Nye og alternative partier stormer ind i Europas parlamenter. Men hvad kan vi forvente af dem? Vil de få held til at ændre måden, man laver politik på – eller vil deres rebelske ånd blive knækket?
Beppe Grillos parti fik hver fjerde stemme ved forårets valg i Italien. I Grækenland debuterede venstrefløjspartiet Syriza med 72 mandater ved valget i 2012 og blev dermed det næststørste parti i det græske parlament. Og i Finland fik partiet De Sande Finner knap hver femte stemme ved det seneste valg. Helt nye toner i et land, hvor tre etablerede partier ellers i mere end 100 år har delt magten imellem sig.
Der er nok af eksempler på, at vælgerne fravælger de gamle partier til fordel for de nye. Billedet er mest markant i kriseramte Sydeuropa, hvor galoperende arbejdsløshed rammer befolkningen hårdt.
Fællesnævnerne for de nye partier er, at de oftest har en karismatisk leder, taler et sprog, som manden på gaden forstår, og har et letforståeligt valgprogram med få kontante programpunkter, som fx EU-modstand og strammere udlændingepolitik.
Men hvad kan vi forvente af de nye partier? Vil de få held til at ændre det politiske system - og måden man laver politik på? Eller vil det hele bare blive mere af det samme med det resultat, at vælgerne bliver endnu mere trætte af politikerne?
”De nye partiers største problem er, at de kommer ind i parlamenterne med mange uskolede mandater i ryggen, oftest med medlemmer der tidligere har stemt på både højre- og venstrefløjspartier,” mener lektor Jens Peter Frølund Thomsen, der forsker i politiske partier og bevægelser på Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet.
Som eksempel bruger han vores egen Mogens Glistrup, der med Fremskridtspartiet erobrede Folketinget med 27 mandater i 1973.
”Det der skete med Fremskridtspartiet, ligner dét, der sker med mange af de nye partier. Der er masser af uro i geledderne, de har svært ved at omsætte de klare politiske meldinger til realpolitik, og de øvrige partier vender dem ryggen, fordi de ikke evner det politiske håndværk om at kompromissere sig til et forlig. Kort fortalt evner de ikke at omsætte deres nyvalgte mandater til indflydelse.”
Jens Peter Frølund Thomsen erkender, at det ikke er nemt at etablere et nyt parti i dag, og nævner Dansk Folkeparti som en undtagelse.
Pia Kjærsgaards parti har givet opskriften på, hvordan et nyt parti fastholder sin politiske integritet og formår at skabe politiske resultater på den lange bane: topstyring og stram disciplin.
”Der er ganske få personer i partiet, der fastlægger den politiske linje, og hvis man fraviger voldsomt fra den, ja, så er det ud af vagten. På den måde har de sikret sig, at der er ro udadtil, og de andre partier kan stole på dem, når de indgår et forlig,” siger Jens Peter Frølund Thomsen.
Selvom de nye partier i Europa ikke i øjeblikket har stor parlamentarisk succes, advarer Frølund Thomsen de etablerede partier om at læne sig tilbage i den tro, at de kan fortsætte som hidtil. Det kan de ikke. Undersøgelser viser, at vælgerbefolkningerne i Europa er utilfredse med de etablerede politikere og måden, politik bliver formet på.
”Protestpotentialet er højt i de europæiske vælgerbefolkninger, og hvis et af de nye protestpartier ikke appellerer til dem, vælger mange sofaen på valgdagen. Så hvis de etablerede partier vil genvinde vælgernes tillid, skal der andre boller på suppen.”
Ledige stillinger
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER