Nye tal stiller spørgsmålstegn ved myten om, at højtuddannede er mindre syge end andre grupper. Over halvdelen af djøferne tager på arbejde, selv om de er syge. Og hver anden arbejder hjemme under sygdom.
Der skal tilsyneladende mere end en god forkølelse til, før djøferne melder sig syge. Over halvdelen af djøferne går på arbejde, selv om de egentlig er syge, og hver anden har arbejdet hjemme under sygdom.
Det viser Djøfs seneste undersøgelse af psykisk arbejdsmiljø baseret på svar fra 1.685 medlemmer.
I 2012 havde djøferne 6,2 registrerede sygefraværsdage i gennemsnit, mens gennemsnitlige sygefravær var 13 dage for alle offentligt ansatte, og 10 dage for privatansatte.
For djøferne lander det reele sygefravær dog på 10,6 dage, hvis man regner de dage med, hvor djøferne går syge på arbejde eller arbejder hjemme under sygdom.
Tallene stiller dermed spørgsmålstegn ved myten om, at højtuddannede er mindre syge end andre grupper på arbejdsmarkedet.
At så mange djøfere har skjulte sygedage, skyldes ifølge Lisbeth Kjersgård, arbejdsmiljøpolitisk chef i Djøf, tre ting: De har mulighed for at arbejde, mens de er syge, de føler et stort ansvar for deres arbejde, og de føler sig presset til det.
”I modsætning til en børnehavepædagog eller kassedame, kan de fleste djøfere jo godt arbejde på den bærbare hjemme i sengen, når de er syge. Derudover har en del af dem nogle arbejdsopgaver, som ikke umiddelbart kan løses af andre, og derfor hober opgaverne sig bare op, hvis de er væk fra arbejdet. Og for at afværge det arbejder de altså, selv om de i nogle tilfælde måske ikke burde.”
Billedet af djøferen, der sidder med et stort halstørklæde om halsen i sengen og arbejder, eller djøferen der sidder bag lukket kontordør med skraldespanden fyldt af brugte papirlommetørklæder, er nemt at se for sig, mener professor og forsker i psykisk arbejdsmiljø, Tage Søndergård Kristensen.
Han er enig med Lisbeth Kjersgård i, at de sidder der, fordi der ikke er nogen til at overtage deres arbejdsopgaver, hvis de melder sig syge, og fordi mange djøfere i modsætning til andre faggrupper har muligheden for at arbejde hjemme, og de derfor gør det – også selv om de ikke er raske.
”Sygefravær handler meget om social status. Hvis du vil have en medarbejder, der stort set aldrig har fravær, skal du satse på en mandlig djøfer fra provinsen. Det høje sygefravær finder du til gengæld hos lavt uddannede kvinder i København.”
Det er både godt og skidt, at djøferne vælger at arbejde, hvor andre måske ville tage en sygedag, mener Lisbeth Kjersgård.
”Det er en hårfin balance. Det er jo fint, at mange djøfere har mulighed for at arbejde hjemme, selv om de er små-syge, hvis de selv har det ok med det. Men noget andet er, hvis de føler sig presset til det. For vi har jo brug for at slappe af for at komme til hægterne igen – særligt når vi er syge.”
Og i det store perspektiv er det samtidig problematisk, at så stor en del af djøfernes sygedage er skjulte, mener Lisbeth Kjersgård.
”Antallet af sygefraværsdage bliver nemlig brugt som indikator for, hvor godt eller dårligt arbejdsmiljøet er, og for hvor nedslidningstruet en jobgruppe er. Men djøfere kan godt være stressede og have et belastende arbejdsmiljø, selvom de kun har få registrerede sygefraværsdage. Til gengæld får de ikke adgang til de midler og initiativer, der fra politisk hold bliver kanaliseret over i forebyggelse af dårligt psykisk arbejdsmiljø.”
Lisbeth Kjersgård anbefaler derfor, at man i højere grad bruger trivselsmålinger, når man skal vurdere det psykiske arbejdsmiljø og risikoen for nedslidning.
Ledige stillinger