Smagen af skaberglæde

“Jeg har aldrig gjort det her, fordi jeg ville være rig. Jeg har gjort det, fordi jeg ville skabe noget. Og hvis jeg ville trække mig tilbage, kunne jeg have gjort det i 2008, da jeg solgte min første virksomhed. Jeg skal ikke længere bevise mig selv. Det synes jeg, jeg har gjort. Jeg har stadig energien og sulten, men måske løber jeg mindre efter nogle ting, fordi jeg har fået et par succeser under bæltet,” siger den 37-årige jurist.

En bid af kagen

Tommy Ahlers fortæller energisk med mange fagter. Hans blik er fast og stemmen så høj, at det næsten runger i det store køkken, og han sidder skiftevis tilbagelænet og helt fremme på stolen. Han er tydeligvis vant til, at der sker noget.

Og han har selv fået ting til at ske. Iværksættertrangen startede på efterskolen, hvor han opkøbte store partier Raider, Mars og cola på den anden side af grænsen, når han var hjemme i Aabenraa på weekend, og solgte det videre med en firs procents markup.

“Har man gjort den slags ting, er man en, der bare ikke accepterer det bestående, og så er man rundet af det, der skal til,” siger han på spørgsmålet om, hvordan man kan vide, om man har et iværksættergen.

For Tommy Ahlers selv gav genet succes, da han i 2005 startede virksomheden ZYB. Det var en gratis online tjeneste, der gjorde det muligt for brugerne at tage backup af deres kontaktdata på mobiltelefonen og dele dem med andre på en nem og hurtig måde. Efter et par år havde ZYB 20-25 ansatte, og der begyndte at komme bud på virksomheden.

“Vi havde ikke planlagt at sælge, men det gav god mening, da Vodafone henvendte sig,” siger Tommy Ahlers, der havde en enkelt investor med om bord, som havde skudt 20 millioner kroner i projektet.

Han skulle have en del af salgssummen på 235 millioner kroner, men der var da også en “bid af kagen” tilbage til idémanden selv. Det nøjagtige beløb vil han dog ikke ud med.

Facebook til virksomheder

Tommy Ahlers var nu pludselig en af 80.000 ansatte i det verdensomspændende mobilselskab Vodafone, men snart vendte trangen til at skabe noget nyt tilbage. Denne gang startede han dog ikke fra scratch. Tre stiftere havde året forinden startet virksomheden Podio, hvis koncept var at skabe en bedre brugeroplevelse i de it-programmer, vi bruger på jobbet.

Tommy Ahlers gik ind i virksomheden som administrerende direktør, partner og storaktionær. Tre år senere solgte han og de øvrige partnere Podio til den amerikanske virksomhed Citrix. Pris: ca. 300 millioner kroner. I øjeblikket er han igen ansat, men når han føler, han har “sendt Podio godt på vej”, er han ret sikker på, at han skal bygge en ny virksomhed. Og så begynder det at ligne en serie.

“Det er jo en joke at blive kaldt serieiværksætter, når man har lavet tre virksomheder. De fleste tror oven i købet, jeg kun har lavet de to, men jeg har også lavet en fiasko før de to succeser. Fjerde gang er jeg måske serieiværksætter,” griner han.

”Er jeg en fiasko?”

Den omtalte fiasko var Tommy Ahlers’ første livtag med iværksætteriet efter fire år som konsulent i berømmede McKinsey. Men konceptet online SMS holdt ikke, og det føltes vitterligt som en fiasko, da han efter ni måneder måtte fortælle investorerne, at de havde tabt deres tre millioner kroner.

“Da overvejede jeg, om jeg selv var en fiasko. Om jeg ikke bare skulle vende tilbage til det, jeg vidste, jeg kunne finde ud af. Det er blevet sagt om McKinsey, at de er gode til at tiltrække unsecure overachievers. Det er mennesker, der er meget ambitiøse, men som altid er usikre på deres eget talent. ’I morgen finder de ud af, at jeg bare lader som om, jeg er klog.’ Det er ren blålys. ’13 i strafferet, ej, det var bare fordi, jeg talte godt for min sag,’ parodierer Tommy Ahlers og slår en høj latter op.

Men han havde selv en rem af huden.

“Det kommer op i sådan en situation. Jeg kunne ikke det der. Lad mig gå tilbage til noget, hvor jeg vil få at vide, at jeg er en succes. Til McKinsey eller Kromann Reumert, hvor jeg vidste, at jeg kunne noget.”

Hvad gjorde du for at komme videre?

“Jeg tror, jeg havde smagt nok af den glæde og den tilfredsstillelse og stolthed, det er at skabe noget, og det havde jeg lyst til at forfølge igen. På trods af min egen usikkerhed fik det mig op på hesten igen. Retrospektivt synes jeg jo heller ikke, at det var en fiasko, fordi jeg lærte en hel masse af det. Jeg lærte blandt andet, at det område, du går i gang med, skal være så bredt, at du kan pivotere, det vil sige dreje idéen i en anden retning. Det kunne vi ikke, fordi det var for snævert.”

Spildte talenter

Otte år og to succeser senere er Tommy Ahlers  - serie eller ej - en af Danmarks mest succesfulde iværksættere inden for ny teknologi. Han mener, vi i højere grad skal sørge for, at iværksætteri kan blive en karrierevej for folk, der kommer ud af universitetet. Men ikke nødvendigvis de helt unge. Studier fra USA viser, at de mest succesfulde iværksættere er 42 år og har to børn.

“Jeg hælder mod, at det ikke skader at have været ansat et sted i fire år, før man springer ud. Så får man noget branchekendskab, og det er ikke for sent at springe ud som 29-årig. Faren ved det er, at man skal passe på, man ikke kommer så langt i forløbet, at man har malet sig selv op i et hjørne privatøkonomisk, så man ikke tør tage risici længere. Det er også derfor, jeg har foreslået at forbyde realkreditlån til folk under 35.”

Tommy Ahlers understreger, at forslaget kom op halvt i spøg, men han opfordrer til, at man tænker sig godt om. For inden man ser sig om, er man gift, har børn, har købt drømmelejligheden til seks millioner i Hellerup, og så bliver det svært at bryde op.

“Der er mange, der fuldstændig forspilder en mulighed og et talent ved bare at være ansat et sted. Og det er ikke for at nedgøre det at være ansat. De har også brug for superdygtige folk i Nordea, Dansk Supermarked og Mærsk. Men der er nogle mennesker, der er skåret på en måde, hvor de ville kunne skabe mere værdi for sig selv i form af livskvalitet og for samfundet ved at gå ud og være iværksættere. En partner hos Bech-Bruun eller Kromann Reumert holder måske liv i opgaver til fem-ti mand, men han kunne måske skabe 100, 200 eller 500 arbejdspladser.”

Universiteterne skal være mere elitære

Ifølge Tommy Ahlers uddanner universiteterne og business-skolerne folk til, at det helst ikke må gøre ondt. Hvis man presser de studerende lidt mere for at komme igennem studiet, vil man have sat barren højere for, hvad de vil være parate til senere i deres karriere, mener han.

“Tag jurastudiet på Københavns Universitet, som skulle være det ypperste. Jeg synes ikke, det på noget tidspunkt gjorde rigtig ondt, og det samme hører jeg fra mange, der har taget en universitetsuddannelse. Første gang jeg følte mig presset var på McKinsey. De er gode til at sætte barren utroligt højt: “For fanden, klokken er kun ti, hvorfor skal vi hjem nu? Vi skal have den sidste decimal regnet ud på den her analyse, den skal være skarpere.”

Succesiværksætteren kan i princippet godt lide den antielitære adgang til uddannelsessystemet. Men:

“Alle skal sgu da ikke bestå en uddannelse. Hvor kom den fra? At bestå en uddannelse må da bero på, at du besidder et vist talent for det, du har valgt at læse. Vi har fået et akademikerproletariat, fordi vi uddanner så mange. Vi skal være mere kyniske. Den del må gerne være mere elitær, så vi får færre igennem. Så de, der kommer ud, er dygtigere og mere klar til det pres, det er at starte en virksomhed.”

Forskerskat for iværksættere

Spring ud, opfordrer den tidligere konsulent, som mener, at vi i Danmark har de bedste forudsætninger for at starte virksomhed. Men dermed ikke sagt, at vilkårene ikke kan blive endnu bedre.

“Hvad om man satte skatten i bero eller gav rabat, hvis man gik ind i en vækstvirksomhed eller startede selv. Vi kan godt operere med et skattebegreb for dem, der kommer fra udlandet. Hvorfor ikke have en forskerskatteordning i forhold til iværksætteri? Grunden til, at vi har den ordning, er jo netop, at det er vigtigt at tiltrække de her forskere for at få gang i væksten i Danmark.”

Tommy Ahlers’ pointe er, at de første 20-25 ansatte, som får 
virksomheden på skinner, er ligeså vigtige for væksten som dem, der starter virksomheden. Og generelt er vi ikke gode nok til at få nok folk med et erfaringsgrundlag ind i opstartsvirksomheder,
mener han.