Jeg er nok arbejdsbegærlig

Hvad er det, der gør, at man får lige dén karriere? At man havner lige på dén arbejdsplads? Eller tager dén uddannelse?

For Mitzie Abildgaard, der er udviklingsleder på SKT - skolen for klinikassistenter, tandplejere og kliniske tandteknikere i Aarhus - er der ingen tvivl: Det handler om tilfældigheder.

Det var en tilfældighed, at hun i sin tid blev klinikassistent. Og det var en tilfældighed, at hun siden kom til at undervise.

“Hvad ved man som 17-årig? Jeg ville være sygeplejerske og var egentlig ved at indsende min ansøgning til sygeplejeskolen, men så ringede min veninde, der var i lære som klinikassistent hos en tandlæge. Hun sagde, at de manglede en til en læreplads, og jeg synes da, det lød sjovt at komme til at arbejde sammen med min veninde,” fortæller Mitzie Abildgaard.

Mitzie Abildgaard fik jobbet, og efter tre år blev hun færdiguddannet og søgte til Aarhus, hvor hun fik ansættelse hos en privatpraktiserende tandlæge. Måske var det ham, der indgød hende den faglige selvtillid, hun nu har bygget sin karriere på, ræsonnerer hun:

“Der blev jeg inddraget i mange arbejdsgange. Det var sjovt, og det betød, at jeg kom til at kende alle fagområder. Den tandlæge tog mig også med på konferencer/seminarer og viste mig, at det der kunne jeg godt finde ud af.”

Siden fik hun job på en børnetandklinik, så kom et par år som hjemmegående småbarnsmor og derefter søgte Mitzie Abildgaard en stilling som underviser på det, der nu hedder SKT. Det var i 1977.

Mitzie Abildgaard tog den ene ekstra uddannelse efter den anden: Enkeltfag på HF, en diplomuddannelse i psykologi, en merkonomuddannelse og en vejlederuddannelse. Dertil kom siden en diplomuddannelse i ledelse. Mitzie Abildgaard blev også tillidsrepræsentant. Faktisk var hun så ferm til det, at hun fik lavet en lokal arbejdstidsregel, hun siden som leder har haft sit besvær med.

Da Mitzie Abildgaard havde været godt 20 år på STK, blev hun spurgt, om hun ville være stedets udviklings- og studieleder. Og hun takkede ja.

“Jeg blev nok spurgt, fordi jeg havde gode relationer både til ledelsen og til medarbejderne. Og så har de troet på, at jeg godt kunne klare det,” fortæller hun.

Hvad synes du om traditionen, at man på uddannelsesinstitutioner rekrutterer ledere, der selv har undervisningserfaring. Altså at man ikke ansætter en administrativ leder udefra?

“Jeg synes, det er godt. For vi har jo en særegen kultur her, som kan være svær for udenforstående at sætte sig ind i. Jeg kan godt lide at være i en ledelsesgruppe, men det har da været godt, at jeg både har erfaring som klinikassistent og som underviser. At jeg også er en del af en faglig gruppe.”

Hvad er det bedste karriereråd, du vil give videre til unge?

“Man skal være sig selv og prøve at tilpasse sin ledelsesstil efter situationen. Det er lidt som den tid, vi lever i; den er forandringskompleks. Og så har en anerkendende form for kommunikation hjulpet mig i min måde at lede på.

Hvad er det vigtigste værktøj, når man skal lede andre?

“Man skal tro på sine medarbejdere. Have empati og vise dem tillid. At være leder drejer sig dybest set om at få medarbejderne til at blomstre. Og det gør man bedst ved at vise dem, at man tror på, at de kan klare de opgaver, de bliver stillet overfor.”

Hvad har været din største udfordring i karrieren?

“Jeg er så heldig, at jeg hele tiden er blevet udfordret i min karriere. Så er der nye reformer, man skal sætte sig ind i, så er der nye samarbejdspartnere, og så skal man følge med i ungdomskulturen, for den ændrer sig jo også hele tiden ... Men jeg er arbejdsbegærlig, så jeg skal helst have meget at tage mig til. Ellers finder jeg bare noget.”