Koreas mirakler

Koreanske biler, smartphones og tv-skærme storsælger i Danmark og resten af verden. Landet er førende inden for offshore og skibsbyggeri. Og for nylig fik de fleste også øjnene op for koreansk kultur – i form af internetfænomenet Psy og hans Gangnam-style.

Korea har på kun få årtier oplevet en bemærkelsesværdig økonomisk udvikling og bevæget sig fra et fattigt og forarmet landbrugssamfund til et højteknologisk industrisamfund, der kan måle sig med de fleste europæiske lande. Landet er i dag verdens 15. største økonomi og drøner fortsat op ad diverse ranglister – både hvad angår økonomi, uddannelsesniveau og innovation.

Korea er også det eneste land i OECD, som har formået at bibeholde en positiv vækst gennem finanskriseårene.

Familieejede konglomerater

Et ekstremt konkurrencepræget samfund og verdens mest arbejdssomme folkefærd – målt på gennemsnitlig arbejdstid – er en af forklaringerne på Sydkoreas økonomiske succes. En sydkoreaner havde i 2008 en gennemsnitlig arbejdstid på 2.256 timer mod 1.570 timer i Danmark.

En anden forklaring er den specielle hybrid mellem stærk statslig styring og eksportorienteret kapitalisme – primært baseret på nogle få familieejede virksomhedsdynastier, også kendt som Chaebols.

Efter Korea-krigens afslutning og en kort periode præget af politisk ustabilitet overtog et militærregime magten i landet i 1960. Fokus var på økonomisk vækst og opbygning af landets infrastruktur. Regimet valgte en pick the winner-strategi, hvor en række familieejede virksomheder inden for bestemte brancher skulle sætte gang i væksten. Virksomheder fik favorable vilkår og adgang til nærmest ubegrænsede statsgaranterede lån og opnåede de facto-monopol inden for deres respektive brancher. Hele udviklingen var stramt
styret af statslige
femårsplaner, og der blev holdt ugentlige møder mellem præsidenten og virksomhedsledere.

Det store fokus på eksport blev kombineret med en beskyttelse af hjemmemarkedet via høje toldbarrierer for udenlandske varer. Og befolkningen blev rådet til at 
købe koreanske produkter for at støtte den indenlandske økonomi.

”Gennem flere årtier var det ikke velset at forbruge udenlandske produkter i Korea,” fortæller Tom Coyner, der rådgiver vestlige virksomheder i Korea og er forfatter til bogen Doing Business in Korea.

Den økonomiske vækst tog for alvor fart i halvfjerdserne og firserne, hvor satsningen på store eksportorienterede virksomheder for alvor begyndte at give resultater med årlige vækstrater på omkring 10 procent. Samtidig begyndte den stadig større middelklasse at presse på for demokratiske reformer. Især i løbet af 1980’erne var Sydkorea præget af demonstrationer – anført af landets studenterbevægelser, som krævede demokratiske valg. Det koreanske folk måtte dog vente helt indtil 1992, før de første reelt frie valg blev gennemført.

Konglomeraternes Korea

I dag er de familieejede virksomheder vokset til en størrelse, der får selskaber som Mærsk til at ligne miniputter. Vi kender fx Samsung for smartphones og tv-skærme, men det er bare en del af deres virksomhed. De er også aktive inden for kemikalieproduktion, medicinsk udstyr, skibsindustri, beklædning og mode samt medier i form af tv-stationer, aviser, film, musik og bøger. Herudover ejer de et utal af institutioner som hospitaler, forsikringsselskaber, universiteter og forskningscentre. Det hele er snøret sammen i et sindrigt system af holding- og datterselskaber, som ejer dele af hinanden på kryds og tværs. På toppen af det hele sidder én enkelt familie, hvor tredje generation i dag er ved at overtage styringen. Samme struktur ses i andre konglomerater som fx Hyundai og LG.

Særligt efter den finansielle krise i Asien i slutningen af 90’erne, hvor 11 af de største 30 Chaebols kollapsede på grund af manglende likviditet, blev den økonomiske magt koncentreret i endnu færre virksomheder.

