Djøf med Løg(n)

Da Per Helge Sørensen – manden med onemanshowet Djøf med Løg(n) – var ti, legede han med små robotter og sad med hovedet inde i sin Commodore 64 computer. Da han gik i 3.g., byggede han til sin fysiklærers respekt en model-elevator, som han styrede fra Commodore 64´eren.

Da han var 26 og nyuddannet ingeniør fra DTU, styrede han selv direkte mod et job i ministerierne – kort sagt et djøf-job. Det var slut med den nørdede teknik. Han var blevet bidt af en politisk bacille af at lave studenterpolitik. Han ville derind i maskinrummet, hvor man virkelig kan ændre på samfundet og gøre det gode.

Han fik jobbet, blev fuldmægtig i Forskningsministeriet og var lykkelig.

Lykken holdt et halvt årti, så var filmen om, at man revolutionerer verden fra ministerierne, slidt over. Men jobbet havde formet ham for altid. Det vender vi tilbage til.

Og denne gang skal det være skarpt

Vi springer 15 år frem til december 2013 en sen eftermiddag på
Nørrebro Teater.

Uden for trækker julefrokostfolket gennem byen. Inden for i den tomme teatersal står Per Helge Sørensen på scenen i jakkesæt og højkulørte, stribede sokker. Han slår armene ud og ifører sig et energisk-manisk udtryk og ditto stemmeføring:

”Vi skal have implementeret en ny mission, en ny vision, en ny passion. Og denne gang skal det være skarpt. Ikke som sidste gang. Vi skal ikke bare have en projektgruppe. Vi skal have en taskforce. Vi skal væk fra de tomme floskler. Det skal være forandringsledelse 3.0. Og vi lægger sporene, mens vi kører.”

Per Helge Sørensen øver sig på en ny runde af sit comedy-show Djøf med Løg(n). Da det blev opført første gang i oktober, strømmede publikum til og fniste højlydt til hinanden, at ’han må da have været ansat inde hos os’.

Anmelderne roste, og Politikens Henrik Palle skrev, at showet tager tykt pis på fænomenet ’den moderne djøfer’, der ikke ser sig selv som embedsmand, men som strukturanalytiker, managementkonsulent og coach, og som demonstrerer sit omstillingsparate værdisæt ved at supplere habitten med funky sokker.

Så derfor skal showet sættes op igen, og Per Helge øver sig.

Han hopper ned fra scenen og forklarer, at det er en gammel drøm at spidde det djøfiserede management-bureaukrati, som, han mener, hersker i toppen af stort set alle større private og offentlige organisationer.

”Mit show handler ikke så meget om den klassiske kamp mellem de kolde djøf-hjerner og de varme sosu-hænder. Det er mere en beskrivelse af et Djøf-Djøf skisma mellem de fagprofessionelle djøfere – altså almindelige jurister, økonomer og lignende typer, som sidder nede i gulvhøjde og passer deres arbejde med en uforklarlig stor loyalitet – og så management-djøferne oppe i toppen.”

Djøferne har solgt ud af deres faglighed

Djøf med Løg(n) – er det fair at hænge djøferne så meget ud?

”Ja, det synes jeg faktisk. Man kunne have håbet, at djøferne havde sagt fra over for managementkulturen. Men der har djøferne oppe i toppen jo solgt fuldstændig ud af deres faglighed. Der er ingen, der har sagt fra! Hverken i ministerierne eller i de store virksomheder.”

I Smagsdommerne på DR2 mente Frederik Wiedemann – innovationsrådgiver, cand.polit. m.m. – at Per Helge lancerer en ny kritik af djøferne: Vi tror, de er kolde og rationelle, men i virkeligheden er de totalt irrationelle med deres symbolske slag i luften.

”Ja, vi tror, at de sidder oppe i toppen og træffer beslutninger på basis af et kæmpe regneark. Men det er jo tit slet ikke dét, der sker. Pludselig overtager en eller anden metafor styringen,” siger Per Helge og tager sin teaterstemme på:

”Vi skal ikke længere være et superslagskib, vi skal være dynamiske, vi skal være hurtige, vi skal være… torpedobåde! Eller er det bedre med speedbåde?”

”Altså, pludselig sidder de kloge djøfere i dagevis og diskuterer, om torpedobåd eller speedbåd er det bedste ord til den nye strategiplan. Man skændes om en metafor i stedet for at undersøge virkeligheden.”

Hvorfor har managementkulturen, som du mener, vundet over fagligheden?

”Nu bliver det farligt. Det er jo nemt nok at gøre nar. Så hvorfor? Jeg tror, det er fordi, det er indbygget i enhver stor organisation, at når du sidder i toppen, så er der en efterspørgsel efter ting, der kan få det til at se ud som om, at du har gjort noget – uden at behøve at træffe ’rigtige’ beslutninger, som virkelig ændrer på noget, men som samtidig er svære og risikable, fordi de fx gør dine underdirektører vrede og farlige.”

”Men en ny mission og vision derimod, det er en nem beslutning. Det kan aldrig gå galt. Folk når alligevel aldrig at lære dem at kende.”

Hans yndlingsbillede er veteranbilerne i Tivoli. Hans tre-årige datter råber: Far, jeg styrer! Der sker bare ikke noget, for rattet er ikke forbundet med hjulene.

Julefrokost i ministeriet

Det er det heller ikke, når en ny topdirektør træder ind af døren og straks laver en ny organisationsstruktur. For nyt er godt, og hvad er nemmere end at flytte rundt på kasserne og stregerne i et diagram.

Per Helge tager teaterstemmen på igen.

”Vi laver et Kompetencecenter for Innovativ Økonomistyring. Vi flytter juristerne ud i tværfaglige teams. Men vi glemmer ikke fagligheden. For vi laver samtidig en horisontal søjle for juristerne – som er virtuel. Og så får folk hele to chefer. Og så sikrer vi samarbejdet på tværs ved at…(kunstpause) stiple den ene af kasserne på power pointen.”

Og da ingen vil betragtes som konservative innovationsdræbere, går folk med til det hele.

”Også selvom man altså ikke kan have to chefer, for en chef har kun én opgave, og det er at prioritere sine medarbejderes tid.”

Dengang i Forskningsministeriet skulle Per Helge være med til at føre os danskere ind i den fagre nye IT-verden. Det var som sagt en lykkelig opgave for ham. Men det var også jul en gang imellem i ministeriet.

Frank Jensen, som var forskningsminister i et par år, husker vistnok stadig Per Helge for hans parodi i julerevyen over den unge ministers Bruce Springsteen-fascination, og det gør den for længst pensionerede departementschef også.

Det var ligesom dengang, da hans gamle rektor på DTU skulle skrive en udtalelse, som Per Helge kunne tage med ud i livet. Der stod ikke et ord om Per Helges studenterpolitiske indsats. Hele udtalelsen handlede kun om den årsfesttale, som Per Helge havde holdt som formand for Polyteknisk Forening og opført som et teaterstykke.

”Men dronningen kom også hen og takkede mig til receptionen bagefter.”

Sådan har der været mange hints om, at det måske ikke var embedsmand, han skulle være hele livet. Han ved ikke, hvor han har sit comedy-gen fra. Hans morfar var god på en violin, men han har en ingeniør-far og en fysiklærer-mor, og i mange år overhørte han den undertrykte kunstner, der sad inde i ham og gnavede, fordi
den ville ud.

Den hemmelige djøfer

Men på et tidspunkt var det, at det gik op for ham, at det ikke er fra ministerierne, at man revolutionerer verden.

”Jeg opdagede, at det i stedet handlede om at få ministeren til at se godt ud. Som en af mine kolleger dengang sagde åbent til mig: ’Vi er her for at sælge vores minister til statsministeren gennem pressen, så statsministeren fremmer vores minister i næste rokade’. Det var succeskriteriet, sagde han. Og jeg sad og troede, at det handlede om, at folkeskoleeleverne skulle have nogle flere computere, og at Danmark skulle ind i informationsalderen.”

Per Helge var ingen fiasko som djøfer og endte med at blive konstitueret som kontorchef – bare alt for tidligt. Han gik ned med stress, sagde op og tog til Cuba for at skrive en roman.

Det blev – i kortversionen – til to romaner og ti år på havregryn med vand. Men så fik han barn og blev igen ’djøfer’ med fast indkomst.

Det er derfor, at øvetimerne ligger her i tusmørket. Om dagen skal Per Helge passe sit job som strategimedarbejder i direktionssekretariatet i DR.

Lige dét har han ikke skiltet med som showmand.

Selv over for DR´s egne journalister, som interviewede ham efter premieren i oktober, gik han stille med, at han sad lige under snuden på deres egen topledelse.

”Jeg ville ikke risikere, at mit show blev udlagt som en kritik af DR. For det er det ikke! Det er nogle generelle tendenser, som findes i stort set alle store organisationer, jeg gør grin med.”

Problemet er dog endt med at løse sig selv – i hvert fald på kort sigt.

Efterspørgslen efter en insider, der gør grin med djøfiseringen, har vist sig at være så stor, at Per Helge har været nødt til at tage orlov fra 1. januar for at få tid til ekstrashows, turné og særarrangementer for virksomheder, der gerne vil grine af sig selv.

Djøfs fantastiske brand

Men hvad gør vi ved den managementkultur, som efter Per Helges mening er pumpet op med varm luft? Hvis han vidste det, ville han være dyr konsulent i stedet for at lave shows. Og han vil gerne være nuanceret.

”Jeg er ikke som de dér tv-serier, hvor toplederen bare er fuldstændig hjernedød og sexistisk, og hvad ved jeg. Vi har brug for topledelse, og det interessante for mig er, at toplederen selv er et gidsel i alt det her. Fordi han konstant skal levere markante og visionære initiativer til sin bestyrelse – men samtidig skal have en organisation til at fungere i hverdagen. Men hvad skal man  gøre? Altså, puha, det er vist klogest at lade være med at sige noget skråsikkert om det.”

Hvad kan Djøf gøre for at forbedre djøfernes image?

”Jamen, I har da et fantastisk brand med en ekstrem genkendelighed som dem, der virkelig bestemmer. Det er ganske rigtigt forbundet med nogle negative associationer, sådan nogle onde Machiavelli-typer, der står bag gobelinerne og trækker i trådene. Men hvad vil I helst!”

Spøg til side.

”Mit budskab er ikke, at vi ikke har brug for planlægning, strategi og topledelse, men at vi skal prøve at luge ud i de absurde udslag af det. Og at det måske også var sundt, hvis djøferne selv begyndte at kigge indad på det med det kritiske blik. Og I skal selvfølgelig også kunne forklare, hvorfor djøferne ikke er et fedtlag, som bare kan skæres væk.”

Gensyn med Nyborg Strand

Nyborg Strand Hotel – en kendt kursusejendom ved Lillebælt – optræder adskillige gange i Per Helges show.

Det er dér, medarbejderne bliver trukket over ved håret af management-djøferne på værdiseminar for at lave gruppearbejde om den nye vision, skrive sange om deres passion og spille på trommer for at blive innovative. Og frem for alt blive udsat for timevis af power points.

I sit show kalder Per Helge den slags for public management versionen af waterboarding, torturmetoden hvor man får holdt hovedet under vand, til man får kvælningsfornemmelser, men som ikke laver synlige mærker bagefter.

Ironisk nok tikker det ind med bestillinger til ham fra den slags firmaarrangementer.

”Det ender med, at jeg får mit eget værelse på Nyborg Strand og bliver fast bestanddel af hotellets standard konferencepakke. ’Og så får I også Per Helge med, han går på lige efter vores store frokostbuffet, så jeres medarbejdere ikke sidder og døser hen’.”