i Magasin.

Rigtig nedslående blev det først med afslaget på at være juleassistance i Magasin (og før det Illum). Så var det altså op ad bakke!

Hva’ så nu?

Jagten på et job fortsætter. Både fuldtids- og deltidsjobs. Samtidig undersøger jeg mulighederne for at arbejde som freelancer. Det har nemlig betydning for min ret til dagpenge, hvis jeg tager et deltidsjob og arbejder selvstændigt ved siden af.        

Af de sidste seks måneder har jeg lært, at det ikke er nemmere at få et ufaglært job (måske i Fakta, men det har jeg ikke prøvet, og jeg håber heller ikke, at det bliver nødvendigt). Der er nemlig mange flere om buddet end til de AC-stillinger, jeg også søger.

Det kan også virke mistænkeligt i andres øjne, at jeg søger jobs som tjener og ekspedient, når jeg nu har en videregående uddannelse. Hvorfor bruger jeg ikke bare den?

Det vil jeg sandelig også gerne. Men jeg kunne godt tage et ufaglært arbejde i en periode for at komme videre.

“Jeg vil gerne arbejde her”

Det står klart, at jeg er nødt til at gå nye veje i min jobsøgning. Og måske kan jeg lære af designeren Jacob Jensen.

For nylig så jeg en dokumentar med den 87-årige dansker, som har vundet mere end 100 priser for sit design. Hans motto lød sådan her:

“Man kan komme igennem - man skal bare blive ved og blive ved. Det er frustrerende, det er ødelæggende, men medaljen er der sgu’, når du kommer igennem”.

Nu sigter jeg ikke efter at få mit arbejde udstillet på MOMA, sådan som Jacob Jensen har opnået med sit industrielle design. Alligevel var det opløftende at høre hans historie.

Måske kunne vi djøfere også lære af hans mere direkte jobsøgningsstrategi. I 1952, netop færdiguddannet fra Kunsthåndværkerskolen, troppede han op på en tegnestue og sagde:

“Goddag. Jeg vil gerne arbejde her.”

Hertil lød svaret: “Jamen, der er ikke noget arbejde”.

Jacob Jensen insisterede:

“Fem kroner i timen? Tre kroner i timen? To og en halv?”

Så gloede de på ham og sagde, at til den løn kunne han få lov at tømme papirkurve.

Det var godt nok til Jacob Jensen.

Tre måneder til at få foden indenfor

Mit mål er også at komme indenfor. Om jeg så skal tage telefoner eller dække op til møder i begyndelsen, det er ok. Så længe der er mulighed for at komme videre.

Det fik mig til at tænke på et citat af Pernille Aalund, innovationsdirektør hos Aller:

“Dybest set kan man sige, at hvis man stalker mig tilstrækkelig længe, får man nok et job på et tidspunkt”, sagde hun i et interview sidste år.

Jeg kan godt lide Pernille Aalund. Hun har ben i næsen, og hun er formentlig den direktør i Aller med det mest spraglede CV.

Tre måneder har jeg til at få foden i døren et sted, og måske er tiden løbet fra de lange, omstændige ansøgningsprocesser. Min tid er i hvert fald.

Jeg har lige ringet til Aller og fået Pernille Aalunds e-mailadresse.

Det må være muligt. Jagten starter nu.