Samlet udgør de familieejede konglomerater ca. 80 procent af BNP. Samsung – den største af konglomeraterne – udgør alene omkring 20 procent af landets økonomi. Hvor staten for et par årtier siden kunne diktere, hvilken vej virksomhederne skulle løbe, er rollerne i dag byttet om.

”Ejerne af de store konglomerater er som konger. De lever efter deres egne regler og er ekstremt magtfulde. Deres økonomiske dominans gør dog også Korea sårbar, hvis de får problemer. I 1999 gik Daewoo konkurs med en gæld på over 80 milliarder dollars. Verdens hidtil største konkurs,” siger Tom Coyner.

Den familieejede struktur har dog den fordel, at virksomhederne er i stand til at langtidsplanlægge og fokusere på udvikling og vækst. De er ikke afhængige af
aktionærers krav om hurtige afkast.

Hvor de op igennem 70’erne og 80’erne i høj grad kopierede vestlige produkter, er de i dag førende inden for udvikling af ny teknologi. Dette hænger i høj grad sammen med landets store satsning på uddannelse. Et uddannelsessystem, som på mange parametre er blandt verdens
bedste.

Uddannelse i verdensklasse

Allerede op gennem 70’erne og 80’erne fokuserede den sydkoreanske stat i stigende grad på uddannelse af befolkningen. Det var dog først i 90’erne, at der for alvor blev trådt på speederen, hvad angår videregående uddannelser. I starten af 90’erne fortsatte knap 40 procent af de koreanske gymnasieelever på en videregående uddannelse. Det toppede i 2008, hvor hele 84 procent blev optaget på en videregående uddannelse.

Siden er tallet dalet en anelse til knap 80 procent, hvilket i høj grad skyldes, at flere og flere har svært ved at finde arbejde
efter endt uddannelse.

”Der findes ingen pålidelige officielle tal, men det skønnes, at omkring 25 procent fortsat går ledige to år efter endt uddannelse. Og mange ender i jobs, de er overkvalificerede til,” fortæller Carl Jørgen Saxer, professor i statskundskab ved Internationale Studier på Hanyang University.  

Konflikt mellem generationer

Det store antal veluddannede unge bidrager ikke kun til vækst og udvikling, men skaber også en generationskonflikter.

Mange unge anklager således de ældre generationer for at forhindre dem i at komme ind på arbejdsmarkedet og udnytte deres kompetencer. Og konfucianismen, som gennemsyrer hele det koreanske samfund, er også en udfordring for de unge.

Det er fx særdeles problematisk for yngre ledere at have medarbejdere, der er ældre end dem selv – da respekt for ældre er helt grundlæggende i det konfucianistiske tankesæt. Traditionelt er karrierestigen uløseligt forbundet med alder, og de unge må uanset talent og uddannelsesniveau pænt vente på, at det bliver deres tur til at stige i hierarkiet. Også lønnen er tæt forbundet til anciennitet, hvilket har medført, at koreanske virksomheder traditionelt ”tvangspensionerer” deres ældre medarbejdere, når de er midt i halvtredserne. De er simpelthen for dyre i drift, og der står en kø af bedre uddannede og billigere unge klar i kulissen.

Udviklingen har medført et enormt velfærdsproblem for ældre borgere, der hovedsageligt må klare sig for egen opsparing allerede fra midt i halvtredserne. I Seoul er byens parker således fyldt med ældre, som ikke har noget at tage sig til. Det er dog langtfra alle, der har sparet tilstrækkeligt op eller har børn, som kan forsørge dem.

”Mange ældre forsøger at tjene til dagen og vejen ved at tage ufaglært arbejde eller åbne små butikker og restauranter,” siger Carl Jørgen Saxer.

Og der bliver flere og flere af dem – de ældre. Det store uddannelses- og karriereræs har stort set sat fertiliteten i stå.
Udgifterne til at sikre sine børn en ordentlig uddannelse er så store, at langt de fleste vælger kun at få et enkelt barn – og et stigende antal får slet ikke børn. Landet har i dag en af verdens laveste fertilitets-
rater på bare 1,15 barn pr. kvinde.

De unge venter gerne, til de er færdige med uddannelsen, har sikret sig et godt job og sparet nok op til at investere i en bolig, før de overhovedet overvejer ægteskab og børn.

Den store ældrepukkel topper i løbet af 20-30 år, og til den tid vil landet være tvunget til voldsomme reformer, da selv den meget lille statssikrede pension betyder, at den statslige pensionskasse løber tør for penge inden for få årtier, fortæller Carl Jørgen Saxer.

I løbet af bare 20 år vil andelen over 65 år være fordoblet, så den udgør 25 procent af landets befolkning.

Hjemmeboende forbrugere

De høje boligpriser betyder, at unge ofte bliver boende hjemme til, de er i trediverne.

Den tendens er tydelig i Seoul, hvor næsten halvdelen af landets befolkning lever – et sted mellem 20-25 millioner. Her myldrer det med unge, der trods fast job og karriere fortsat bor hos forældrene og derfor ikke mangler penge til forbrug.

Modebutikker, cafeer og restauranter ligger dør om dør, og de mangler tydeligvis ikke kunder. Storbyens befolkning er ekstremt velklædt i de fineste vestlige mærker – alle med en af de nyeste smartphones indenfor rækkevidde og gerne en lækker bil i garagen.

Der er ikke langt mellem byens diskoteker og klubber, og Korea er i dag et af de lande i verden, hvor der bliver drukket mest alkohol. Koreanere er i det hele taget et meget entusiastisk og temperamentsfuldt folkefærd – nogle kalder dem af samme grund for Asiens latinamerikanere.

Koreas fremtid

Selvom det fortsat går fremad i Korea, er vækstraterne faldet til mere beskedne tre-fire procent de senere år – noget, der i Korea opfattes som krisetegn. Samtidig er der kommet stigende fokus på, at livet er andet end karriere, penge og forbrugsgoder.

Staten er opmærksom på problemet og kigger bl.a. på de nordiske lande, som har formået at opretholde et højt økonomisk niveau og samtidig sikre en rimelig velfærd for borgerne.

”Vi har i Korea opnået en utrolig økonomisk udvikling, men vi er ikke lykkelige. Der er stigende ulighed, stor konkurrence og manglende tillid mellem mennesker, og alle har så travlt med at gøre karriere, at de ikke har tid til at få børn. Oven i det døjer vi med verdens højeste selvmordsrate blandt de unge. Måske skal vi sætte tempoet lidt ned og se på, hvad der gør folk lykkelige, og her kan vi måske lade os inspirere af Danmark,” siger Yeun-Ho Oh, der er tidligere studenterleder og redaktør af internetmediet OhMyNews.

Staten arbejder da også på at sætte arbejdstiden ned, så det fremover kun bliver tilladt at arbejde 52 timer om ugen inklusive overarbejde mod de nuværende 68 timer. 

Virksomhedsstrukturen med store familieejede virksomhedsdynastier begynder også at give problemer. De små og mellemstore virksomheder, som primært er underleverandører til konglomeraterne, bliver simpelthen kvalt eller opkøbt. Og konglomeraternes størrelse og meget hierarkiske systemer hæmmer nytænkning og innovation. Deres dominans betyder samtidig, at det er svært for de mindre virksomheder at skaffe de rigtige kompetencer, da de hverken kan konkurrere på prestige eller løn. Ofte er startlønnen det dobbelte i konglomeraterne sammenlignet med mindre virksomheder, og karrieremulighederne dér er uendelige.

Flere og flere unge begynder dog så småt at se fordelen ved at arbejde i mindre virksomheder, hvor hierarkiet ofte er mindre dominerende.

”Den koreanske regering ønsker at stimulere de små og mellemstore virksomheder og fremme innovation. De har lanceret visionen ’Creative Economy’ og forsøger at løse problemet ved bl.a. at lancere særlige lånetyper til mindre virksomheder,” siger Maria Skou, leder af det danske innovationscenter i Seoul.

Men det er en lang proces at ændre de grundlæggende strukturer. Og de store virksomhedsdynastier er næppe indstillet på frivilligt at afgive markedsandele til iværksættere og mindre virksomheder.